Forside Blog

Kinesiske bilmærker bider sig fast i Danmark – nu kommer endnu en billig elbil

0

OMODA og JAECOO har kun været i Danmark i et år, men salgstallene vokser, forhandlernettet udvides, og snart skal endnu en billig elbil kæmpe om danskernes gunst.

De kinesiske bilmærker OMODA og JAECOO er stadig små spillere på det danske bilmarked. Men efter det første år i Danmark begynder der for alvor at komme biler ud til kunderne.

I juli blev der indregistreret 99 elbiler fra JAECOO og 16 fra OMODA. Siden årets begyndelse er tallene nået op på henholdsvis 233 og 107 biler.

Den danske importør Nic. Christiansen Gruppen peger i en ny pressemeddelelse på, at udviklingen hænger sammen med, at flere allerede solgte biler nu bliver leveret til kunderne.

Samtidig har importøren store forventninger til mærkernes muligheder på et dansk marked, hvor elbiler fylder mere end nogensinde før.

Automatisk kladde
Foto: Nic. Christiansen

JAECOO trækker det største læs

Især JAECOO ser ud til at have fået fat i danskerne. Mærkets J5 EV er en kompakt elektrisk SUV, mens OMODA foreløbig forsøger at tiltrække kunder med OMODA 5 EV.

Ifølge importøren har efterspørgslen på JAECOO ligefrem overgået forventningerne efter mærkernes første år i Danmark.

“Især nysgerrigheden og efterspørgslen på JAECOO har overgået vores forventninger,” siger Michael Strandby Jensen, Country Manager for OMODA og JAECOO i Danmark.

Salget skal dog ses i forhold til et dansk marked, hvor de største elbilmærker registrerer langt flere biler hver eneste måned. OMODA og JAECOO har derfor stadig et stykke vej, før mærkerne for alvor kan kaldes store i Danmark.

Udvider fra otte til ti forhandlere

Nic. Christiansen Gruppen gør samtidig klart, at satsningen ikke er tænkt som et kort eksperiment. Importøren udvider nu forhandlernettet fra otte til ti lokationer.

De nyeste forhandlere ligger i Holbæk og Roskilde, hvor Vejlebo & Larsen tager mærkerne ind. I forvejen sælges bilerne blandt andet i Silkeborg, Holstebro, Middelfart, Hvidovre, Køge og Næstved.

Bag begge bilmærker står den kinesiske bilgigant Chery, som samtidig arbejder på at udvide sin tilstedeværelse i Europa. Koncernen har blandt andet etableret bilproduktion i Barcelona gennem et samarbejde med den spanske producent Ebro.

Kinesiske bilmærker bider sig fast i Danmark – nu kommer endnu en billig elbil
Foto: Nic. Christiansen

Danmark er blevet et attraktivt elbilmarked

Timingen er næppe tilfældig. Elbiler stod i juli for 80,2 procent af alle nyregistrerede personbiler i Danmark, mens andelen blandt private købere nåede 97 procent, oplyser Mobility Denmark.

For nye kinesiske producenter betyder udviklingen, at Danmark på papiret er blevet et oplagt marked at forsøge sig på. Kunderne skal ikke først overbevises om selve elbilen, men om mærket, prisen og produktet.

Netop pris og udstyr har været blandt OMODA og JAECOOs vigtigste våben. Strategien ligner den, flere kinesiske mærker allerede bruger i Europa: Meget standardudstyr, markant design og priser, som skal presse de etablerede konkurrenter.

Endnu en billig elbil er på vej

Og Chery-koncernen er ikke færdig med at sende nye modeller mod Europa. OMODA og JAECOO bekræfter nu, at endnu en fuldelektrisk model er på vej.

Importøren afslører endnu ikke modelnavn, batteristørrelse, rækkevidde eller dansk pris. Det står dog fast, at bilen bliver en kompakt B-SUV, og at ambitionen er en skarp og tilgængelig pris.

Dermed går mærkerne direkte ind i et af bilmarkedets hårdeste segmenter. Små elektriske SUV’er og crossovers er blevet et vigtigt kampområde, hvor både europæiske, koreanske og kinesiske producenter jagter kunder med lavere priser.

Den kommende model får derfor ikke nogen let start. Men efter et år med voksende leverancer og flere danske forhandlere er signalet fra OMODA og JAECOO klart: De kinesiske mærker har tænkt sig at blive – og næste forsøg på at vinde danskerne er allerede på vej.

Grønt hykleri? Enhedslisten vil tillade dieselbusser at køre igen

Enhedslisten, der ellers tordner mod privatbilismen og fossile brændstoffer, synes, biodiesel er blevet for dyrt. Så nu vil man tillade almindelig diesel igen.

Enhedslisten har en holdning, til den holdning bliver for dyr at have.

I hvert fald vil partiet, der ellers tordner mod fossile brændstoffer, nu tillade konventionelt diesel igen. Og det skal se på bekostning af det langt mindre CO2-belastende biodiesel.

Enhedslisten synes nemlig, biodiesel er blevet alt for dyrt.

Det skriver DR.

– Hvis vi skal finde pengene, så vi kan sikre den kollektive trafik, så folk kan komme på uddannelse og arbejde, så er det selvfølgelig klart en mulighed midlertidigt, siger Enhedslistens regionsrådsmedlem i Region Nordjylland Susanne Flydtkjær.

Ifølge DR er biodiesel blevet så dyrt, at Region Nordjylland har et kæmpe underskud.

Helt konkret mangler Nordjyllands Trafikselskab 60 millioner kroner til næste driften i 2027. Og her skal almindelig diesel altså hjælpe til.

Driftschef hos Nordjyllands Trafikselskab Erik Frederiksen siger dog til mediet, at han er i tvivl, om det overhovedet er lovligt at skifte tilbage til diesel.

Klimamæssigt er det nemlig en dårligere forretning at gå et skridt tilbage fra biodieselen. Også selvom der er penge at spare. Så der har regionen spændt ben for sig selv.

Den biodiesel – også kaldt HVO-diesel – som busserne i region Nordjylland kører på – koster i øjeblikket op til 27 kroner literen. Hvori mod almindelig diesel ifølge Boosteds gennemgang koster 16,49 kroner pr. liter.

Men det kan faktisk godt blive billigere. Altså for det syntetiske diesel. Også for nordjyderne. Det har den danske direktør Gorm Ellegaard før gjort klart over for Boosted.

Motorcykelmærke genopstår efter konkurs med gæld på 5,3 millioner kr.

0

En skattegæld på 5,3 millioner kroner knuste det på det tidspunkt 122 år gamle motorcykelmærke Norton. Nu genopstår mærket.

Efter 122 år knækkede det engelske motorcykelmærke Norton nakken i 2022.

Det var en skattegæld på 5,3 millioner kroner, der i sidste ende lukkede dørene. Ledelsen nåede nemlig ikke at betale hele gælden i tiden.

Men nu ser døren ikke ud til at være lukket alligevel. I hvert fald ikke så permanent, som det så ud til for 3 år siden.

For selvom en skandale med pensionsmidler endte med at sende 100 millioner kroner ulovligt ind i motorcykelmærket umiddelbart før konkurs, er Norton på vej tilbage.

Det skriver Daily Mail.

Stuart Garner, der købte rettighederne til Norton-navnet i 2008, blev dømt fire års betinget fængsel for sin rolle i sagen. Umiddelbart efter konkursen kom mærket da også på nye hænder.

Det er dog først nu, at resultatet af de anstrengelser vises frem for offentligheden. Norton Manx R har en firecylindret benzinmotor på 1.200 kubik, der er god for 206 hestekræfter.

