Politiet var ikke de eneste på vejene omkring Skagen i uge 29. Motorstyrelsen var af samme grund til stede for blandt andet at kontrollere leasingbilers afgiftsforhold.
Motorstyrelsen havde nok at lave i uge 29. I hvert fald i Skagen, hvor ugen også er kendt som Hellerupugen. Her kontrollerede man alt fra leasingbiler til biler med udenlandske nummerplader. Alt sammen for at fange fusk med registreringsafgiften.
Over tre dages kontrol blev der kontrolleret biler. Og nu har Motorstyrelsen samlet op på indsatsen, der betyder, at papirerne på 12 biler skal granskes yderligere. Det oplyser Motorstyrelsen i en pressemeddelelse.
En del af sagerne handler om leasingbiler. Nærmere bestemt vil Motorstyrelsen undersøge de leasingaftaler, bilerne kører rundt på. Dem kan der nemlig være fusket med.
Andre af sagerne handler om biler udstyret med udenlandske nummerplader, men hvor ejeren bor i Danmark. Motorstyrelsen vil nu undersøge, om den danske statskasse på den måde er blevet snydt for afgifter. Derudover har styrelsen noteret sig sager om brug af mandskabsvogne til privat kørsel og beskatning af fri bil.
Fordi sagerne nu skal undersøges nærmere, er det uvist, om det ender i bøde og/eller afgiftssager. Motorstyrelsen kontrollerede også biler i Nordsjælland i sidste uge. I alt blev over 150 biler kontrolleret.