Myndighed: Hastighed på motorvej skal ned til 90 km/t

I forbindelse med udvidelsen af Motorring 3, der går vest for København, ligger Vejdirektoratet op til, at hastigheden på strækningen generelt skal ned til 90 km/t. Foto: Presse-foto.dk

Når motorvejsnettet omkring Motorring 3 er udvidet, skal det kun være muligt at køre 90 km/t på strækningen, skriver Vejdirektoratet i en ny rapport.

Står det til Vejdirektoratet, bliver den højst tilladte hastighed på Motorring 3 vest for København 90 kilometer i timen. Det skriver myndigheden i en ny rapport, som er udarbejdet på baggrund af den udvidelse af motorvejen, som regeringen lægger op til.

Det handler om trafiksikkerhed, siger Jette Cornelius Buch-Hansen, seniorprojektleder i Vejdirektoratet, til TV 2 LORRY.

I rapporten skriver Vejdirektoratet blandt andet at:



– Det er ud fra en samlet vurdering Vejdirektoratets anbefaling, at hastighedsgrænsen fastsættes til 90 km/t, da der henset til vejens forløb og udformning vil være trafiksikkerhedsmæssige risici ved en højere hastighedsgrænse.

I dag er hastighedsgrænsen på Motorring 3 sat 110 km/t. I myldretiden kan den dog reguleres helt ned til 50 km/t.

Alligevel er man hos FDM ikke imponeret over Vejdirektoratets forslag. Faktisk siger man ‘nej tak’.

– Det giver ikke mening at have en fartbegrænsning på 90 kilometer i timen om aftenen og natten. Vi ved, at jo mere mening fartbegrænsningerne giver, jo større mulighed er der for, at bilisterne overholder dem, siger chefkonsultent Dennis Lange til TV 2 LORRY.

Hvad der præcist skal ske med Motorring 3, bestemmes dog inden for Christiansborgs murer, hvor regeringens udspil til fremtidens infrastruktur lige nu forhandles med det øvrige Folketing.

 



Boosted.dk er Danmarks største site om biler. Vil du i kontakt med os? Skriv til boosted@boosted.dk