Nok til en tophastighed lige under 300 km/t. Den tidligere Top Gear-vært Richard Hammond er en af de første, som har prøvet den nye Manx R.

Og han er umiddelbart godt tilfreds.

– Folk bygger stadig vidunderlige, spændende og eftertragtede ting. Det bør fejres, siger han i en Youtube-video om cyklen til DriveTribe.

Om Norton kommer til Danmark, vides ikke. Men Manx R koster fra 20.250 pund hjemme i England. Det svarer til 176.000 kroner i England, der omvendt ikke slås med de samme høje afgifter på køretøjer, som vi har i herhjemme.

Den udgave, som Hammond tester er topudgaven Signature. Og den er svimlende dyr. Til gengæld vejer den bare 203 kilo. Sidder du ned? For prisen er 337.000 kroner før danske afgifter, moms og anden djævelskab.

Spørgsmålet er om ros fra en verdenskendt motorjournalist er nok til at vaske Nortons tavle ren for konkurs- og gældshistorik.


Audi droppede kontroversielle dørhåndtag i sidste øjeblik

Den nye Audi Q9 har helt almindelige dørhåndtag. Men sådan blev det først i absolut sidste øjeblik. Bilen skulle have haft Volvos dørhåndtag, der står til at blive ulovlige.

Audi har haft travlt med den nye SUV Q9.

Først i sidste øjeblik bad ledelsen i Ingolstadt nemlig inginørerne om at skifte dørhåndtagene på bilen.

Q9, der bl.a. kommer med en 3-liters dieselmotor med seks cylindre, skulle nemlig have haft den samme form for dørhåndtag som vi finder på Volvo EX60.

Men sådan skulle det altså ikke være. Ikke alligevel i hvert fald.

Det fortæller mærkets direktør Gernot Döllner nu.

– Vi lavede en sidste test og sagde, at de var innovative, men fra et kundeperspektiv var de ringere end konventionelle dørhåndtag.

– Og heldigvis var vi i stand til at ændre det, fortæller han til Drive.

‘Knap-dørhåndtagene’ slipper Audi-kunderne dog ikke helt for. Den kommende elbil A2 e-tron leveres nemlig med præcis samme løsning.

– Vi vil have den løsning på en europæisk bil i et andet segment, men den fungerer bestemt ikke på en stor SUV med krav til hverdagsbrug, siger Gernot Döllner.

Men det kan vise sig at være en helt forkert beslutning.

For som Boosted allerede har kunnet fortælle, er Kina – eller verdens største bilmarked – på vej med lovgivning mod alt andet end konventionelle dørhåndtag på biler.

Dikaturets undskyldning er, at man vil dødsulykker til livs.

Det seneste stykke tid er flere kinesere nemlig omkommet i brændende biler, fordi de ikke reddes ud. Dørhåndtagene holdt ganske enkelt bilerne låst for omverdenen og dermed redningspersonalet.

Cupra skærer 5.000 kr. af ny Raval – og sender endnu flere modeller til Danmark

0

Cupra sænker nu prisen på Raval Plus til 199.990 kr. og prioriterer samtidig flere biler til Danmark efter massiv interesse fra de første kunder.

Cupra ændrer nu lidt på den danske plan for den nye Raval. Raval Plus bliver 5.000 kr. billigere, mens flere produktionspladser samtidig bliver øremærket til Danmark.

Prisen falder fra 204.990 kr. til 199.990 kr., og Cupra Danmark forventer samtidig, at leveringstiden på modellen kan blive kortere.

Baggrunden er ifølge Cupra stor interesse fra danske kunder og et antal bestillinger, som har fået importøren til at prioritere flere biler til det danske marked.

Raval Plus får lille batteri og 328 km rækkevidde

Raval Plus er udstyret med et 37 kWh LFP-batteri, 135 hk og en officiel WLTP-rækkevidde på op til 328 kilometer. DC-opladningen topper ved 90 kW, mens 10 til 80 procent under optimale forhold skal kunne klares på omkring 23 minutter.

Bagagerummet rummer 441 liter, og modellen kan trække op til 500 kilo.

“Vi kan se på både bestillingerne og den feedback, vi får fra kunderne, at Raval Plus rammer rigtig godt,” siger Jesper Birkholm Klein, Head of Product hos Cupra Danmark.

Basismodellen bliver stadig billigere

Raval Plus er dog ikke den billigste udgave i modelprogrammet. Cupra har tidligere offentliggjort en startpris på 189.990 kr. for Raval, men den billigste variant kommer senere og får blandt andet mindre motorkraft og en anden specifikation.

Prisfaldet betyder derfor, at den stærkere Raval Plus nu sniger sig under 200.000 kr. og kommer tættere på basismodellen i pris.

Konkurrencen bliver hård

Raval går ind i et segment, hvor konkurrencen blandt små elektriske biler bliver stadig hårdere.

Her skal Cupra blandt andet kæmpe mod nye modeller fra både europæiske og kinesiske producenter, som i stigende grad presser priserne ned.

Med en pris på 199.990 kr., kortere forventet leveringstid og et relativt højt udstyrsniveau forsøger Cupra nu at gøre Raval Plus mere attraktiv, inden kampen for alvor tager fart.

Cupra skærer 5.000 kr. af ny Raval – og sender endnu flere modeller til Danmark
Foto: Cupra

To ladeselskaber slår sig sammen – nu satser de stort på Danmark

Elaway og Aneo Mobility bliver til Joulia. Det er Nordens største ladeselskab for boligforeninger – og nu vil de vokse markant på det danske marked.

Danmark får nu en ny tung spiller på markedet for opladning af elbiler. Elaway og Aneo Mobility slår sig sammen under navnet Joulia.

Selskabet bliver ifølge en ny pressemeddelelse Nordens største leverandør af ladeløsninger til boligforeninger og retter samtidig blikket mod yderligere vækst i Danmark.

Timingen er oplagt. Antallet af elbiler på danske veje er steget kraftigt, og i juli stod elbiler for hele 97 procent af de nye biler købt af private.

Vil løse et voksende problem

Jo flere danskere der vælger elbil, desto større bliver behovet for opladning ved lejligheder og fælles parkeringsområder.

Joulia vil derfor især samarbejde med boligforeninger, hvor mange biler skal kunne lade på samme installation uden at overbelaste bygningens elkapacitet.

“Den næste opgave bliver at sikre, at ladeinfrastrukturen kan følge med – og at den er både stabil og skalerbar,” siger Kristin Vestgren Sæterøy, CEO i Joulia.

Opladningen skal bare virke

Joulia peger samtidig på, at avanceret teknologi ikke nødvendigvis er det vigtigste for brugerne. Stabilitet, pris og en løsning, der fungerer hver dag, vægter højt.

Selskabet har et stærkt kort på hånden. Teknologien bag Joulia blev i 2025 kåret som Europas mest stabile ladeoperatør ved eMabler Award efter analyse af mere end 10 millioner ladesessioner.

Her lå andelen af vellykkede opladninger tæt på 99 procent, mens oppetiden også var over 99 procent.

Danmark bliver vigtigt marked for Joulia

Joulia opererer i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, men Danmark bliver nu et centralt marked i den videre vækst.

Selskabet vil især gøre det lettere for boligforeninger at håndtere hele processen fra finansiering og installation til betaling, support og daglig drift.

Med et hastigt voksende antal danske elbiler kan kampen om opladningen ved etagebyggeri dermed blive næste store slag mellem ladeselskaberne.

Undersøgelse: Det er bedst for klimaet at skrotte nye benzinbiler

0

En ny undersøgelse fra University of California hævder, at det er bedst for klimaet at skrotte nye benzinbiler og straks skifte til elbil.

