Flere førende forskere fra DTU siger, at elbiler overbelaster elnettet i Danmark, når op mod 2,3 millioner biler skal lades op samtidig frem mod 2035.
Forskere fra DTU blæser nyt liv i en gammel advarsel om det danske elnet.
Elbilerne er ganske enkelt noget, der truer forsyningssikkerheden, lyder vurderingen.
Det hastigt voksende salg af elbiler har i de seneste måneder sendt biltypens markedandel over de 80 procent for privates vedkommende.
Ligesom den danske bilpark nu består af mere end 700.000 elbiler.
Men det er når alle de biler skal have strøm hældt på batteriet, at problemerne melder sig.
For den eksplosive udvikling på vejene risikerer at overskride infrastrukturens fysiske grænser. Og det kan få kedelige konsekvenser ude i de danske hjem.
Beregninger fra Danmarks Tekniske Universitet peger på, at der vil rulle omkring 2,3 millioner elbiler rundt på det danske vejnet i 2035.
Hvis blot en stor del af bilisterne sætter stikket i laderen samtidig, kan spidsbelastningen nå svimlende 25 gigawatt på én gang.
Natopladning truer med at vælte hele infrastrukturen
Det svarer til mere end tre gange det nuværende maksimale elforbrug i hele landet, og det skaber dyb bekymring på universitetet.
– Vores elnet kan ikke håndtere det. Det kommer til at gå galt, advarer professor Henrik Madsen fra DTU i et interview med Ingeniøren.
Paradoksalt nok er forskerne mest bekymrede for de sene nattetimer, hvor rigtig mange danskere automatisk indstiller deres ladere til at starte.
Når hundredtusindvis af biler trækker fuld strøm på nøjagtig samme tidspunkt, risikerer det lokale distributionsnet ganske enkelt at bryde sammen.
Forskerne efterlyser derfor intelligente løsninger med dynamiske afgifter og tovejsladning, så bilerne kan sende overskydende strøm tilbage i elnettet, når der er behov for det.
Ministerie anerkender det voksende pres på kapaciteten
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet erkender det massive kapacitetspres og vurderer, at mere fleksible afgiftsmodeller må tages i brug.
DTU er ikke alene om bekymringen for elnettet. Her på Boosted har vi allerede kunnet fortælle, at FDM mener, at elnettet heller ikke holder til en ny generation af elbiler.
De første eksempler på et presset elnet er da også begyndt at melde sig. Her på Boosted kunne vi i marts 2025 fortælle om situationen i den lille stationsby Gislinge.
Her var man i en periode nødt til at oplade elbiler med strøm fra store dieselgeneratorer. Ellers var der ganske enkelt ikke strøm nok til husstandende i området.
