Volkswagen har gennemført salget af Bugatti efter at have genoplivet mærket for 26 år siden, da Porsche sælger ud for over 7 milliarder kroner.
Volkswagen har gennemført salget af Bugatti efter at have genoplivet mærket for 26 år siden som tidligere topchef Ferdinand Piëchs personlige prestigeprojekt
Den tyske bilgigant trådte ind som ejer af det franske mærke lige før årtusindeskiftet og skabte hyperbilsikoner som Veyron og Chiron.
I 2021 blev ejerskabet omlagt til et joint venture, hvor kroatiske Rimac Group overtog 55 procent, mens Porsche beholdt 45 procent af aktierne.
Nu er det endegyldige bånd til den tyske ‘moderkoncern’ imidlertid kappet helt, oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Porsche har solgt hele sin ejerandel i både Bugatti Rimac og Rimac Group til et investorkonsortium under ledelse af amerikanske HOF Capital.
Mate Rimac har nu fuld kontrol over det franske bilmærke
Den store handel blev formelt godkendt den 9. september og sikrer, at Rimac Group nu sidder med den uindskrænkede magt over Bugatti Rimac.
Mærkets fabrik og hovedkontor forbliver i Molsheim i Frankrig, mens grundlæggeren Mate Rimac overtager posten som administrerende direktør for Bugatti Automobiles.
Selvom Rimac er kendt for at bygge absurd hurtige elbiler, har Mate Rimac garanteret Bugattis kunder, at han ikke vil prakke dem en elbil med det berømte B-logo på.
Tværtimod bevarer Bugatti sit 16-cylindrede kendetegn.
Salget skaffer Porsche omkring 7,5 milliarder kroner, som skal polstre kassen efter et fald i bilsalget på 16 procent i år.
Bugatti er ikke det eneste, Volkswagen inden for en meget kort periode kan have solgt fra koncernen.
Som vi her på Boosted i de seneste dage har kunnet fortælle, kan ét af koncernens spanske mærker være på vej ud.
Desuden overvejer ledelsen i Wolfsburg at skille sig af med motorcykelmærket Ducati, som Audi overtog kontrollen med i 2012.
Det hele skyldes en gigantisk spareplan, der betyder, at Volkswagen som koncern skal spare op mod 100.000 stillinger og fire fabrikker i Tyskland væk.