En ny undersøgelse fra University of California viser, at det er bedst for klimaet at skrotte nye benzinbiler til fordel for en elbil.

Det fortæller forskerne bag det omfattende studie, som er nyligt offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science.

I ni ud af ti undersøgte tilfælde er det bedre for miljøet at skrotte forbrændingsbilen tidligt frem for at køre videre i den.

Valget om at skrotte en benzinbil efter blot et enkelt års kørsel reducerede udledningen af kuldioxid med 58 procent over 16 år.

– At udskifte en bil med en forbrændingsmotor med en batterielektrisk bil reducerer næsten altid udledningen af drivhusgasser, siger forsker Roland Geyer.

Beregningerne omfatter livscyklusperspektivet for mere end 400 bilmodeller og medregner både selve produktionen samt brændstoffets fremstilling.

De markante klimafordele svækkes kun, hvis forbrændingsbilen er en plugin-hybrid, eller hvis elbilen oplades med strøm fra kulkraft.

Samtidig fremhæver forskerne den ringe energieffektivitet i traditionelle benzinmotorer som den helt store synder i regnskabet.

– Kun 20 procent af energien i den benzin, som de fleste biler forbrænder, bruges til at bevæge bilen, mens resten går tabt som varme, forklarer Elliott Campbell.

Folkene bag undersøgelsen mener, at den høje spildvarme placerer forbrændingsbiler i en helt anden og dårligere klasse end moderne elbiler.

Selvom de færreste bilejere reelt vil skrotte en næsten fabriksny bil, hævder folkene bag undersøgelsen altså, at det er, det bedste bilister kan gøre. I hvert for miljøets skyld.

Spørgsmålet er da også, om de 20 procents energiudnyttelse er for lavet sat. Kinesiske Dongfeng Motor har, som Boosted også kunnet fortælle, løftet sløret for en motor, der udnytter 48 procent af energien i brændstof.

P-huse forbyder elbiler, fordi bilerne vejer for meget

Den øgede vægt på bilerne tvinger nu et p-selskab til at handle, så tunge elbiler forbydes i enkelte p-huse på grund af akut fare for sammenstyrtning.

Nye elbiler forbydes i udvalgte p-huse. Hvis ikke der er totalforbud, indføres der egentlig vægtgrænser, fordi bilerne er blevet alt for tunge.

Det skriver Vi Bilägare efter en undersøgelse af forholdene hos flere af Sveriges største parkeringsselskaber.

I løbet af de seneste syv år er den gennemsnitlige vægt på nye personbiler steget med næsten 300 kilo. Faktisk har vi i Danmark Europas næsttungeste flåde af personbiler.

Sverige følger lige efter. I den svenske by Uppsala har Aimo Park allerede sat en maksimal grænse for akseltryk på blot et ton for at skåne p-husene.

– Vores ønske er selvfølgelig, at så mange mennesker som muligt skal have mulighed for at parkere, men sikkerhed er vigtigst, siger Johanna Oskarsson fra Aimo Park.

Mange parkeringshuse blev opført for 35 til 40 år siden, og dengang var der ikke taget højde for, at en moderne elbil som Volvo EX90 vejer i sig selv over 2,7 tons uden passagerer og bagage ombord her i 2026.

En enkelt Volvo EX90 går måske nok an.

Men når mange elbiler i samme vægtklasse melder deres ankomst, bliver det for risikabelt.

Selskaber som Parkering Malmö, Göteborgs Stadsparkering og Stockholms Parkering siger alle, at ‘man overvåger situationen yderst tæt’.

Hvis bilernes vægt fortsætter med at stige, kan det blive nødvendigt at gennemføre omfattende og dyre forstærkninger af bygningerne.

Vægten er ikke den eneste udfordring, elbilerne giver de aldrende p-huse.

Her på Boosted har vi kunnet fortælle, at en beredskabsdirektør frygter brande i elbiler, der er parkeret i netop p-huse- og kældre, da de kan tage lang tid at slukke.

Parti vil hæve afgiften markant – hader billig benzin og diesel

0

Svenskerne kan i øjeblikket tanke til de laveste priser i 4 år. Men det skal være slut med benzin til under 10 danske kroner, mener miljøpartiet “De Grønne”.

Hvis miljøpartiet “De Grønne” får det, som de vil have det, kan svenskerne lige om lidt ikke komme i nærheden af billig benzin og diesel.

Lige nu kan svenske bilister ellers tanke til det, der er de laveste priser i hele fire år. Som Boosted fortalte i sidste uge, har prisen bevæget sig under 10 danske kroner literen.

Men det skal være slut med den slags, siger ordfører for miljøpartiet “De Grønne” Daniel Helldén i et interview Sveriges Radio.

– Med vores politikker hjælper vi det svenske folk med at komme ud af de problemer, de har, og holder op med at tale om, at benzinpriserne går op og ned.

– Vi vil slippe af med fossile brændstoffer.

Helldén mener, at den nuværende regering har låst sig fast på en ‘populistisk holdning’, at benzin og diesel skal være billigt at tanke. I hvert fald at det skal være belagt med så lidt afgift som overhovedet muligt.

Den slags er da også dyrt. Som vi her på Boosted tidligere har kunnet fortælle, har den svenske stat lånt lidt mere end 5 milliarder kroner for at finansiere det ekstra tab i afgiftsprovenu.

Omvendt varer festen heller ikke evigt. Allerede 30. november 2026 er det slut med den nuværende afgiftsnedsættelse, der banker de svenske brændstofpriser ned under EU’s absolutte minimumssats.

Danske bilister har dog god grund til at misunde svenskerne. Et borgerforslag fra Danske Folkeparti, der ville efterligne den svenske model med afgiftsnedsættelser, blev tidligere på sommeren stemt ned i Folketinget.

I stedet fik S-SF-R-M-regeringen sit eget forslag om et forhøjet befordringsfradrag stemt igennem. Men også her er der tale om en midlertidig håndsrækning.

Bilisterne får nemlig kun lov til at beholde lidt flere af deres egne penge frem til 31. december 2026.

Ny bilimportør klar i Danmark – første kinesiske elbil er afsløret

0

Norske Sulland etablerer sig nu som bilimportør i Danmark gennem Electric Way, og første mærke bliver kinesiske GAC med en ny kompakt elbil.

Det danske bilmarked får endnu en ny spiller. Den norske bilkoncern Sulland etablerer nu importvirksomhed i Danmark gennem selskabet Electric Way.

Sulland er langt fra en lille aktør. Koncernen har 43 bilhuse, mere end 1.500 ansatte og solgte omkring 23.500 biler i 2025.

Electric Way har allerede åbnet kontor i København, ansat en dansk ledelse og indgået de første aftaler med både bilproducenter og danske forhandlere.

Første bilmærke er allerede på plads

Electric Way afslører samtidig, at første mærke på det danske marked bliver kinesiske GAC, som er blandt verdens største bilproducenter.

GAC har siden grundlæggelsen i 1997 produceret mere end 30 millioner biler og har gennem mange år haft produktions- og udviklingssamarbejder med blandt andre Toyota og Honda.

Den første model i Danmark bliver GAC AION UT, en fuldelektrisk kompakt hatchback udviklet med europæiske kunder for øje.

De første biler ventes at komme på markedet allerede i midten af september.

Ny bilimportør klar i Danmark – første kinesiske elbil er afsløret
Foto: Electric Way

Vil være mere end endnu en importør

Electric Way blev etableret i 2022 og er bygget op med ambitionen om at drive bilimport på en mere enkel og moderne måde.

Sulland har investeret omkring 300 millioner norske kroner i selskabet, svarende til cirka 190 millioner danske kroner. Fokus skal især være på et tæt samarbejde med forhandlerne og færre tunge led mellem producent, importør og bilhus.

