En 25-årig mand må for fremtiden finde andre måder at komme frem på. Bilen må han nemlig ikke køre, efter at det torsdag aften i sidste uge gik for stærkt på Sønderborg-motorvejen.
Torsdag aften i sidste uge måtte en 25-årig mand fra Sønderborg aflevere både kørekort og sin bil til Syd- Og Sønderjyllands Politi. Det gik nemlig alt for stærkt på Sønderborg-motorvejen.
Strækningen mod øst fra Søgård og mod Gråsten-afkørslen er en 130-zone. Det valgte bilisten dog at blæse på. I stedet nåede han op på 212 km/t. Uheldigvis for ham fik politiet en måling af hastighed.
Den præcise straf skal en dommer nu tage stilling til. Men sager om vanvidskørsel koster som oftest en konfiskeret bil, en klækkelig bøde og en længere periode uden kørekort. Dommeren kan også vælge at lægge betinget/ubetinget fængsel oveni straffen.