“Vi kommer ikke til Danmark blot med en plan på et papir. Vi kommer med en organisation, konkrete producentaftaler og et langsigtet perspektiv,” siger Torje A. Sulland, administrerende direktør i Electric Way.

Ny bilimportør klar i Danmark – første kinesiske elbil er afsløret
Foto: Electric Way

Erfarne danske profiler skal stå i spidsen

Electric Way har samtidig hentet to erfarne brancheprofiler til at stå i spidsen for den danske satsning. Christian Haugaard bliver administrerende direktør i Danmark, mens Alexander Bachmann tiltræder som Product & Brand Manager Nordic.

Haugaard kommer senest fra Wismo Group og har arbejdet med både etablering og lancering af internationale bilmærker på det danske marked. Bachmann får ansvar for produktstrategi, brandudvikling og samarbejdet med bilproducenter på tværs af Norden.

Ifølge Torje A. Sulland skal kombinationen af lokalt markedskendskab og nordisk produkterfaring give Electric Way et stærkt fundament fra starten.

“Bilbranchen er under hastig forandring. Producenterne efterspørger fokuserede samarbejdspartnere med et stærkt lokalkendskab,” siger Christian Haugaard.

GAC satser tungt på Europa

Den kinesiske producent er samtidig i gang med en større europæisk offensiv. GAC har etableret europæisk hovedkontor i Amsterdam, reservedelslager i Rotterdam og designcenter i Milano. Bilerne skal desuden bygges i Graz i Østrig i samarbejde med Magna Steyr.

Strategien er tydelig: GAC vil forsøge at fremstå mindre som endnu et ukendt kinesisk bilmærke og mere som en producent med et fast europæisk fundament.

Garantien bliver også et vigtigt våben. GAC lover otte års fabriksgaranti eller 160.000 kilometer samt otte års batterigaranti eller 200.000 kilometer.

Flere bilmærker er på vej

GAC bliver kun begyndelsen for Electric Way i Danmark. Importøren oplyser, at flere producenter allerede er på vej ind i porteføljen, mens arbejdet med et landsdækkende dansk forhandlernet er i de afsluttende faser.

Dermed får det danske marked endnu en importør med ambitioner om at hente nye bilmærker ind, netop som konkurrencen blandt især elbiler bliver stadig hårdere.

For Electric Way bliver den første store test GAC AION UT. En kompakt elbil, som skal forsøge at slå igennem i et marked, hvor både europæiske og kinesiske mærker allerede kæmper hårdt på pris, rækkevidde og garanti.

Slut efter 21 år – Bugatti har bygget den sidste bil med W16-motor

0

Bugatti har nu færdiggjort den absolut sidste bil med den legendariske W16-motor og markerer dermed afslutningen på en ikonisk æra.

Bugatti har nu bygget mærkets absolut sidste bil med den ikoniske W16-motor på fabrikken i franske Molsheim.

Det oplyser det franske men kroatisk ejede mærke i en pressemeddelelse efter færdiggørelsen af det allersidste eksemplar af den åbne Mistral.

Modelrækken blev første gang præsenteret i 2022 og er kun blevet fremstillet i et yderst begrænset oplag på blot 99 eksemplarer.

Den åbne roadster skrev sig direkte ind i historiebøgerne i november 2024 med en svimlende tophastighed på hele 453,91 km/t.

Det sidste eksemplar er lakeret i tofarvede nuancer og udstyret med en speciel plakette i kabinen med teksten ‘Den sidste af sin slags’.

Køretøjet udgør en personlig hyldest til grundlæggeren Ettore Bugatti, hvis underskrift pryder både nakkestøtten og sideskørtet.

I samarbejde med glaskunstnerne fra Lalique er et støbt krystalfalkehoved integreret direkte på bilens gearstang.

Mærket lukker dermed kapitlet for den 16-cylindrede motor for at gøre klar til produktionen af den kommende hybridmodel Tourbillon.

– W16 Mistral var altid tiltænkt som det ultimative udtryk for en tagløs bil med vores W16-motor, udtaler Bugattis direktør Hendrik Malinowski.

– Bilen blev bygget for at give vores kunder muligheden for at opleve ingeniørkunst i sin reneste form uden tag, tilføjer direktøren.

W16-motoren er ikke det eneste, bilindustrien siger farvel til. Audis ikoniske femcylindrede rækkemotor synger også på sidste vers.

Men som vi her på Boosted allerede har kunnet fortælle, vil tyskerne ikke give EU og strammere emissionsregler skylden for, at motoren nu går i graven.

I stedet siger Audi, at motoren forsvinder på grund af manglende opbakning fra kunderne. Der er simpelthen ikke nok, der køber en fabriksny, femcylindrede Audi.

Man kan dog også kun få den motor i Audi A3.

Hot Wheels indtager København med vildt stuntshow for hele familien

0

Royal Arena bliver fyldt med fart, enorme hop og ikoniske Hot Wheels-biler, når et helt nyt liveshow rammer København i september 2026.

Hot Wheels rykker ud af legetøjskassen og direkte ind i Royal Arena. I september venter et stort liveshow med vilde biler, motorcykler, ATV’er og stunts i absolut særklasse.

Hot Wheels Stunt Show kan opleves lørdag 12. september og søndag 13. september 2026, og arrangørerne lover en spektakulær oplevelse for både børn, voksne, bilfans og samlere.

Et 10 meter højt loop venter

Publikum kan blandt andet se professionelle stuntkørere kaste sig over rampespring, præcisionskørsel, baglæns saltoer og et gigantisk 360-graders loop på hele 10 meter.

Flere af Hot Wheels-universets mest kendte biler bliver samtidig vækket til live. GT Scorcher, Boneshaker og Rodger Dodger er blandt køretøjerne, der kommer helt tæt på publikum.

Det tegner til at blive en super cool kombination af motorshow og familieunderholdning, hvor fart, lyd og spektakulære tricks bliver serveret i et format, som selv de yngste Hot Wheels-fans kan være med på. Se mere her!

Hot Wheels indtager København med vildt stuntshow for hele familien
Foto: Hot Wheels Stunt Show

Hele familien kan komme tæt på bilerne

Oplevelsen kan begynde allerede før selve showet. Med adgang til Hot Wheels Pre-Show Party får gæster mulighed for at komme ned på arenagulvet og se stuntbilerne helt tæt på.

Her bliver der også mulighed for at møde kørerne, få autografer, tage billeder og prøve forskellige Hot Wheels-aktiviteter, før motorerne for alvor bliver startet.

Kun to shows i København

Royal Arena lægger gulv til to forestillinger, begge med start klokken 11.30. Pre-showet åbner allerede klokken 9.30 og varer en time.

Med kun to danske shows bliver weekenden en oplagt mulighed for familier, der vil opleve noget markant anderledes end den normale tur i biografen eller forlystelsesparken.

Hot Wheels Stunt Show er skabt i samarbejde mellem Mattel, Family Entertainment Live og Live Nation, og København bliver altså rammen om et show, hvor legetøjsbilerne for en stund bliver både store, larmende og meget virkelige.

KØB BILLET LIGE HER!

Hot Wheels indtager København med vildt stuntshow for hele familien
Foto: Hot Wheels Stunt Show

Fik 28.000 kroner i bøde for at rive klistermærke af bil

En ældre bilist har modtaget en kæmpebøde på over 28.000 kroner efter at have revet et officielt klistermærke af sin bil efter periodisk syn.

En mandlig bilist har fået en stor bøde på over 28.000 kroner for bevidst at rive et officielt klistermærke af sin bil.

Det skriver Upsala Nya Tidning om den usædvanlige dom mod manden i 70’erne. Manden kørte sin bil til syn, og det var her, at en synsmand opdagede et sprængt bremserør.

Fejlen blev vurderet som livsfarlig for trafiksikkerheden, hvorfor bilen fik et øjeblikkeligt kørselsforbud. Synsmanden satte derfor det såkaldte spanske flag i form af et rødt klistermærke direkte på bilen.

Den ældre mand nægtede dog at godtage afgørelsen og ville ikke betale for en professionel bjærgningsbil. I stedet rev han klistermærket af, satte sig bag rattet og kørte direkte ud i trafikken med de ødelagte bremser.

Personalet i synshallen opdagede hurtigt, hvad manden havde gang i og tilkaldte omgående politiet.

En politipatrulje rykkede hurtigt ud og stoppede bilisten kort før hans eget hjem.

Byretten dømte efterfølgende manden for både uagtsomhed i færdslen og overtrædelse af et myndighedspåbud.

Den samlede bøde endte på 28.200 svenske kroner, svarende til 19.100 danske kroner. Markant dyrere end at ringe efter vejhjælpen, selv hvis man som billist ikke har abonnement.

Fik 28.000 kroner i bøde for at rive klistermærke af bil
Det er sådan, ‘det spanske’ flag ser ud. Foto: Transportstyrelsen i Sverige

England vil tage kørekortet fra bilister over 70 år

Engelske bilister, der ikke kan bestå en kognitivtest og en synstest, skal muligvis snart aflevere kørekortet. I hvert fald hvis et nyt lovforslag vedtages.

I dag skal engelske bilister over 70 år forny kørekortet hver tredje år.

Eneste krav er, at de selv erklærer, at deres syn er godt nok til trafikken. Men så let går det muligvis ikke snart længere. For nu vil den nye premierminister Andy Burnham at stramme reglerne.

Og det markant.

Premierministeren foreslår at indføre obligatoriske syns- og kognitionstests ved hver fornyelse. Altså en ny synsprøve hvert tredje år.

Ifølge Brit Brief er over 10.000 kørekort allerede blevet taget fra englænderne, der ikke kunne leve op til fornyelseskravet i 2025. Regeringen i London forventes nu snartest at gå i gang med en formel høring om de nye regler.

Lovforslaget har allerede skabt heftig debat i England,. Men der er nogen, som synes, at det skrappere krav er helt på sin plads.

Ifølge motorekspert hos Confused.com Matt Crole-Rees undervurderer mange bilister nemlig allerede, hvor vigtigt deres syn er.

– Regelmæssige synstests er afgørende, helst hvert andet år eller tidligere, hvis du bemærker ændringer i dit syn, siger han.

I Danmark blev det ellers obligatoriske lægetjek af ældre bilister afskaffet for mere end 9 år siden.

Det skete den 1. juli 2017. I dag er det udelukkende den enkelte bilists eget ansvar at vurdere, om man kan køre bil eller ej.


Disse biler er farligst – for andre bilister

En ny undersøgelse fra de amerikanske myndigheder afslører, hvilke biler der er farligst for andre bilister på vejene i alvorlige ulykker.

En ny undersøgelse fra IIHS, Insurance Institute for Highway Safety, afslører nu, hvilke biler der statistisk set er farligst for alle andre bilister i trafikken.

Rapporten, der er offentliggjort i juli 2026, tager udgangspunkt i ulykkestal fra 2023.

Undersøgelsen dykker ned i, hvilke biler der er direkte skyld i flest dødsfald blandt bilister i andre biler, når ulykken sker.

I gennemsnit koster ulykker med biler 53 dødsfald pr. million biler hos de modkørende trafikanter.

Øverst på listen over farlige køretøjer troner den enorme RAM 3500 med dobbeltkabine, lang lad og firehjulstræk.

For giganten på førstepladsen er det tilsvarende tal helt oppe på 204 dødsfald blandt førere i modkørende køretøjer.

Samtidig viser tallene, at små biler som Kia Rio klarer sig ekstremt dårligt ved kollisioner. I hvert fald når det er mod de tungere biler på vejene.

Kia Rio udmærker sig negativt med en høj rate af dødsfald på 170 mistede liv pr. million biler mod et gennemsnit på under 40 på tværs af bilmærker og bilmodeller.

– Selv de sikreste små biler klarer sig dårligt i sammenstød med store pickup trucks og tunge SUV’er, udtaler IIHS’ formand, David Harkey.

En stor bil BMW X7 med firehjulstræk fremstår derimod som det ‘rene dydsmønster’ i trafikken med ‘kun’ 11 dødsfald blandt ejerne og nul registrerede dødsfald hos modparten.

I en dansk kontekst viser de seneste tal fra Vejdirektoratet, at 143 personer mistede livet på de danske veje i 2025. Det er det laveste antal dødsfald, siden myndighederne begyndte at måle på den slags i 1930’erne.

Omvendt viser tallene også, at danskerne køre langsommere end nogensinde før ude på de selv samme veje.

Subaru dropper hybridbiler for at satse på Toyotas teknik

0

Japanske Subaru skrotter nu sine egne mild-hybridbiler til fordel for en hybridløsning fra partneren Toyota.

Japanske Subaru skrotter nu sine egne mild-hybridbiler for i stedet at satse fuldt ud på en anden hybridteknologi, der kommer på licens fra Toyota.

Det skriver Nikkei Asia.

Beslutningen betyder et endegyldigt farvel til e-Boxer-systemet, som Subaru har udviklet og benyttet i sine biler siden 2018.

Mange bilmærker har ellers indædt forsvaret de milde hybrider, fordi de på papiret sænker brændstofforbruget markant helt uden brug af ladeporte- og kabler.

I hverdagen bruger de milde hybridbiler dog sjældent mærkbart mindre brændstof end helt almindelige benzinbiler.

Derudover øger de milde hybrider blot den tekniske kompleksitet i køretøjerne uden at give bilisterne den store besparelse ved tankstationen.

Det er i hvert fald sådan, Subaru tænker nu.

– I lyset af fremskridtene inden for elektrificering og skærpede miljøregler har vi gennemgået vores produktportefølje og besluttet at indstille programmet for milde hybridkøretøjer, oplyser Subaru.

Modellerne bliver dog ikke helt fri for elmotorer fremover.

Mærket vil i stedet benytte den gennemtestede hybridteknologi fra Toyota.

Det stærke hybridsystem gør det muligt at køre væsentligt længere strækninger på ren el med et markant lavere brændstofforbrug til følge.

Bilmærkerne har i forvejen et tæt strategisk samarbejde omkring udvikling og produktion af elbiler.

Både bilerne Uncharted og Solterra, som også er en del af modelprogrammet i Danmark, er i virkeligheden Toyota-modeller med andre emblemer.

Subaru har, som Boosted også kunne fortælle, i stort omfanget droppet udviklingen af en række egen-udviklede elbiler. Det sker efter et tab på 2,5 milliarder kroner.

Bilgigant tilbagekalder øjeblikkeligt 1,4 millioner biler

0

Alene i USA er verdens fjerdestørste bilkoncern, Stellantis, tvunget til at tilbagekalde 1,27 millioner biler af den samme type. Over 156.000 yderligere kører rundt i Canada.

Verdens fjerdestørste bilkoncern kan have begået en alvorlig brøler ved samlebåndet.

I hvert fald har myndighederne alene i Nordamerika fået besked om, at bilkoncernens RAM-mærke trækker 1,4 millioner biler tilbage.

I USA drejer det sig om 1,27 millioner biler. Mens det i Canada er over 156.000 biler der skal en tur forbi et af RAM’s mærkeværksteder.

Helt konkret har RAM opdaget, at selerne på den anden sæderække i pickup-modellen RAM 1500 måske slet ikke er spændt ordentlig fast til bilernes karosseri.

Det betyder kort og godt, at selerne muligvis sidder løst, også selvom passagerne på anden sæderække har spændt sig fast, som de skal.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters kan hvert modelår siden 2019 være ramt af fejlen. Og selvom det både lyder af og er mange biler, er RAM’s tilbagekaldelse lille.

I hvert fald når man sammenligninger med alle de biler, som Ford tilbagekaldte i 2025. Faktisk nåde det ligeledes amerikanske bilmærke sidste år at sætte rekord i antallet af tilbagekaldelser.

Det betyder dog ikke, at danske bilejere går fri af den slags. Boosted har bl.a. kunnet fortælle, hvordan BMW og Audi har tilbagekaldt biler i Danmark for alt fra defekte airbags til brandfarlige batterier i hybrid-og elbiler.

1,3 milliarder kr. til elbiler er spild af penge, siger myndighed

Der var egentlig sat 1,3 milliarder kroner af til udbygningen af det offentlige ladenetværk i den amerikanske delstat Florida. Men nu siger myndighederne, at det er spild af skatteborgernes penge.

Skatteborgerne i den amerikanske delstat Florida kommer ikke til at betale for udbygningen af ladenetværket i delstaten.

I hvert fald er det ikke længere offentlige midler, der skal løfte opgaven.

Ifølge mediet Miami Herald var der ellers sat 200 millioner dollar svarende til 1,3 milliarder danske kroner af til projektet. Men nu siger delstatens transportministerium, at det er spild af skatteborgernes penge.

I stedet foreslår transportministeriet at bruge pengene på en ‘række mere innovative transportløsninger’, der skal understøtte udviklingen af nye måder at transportere sig på.

I et dokument fra delstats-myndigheden står der, at pengene blandt andet kan bruges på ‘flyvende taxaer’. Noget som firmaet eVTOL blandt andet siger, de er i gang med at udvikle.

Til sammenligning har den danske stat flere gange brugt store millionbeløb på at få udbygget ladenetværket herhjemme. I 2021 kunne ladeoperatører eksempelvis søge 61 millioner kroner i en støttepulje.

Senere har det, som Boosted også har kunnet fortælle, vist sig, at den danske stat har brugt mere end 25 milliarder kroner på at holde hånden under elbilerne og den nødvendige infrastruktur.

Tilbage i Florida hævder delstats-myndighederne, at man selvom de 1,3 milliarder kroner nu skal bruges på noget andet, stadig er foran på antallet af elbiler.

Faktisk mener Florida, at man har det næsthøjst antal elbiler i hele USA. I hvert fald når man sammenligner med de øvrige delstater i USA.

Optællinger viser dog også, at delstaten stadig er bagud, når det kommer til antallet af ladestandere, der ligger under landsgennemsnittet på 5.000 ladepunkter pr. delstat.

Femstjernede sikkerhed er spild af tid, siger BMW

0

BMW nægter at gå efter femstjernede crashtest for i stedet at prioritere bilernes grundlæggende chassis og køreegenskaber.

Bilgiganten BMW nægter at gå efter femstjernede crashtest-vurderinger. I stedet drejer mærket fra Bayern nu sit fokus.

Det fortæller mærkets australske produktchef Brendan Michel og landechefen Vikram Pawah i et interview med Drive.

– Jeg kan fortælle dig, at det bliver sværere og sværere at opnå fem stjerner med de nye sikkerheds-protokoller, lyder det fra Brendan Michel.

Ifølge chefen handler kravene ikke længere så meget om bilens fysiske chassis eller deformationszoner ved et alvorligt sammenstød.

– Det handler meget om elektronikken i bilen, der advarer dig, hvis du efterlader dit barn på bagsædet, forklarer Brendan Michel.

Udviklingen skyldes ifølge BMW-toppen de strengere krav i sikkerhedstests hos australiens ANCAP og Europas Euro NCAP, som stiller høje krav til elektroniske hjælpemidler.

Også højere end BMW synes giver mening.

Sandheden er dog mere sammensat, da flere modeller fra mærket testet mellem 2022 og 2026 viser dårligere passiv kollisionsbeskyttelse end rivalerne.

Da BMW 1-serie og 2-serie Gran Coupé blev testet, opnåede bilerne kun fire stjerner og 78 procent i beskyttelse af voksne.

Til sammenligning scorede en direkte konkurrent som Audi A3 86 procent i samme kategori, mens den billigere Seat Leon opnåede 88 procent.

Også den elektriske BMW i4 fire stjerner med 87 procent for voksenbeskyttelse, mens Hyundai Ioniq 6 scorede hele 97 procent ud af 100 mulige i samme kategori.

BMW er bestemt ikke de eneste eller for den sags skyld de første, der ikke længere jagter fem stjerner i sikkerhedstests.

Det samme har vi her på Boosted kunne fortælle, at Mitsubishi ikke længere går op i









Den store elbil-ordbog: 47 begreber alle med elbil bør kende

Begreber som ladekurver, kWh, SoC og V2G kan hurtigt gøre det at eje en elbil unødigt kompliceret. Her får du forklaringen på de vigtigste begreber om elbilen i vores store elbil ordbog.

Elbiler har ikke bare ændret måden, som nye biler bliver drevet på. De har også ført et helt nyt sprog med sig, hvor strøm, software og batteriteknik fylder mere end hestekræfter og tankstørrelser.

Flere af begreberne bruges også i den officielle planlægning af ladeinfrastruktur. Vejdirektoratets håndbog om ladeinfrastruktur beskriver blandt andet forskellen på ladepunkter, ladestandere og forskellige ladertyper.

Men her har Boosted.dk samlet de vigtigste ord, forkortelser og tekniske begreber, som nye og erfarne elbilister møder. Ordbogen kan bruges både før bilkøbet og ude ved ladestanderen.

Batteriet: kWh, SoC og alt det skjulte

kWh betyder kilowatt-time og fortæller, hvor meget energi et batteri kan lagre. Et batteri på 80 kWh rummer altså dobbelt så meget energi som et batteri på 40 kWh.

Et stort batteri giver dog ikke automatisk lang rækkevidde. Bilens vægt, luftmodstand, temperatur og energiforbrug spiller mindst lige så stor en rolle.

Bruttokapacitet er batteriets samlede fysiske kapacitet. Nettokapacitet eller brugbar kapacitet er den del, føreren rent faktisk får adgang til. Producenterne reserverer normalt lidt strøm i toppen og bunden af batteriet. Bufferen skal blandt andet beskytte batteriet mod belastning og kan være med til at forlænge levetiden.

SoC betyder State of Charge. Tallet svarer i praksis til elbilens tankmåler og vises normalt som en procentdel fra 0 til 100.

SoH betyder State of Health og beskriver batteriets helbred. Et ældre batteri kan eksempelvis have mistet en del af sin oprindelige kapacitet, selv om instrumenteringen stadig viser 100 procent opladning.

BMS er en forkortelse for Battery Management System. Systemet overvåger blandt andet battericellernes temperatur, spænding og opladning og beskytter batteripakken mod skadelige forhold.

Højvoltsbatteriet er den store batteripakke, som leverer energien til bilens elmotor. Mange moderne elbiler bruger lithium-ion-batterier, mens LFP-batterier med lithium-jern-fosfat også er blevet meget udbredte. Ved siden af højvoltsbatteriet har elbilen typisk et almindeligt 12-volts batteri. Det driver blandt andet låse, styreenheder, lys og anden elektronik.

Rækkevidde, WLTP og strømforbrug

Rækkevidde fortæller, hvor langt bilen kan køre på batteriets energi. Den reelle distance kan ændre sig markant med hastighed, temperatur, vind, dæk, varmeforbrug og kørestil.

WLTP er den europæiske standardiserede testmetode, som blandt andet bruges til at opgive elbilers officielle rækkevidde og energiforbrug. Fordelen er især, at forskellige biler kan sammenlignes efter samme metode.

WLTP-rækkevidden skal ikke opfattes som et løfte om, hvor langt bilen altid kan køre. Motorvejskørsel i frostvejr (og meget andet) kan sende rækkevidden mærkbart ned.

Forbruget bliver normalt angivet i kWh pr. 100 kilometer. Jo lavere tallet er, desto mindre energi bruger bilen på at tilbagelægge samme distance. En elbil med et forbrug på 15 kWh/100 km er derfor mere energieffektiv end en bil, der bruger 22 kWh/100 km, hvis kørslen ellers foregår under sammenlignelige forhold.

Cw-værdien beskriver bilens luftmodstandskoefficient. En lav værdi er en fordel, men bilens frontareal har også betydning for, hvor meget energi der bruges på at skubbe luften væk.

Rækkeviddeangst er frygten for at løbe tør for strøm før næste opladningsmulighed. Problemet er blevet mindre i takt med større batterier, bedre ruteplanlægning og flere ladestandere.

Regenerering og one-pedal-kørsel

Regenerering eller rekuperation betyder, at elmotoren arbejder som generator, når bilen sænker farten. Noget af bilens bevægelsesenergi bliver dermed sendt tilbage til batteriet. Funktionen reducerer også brugen af de almindelige friktionsbremser. På mange elbiler kan føreren selv vælge, hvor kraftigt bilen skal regenerere.

One-pedal-kørsel går et skridt videre. Når speederen slippes, bremser bilen så kraftigt via regenerering, at bremsepedalen kun behøver at blive brugt i færre situationer.

Varmepumpen hjælper med at opvarme kabinen mere energieffektivt end simpel elektrisk modstandsvarme. Gevinsten kan især mærkes om vinteren, hvor opvarmning ellers kan koste rækkevidde.

Frunk er en sammentrækning af de engelske ord front og trunk. Begrebet dækker over et ekstra bagagerum under motorhjelmen, som blandt andet kan bruges til ladekabler.

AC, DC og ladehastighed

kW betyder kilowatt og beskriver effekt. Når en lader leverer 150 kW, handler tallet altså om, hvor hurtigt energi i princippet kan flyttes til batteriet.

kW og kWh bliver ofte blandet sammen. kW beskriver effekten her og nu, mens kWh beskriver en energimængde.

AC står for alternating current eller vekselstrøm. Hjemmeladning og mange offentlige ladepunkter bruger AC, hvor bilens egen indbyggede lader omdanner strømmen til den jævnstrøm, batteriet skal bruge.

OBC betyder On-Board Charger og er netop bilens indbyggede AC-lader. Mange elbiler kan modtage 11 kW AC, mens enkelte modeller understøtter 22 kW.

DC står for direct current eller jævnstrøm. Ved DC-opladning sker konverteringen i selve ladestanderen, så energien kan sendes direkte til bilens højvoltsbatteri. DC bruges ved hurtig- og lynladning. Moderne elbiler kan på de kraftigste ladere modtage flere hundrede kilowatt, men maksimal effekt fortæller kun en del af historien. 10-80 procent er derfor blevet et vigtigt sammenligningstal. Producenterne oplyser ofte, hvor mange minutter bilen bruger på at gå fra 10 til 80 procent under gode forhold.

Ladekurven viser, hvordan ladeeffekten udvikler sig under hele opladningen. En bil, som holder høj effekt længe, kan være hurtigere på langturen end en konkurrent med højere kortvarig spidseffekt.

Batteriforvarmning kan gøre en stor forskel. Når batteriet bringes op på den rette temperatur før en lynlader, kan bilen ofte modtage betydeligt højere ladeeffekt fra starten.

Stik, faser og 800 volt

Type 2 er standardstikket til AC-opladning på langt de fleste moderne elbiler i Europa. Kablet bruges typisk hjemme, på arbejdspladsen eller ved offentlige AC-ladepunkter.

CCS står for Combined Charging System og er den dominerende løsning til DC-hurtigladning på nye elbiler i Europa.

CHAdeMO er en ældre standard til DC-opladning, som især findes på visse japanske elbiler som den gamle Nissan Leaf. CCS har efterhånden overtaget størstedelen af det europæiske marked.

Faser har betydning ved AC-opladning. En bil med trefaset opladning kan typisk udnytte en almindelig 11 kW-hjemmelader bedre end en bil, der kun kan lade på én fase.

400 volt har længe været almindeligt i elbiler, mens flere nyere modeller benytter arkitekturer omkring 800 volt. Højere spænding kan gøre det muligt at overføre stor effekt med lavere strømstyrke.

800-volt-teknik betyder dog ikke automatisk rekordhurtig opladning. Batterikemi, temperaturstyring, ladekurve og ladestanderens kapacitet er også afgørende.

Ladeboks, mormorlader og offentlig opladning

En ladeboks er en fast installation til opladning hjemme. Den giver en mere egnet løsning til regelmæssig bilopladning end en almindelig husholdningsstikkontakt og skal installeres efter gældende regler.

Mormorlader er det uformelle danske navn for et kabel, der gør opladning fra en almindelig stikkontakt mulig. Løsningen bliver også kaldt en nødlader og er ikke tænkt som den normale daglige løsning. Den er desuden MEGET langsom.

Et ladepunkt er den enkelte forbindelse, hvor én bil kan oplade. En ladestander kan have flere ladepunkter, mens en ladestation eller ladepark samler flere standere på samme område.

Ladebrikker bruger ofte RFID-teknologi til at identificere kunden ved ladestanderen. Mange operatører tilbyder også betaling eller start af opladning via en app.

Handshake er slang for den digitale kommunikation mellem bil og lader, før strømmen begynder at flyde. Fejler kommunikationen, kan opladningen nægte at starte.

Ladestress beskriver usikkerheden over, om næste lader virker eller er ledig. Flere ladeparker og bedre information direkte i bilernes navigationssystemer har gjort problemet mindre på mange ruter.

God ladestil betyder blandt andet at flytte bilen, når opladningen er færdig. En ladeplads er først og fremmest beregnet til opladning og ikke som almindelig parkeringsplads.

V2L, V2H og V2G kan gøre bilen til et batterilager

V2L betyder Vehicle-to-Load. En bil med funktionen kan levere strøm fra højvoltsbatteriet til eksternt udstyr som værktøj, computere eller campingudstyr.

V2H betyder Vehicle-to-Home. Her er idéen, at strøm fra bilens batteri kan bruges i en bolig via kompatibelt ladeudstyr og en installation, der understøtter funktionen.

V2G betyder Vehicle-to-Grid og går endnu længere. Teknologien gør det muligt at sende energi fra bilen tilbage til elnettet, når både bil, lader, elsystem og aftale understøtter tovejsladning.

V2X bruges som en samlet betegnelse for flere former for tovejsenergi mellem bilen og omgivelserne. Teknologien kan på sigt gøre parkerede elbiler til en aktiv del af energisystemet.

BEV, PHEV, OTA og andre forkortelser

BEV betyder Battery Electric Vehicle og er den præcise betegnelse for en bil, som alene drives af elektricitet fra et batteri. EV bruges ofte mere bredt om elektrificerede køretøjer.

PHEV står for Plug-in Hybrid Electric Vehicle. Bilen kombinerer elmotor, opladeligt batteri og forbrændingsmotor og kan derfor både tankes og oplades.

HEV betyder Hybrid Electric Vehicle. En traditionel hybrid kan ikke sluttes til en ladestander, men genvinder blandt andet energi under kørsel og bruger elmotoren til at hjælpe forbrændingsmotoren.

MHEV står for Mild Hybrid Electric Vehicle. Elsystemet hjælper forbrændingsmotoren, men bilen kan normalt ikke fungere som en egentlig elbil.

OTA betyder Over the Air. Bilen kan modtage softwareopdateringer via internetforbindelsen, så fejl kan rettes og funktioner ændres uden et traditionelt værkstedsbesøg.

Supercharger er Teslas navn for mærkets netværk af hurtigladere. Mange Tesla-stationer er efterhånden åbnet for elbiler fra andre bilmærker, når bil, stik og station er kompatible.

Elbilens ordliste vokser stadig. Og måske vi mangler noget på listen? Så send os et tip på [email protected]

Škodas gigantiske nye elbil er et hit, allerede inden den er bygget

0

Produktionen af den syvsædede Škoda Peaq er lige begyndt, og næsten 8.500 kunder har allerede bestilt mærkets største elbil til dato.

Det oplyser Škoda i en pressemeddelelse, efter produktionen af den nye Peaq er startet på mærkets hovedfabrik i Mladá Boleslav.

Den fuldelektriske SUV bygges på samme samlebånd som Elroq, Enyaq og Octavia. Produktionen kan derfor hurtigt tilpasses efter kundernes efterspørgsel.

Interessen har allerede været stor. Ved udgangen af juli havde Škoda modtaget næsten 8.500 bestillinger på Peaq.

Med en længde på 4,87 meter er Peaq den største model, Škoda har produceret siden mærkets indtræden i Volkswagen-koncernen.

Topmodellen får et batteri på 91 kWh brutto. Det er også største batteri, som hidtil er blevet monteret i en serieproduceret Škoda.

Kører mere end 630 kilometer på en opladning

Det store batteri giver en oplyst rækkevidde på mere end 630 kilometer efter WLTP-standarden. Škoda tilbyder også Peaq med et mindre batteri på 63 kWh brutto. Udvalget består samlet af tre drivlinjer med mellem 204 og 299 hestekræfter.

Kunderne kan vælge mellem baghjulstræk og firehjulstræk. Alle udgaver får plads til syv personer fordelt på tre sæderækker. Peaq er bygget på Volkswagen-koncernens MEB-platform, som også ligger under Enyaq og Elroq.

Front view of a pink Skoda SUV on an automotive assembly line in a factory setting, other cars and workers blurred in the background.
Foto: Skoda

Produktionen krævede flere ændringer på fabrikken, fortæller Škoda. De har blandt andet installeret større transportbærere og et nyt system til montering af tredje sæderække.

Elbiler fylder mere hos Škoda

Næsten 23 procent af alle biler fra Škodas tjekkiske fabrikker var fuldelektriske i første halvår af 2026. En del af Octavia-produktionen er samtidig flyttet til fabrikken i Kvasiny. Flytningen har frigivet mere kapacitet til elbiler i Mladá Boleslav.

Peaq får flere tekniske løsninger, som er nye hos Škoda. Listen omfatter skjulte dørhåndtag og et panoramaglastag med elektronisk solafskærmning.

Bilen kan også leveres med Vehicle-to-Load. Funktionen gør det muligt at bruge bilens batteri som strømforsyning til eksternt udstyr.

Danske kunder får mulighed for at se Peaq på Elbilmessen i Herning fra 2. til 4. oktober 2026. Modellen ventes derefter at lande hos de danske Škoda-forhandlere i løbet af oktober. Priserne for det danske marked er endnu ikke offentliggjort.

Bilejer skal i fængsel efter løgn til 400 millioner kroner

En britisk bilejer skal nu i fængsel efter en opdigtet historie om en løbsk elbil, som har kostet bilgiganten Jaguar 400 millioner kroner.

En engelsk bilejer skal i fængsel efter en grov løgn om sin elbil, som har kostet bilgiganten Jaguar over 400 millioner kroner.

Det skriver BBC og politiet selv på baggrund af domsafsigelsen i den opsigtsvækkende straffesag mod manden.

Manden ringede i sin tid desperat til alarmcentralen og hævdede, at køretøjet accelererede ukontrolleret uden mulighed for at bremse.

Politiet iværksatte en massiv redningsaktion på motorvejen, hvor den herreløse bil kørte med op mod 138 km/t i 35 minutter.

Under den dramatiske tur ramte elbilen den foranliggende politibil hele 31 gange, før batteriet endelig løb helt tørt for strøm.

Den sorte boks afslørede mandens løgn

Efterfølgende undersøgelser fra Jaguar Land Rover konkluderede dog hurtigt, at elbilen var fuldstændig uden tekniske defekter.

Data fra bilens sorte boks afslørede direkte, at ejewren under hele den vilde kørsel aldrig trådte på bremsepedalen.

Politiet fandt desuden beskeder på mandens telefon, hvor han bad andre om råd til, hvordan han bedst kunne slippe af med bilen. Og det hurtigst muligt.

Manden var bagud med afdragene på sit billån, havde forsøgt at søge nye lån og solgte efterfølgende den falske historie til ugeaviser for at samle penge ind.

Det negative image og den massive medieomtale tvang ifølge Jaguars egne tal bilmærket til at bruge over 400 millioner kroner på “opryddende” markedsføring.

De mange penge er dog ikke nødvendigvis nok til at redde Jaguar. Det indisk ejede bilmærke har satset alt på at bygge kun at bygge elbiler, der koster mindst 1 million kroner fra ny.

Og den strategi, som ledelsen mener skal kunne konkurrere med Bentley og Rolls-Royce fremfor mainstream-mærker som Mercedes og BMW, er det bestemt ikke alle, der bryder sig om.

Prototypen Jaguar Type00 har også fået massive hug for sit design. Så meget at Jaguars designchef trods benægtelser har forladt sit job.

Kræver grønt bremselys foran på biler gjort til lov

Et østrigsk studie foreslår at gøre bremselys foran på biler til et lovkrav. Det kan forhindre op til 17 procent af ulykker, påstår eksperterne.

Forskere foreslår at gøre grønt bremselys foran på biler til et lovkrav inden for EU’s grænser. Ændringen kan ifølge ekspertgruppen forhindre op til 17 procent af visse ulykker.

Det fremgår af et opsigtsvækkende studie fra det tekniske universitet i Graz i Østrig.

Systemet kaldes Front Brake Light. Og det skal hjælpe andre bilister, fodgængere og cyklister med at afkode bilisters intentioner langt hurtigere i trafikken.

Folkene bag systemet mener, det er en god idé, fordi man har analyseret en lang række data bag ulykker på de europæiske veje. Konklusionen viser, at mellem 7,5 procent og 17,0 procent af visse ulykker kunne være undgået.

Ideen har tidligere været testet i Slovakiet, hvor 3.000 biler blev udstyret med frontmonteret bremselys over en etårig periode.

Erfaringerne fra forsøget var overvejende positive. Hele 75 procent af deltagerne udtrykte opbakning til ideen efter testperiodens afslutning.

Regler for bilers belysning er i dag strengt reguleret, hvor bremselys traditionelt skal være røde og placerede bag på køretøjet.

Historisk har reglerne dog ændret sig før. Eksempelvis kørte biler i Frankrig i mange år med gule forlygter på vejene. Det er faktisk også tilladt i Danmark. Dog uden at de gule forlygter er voldsomt populære.

Det østrigske forslag er foreløbigt på tegnebrættet, men om EU rent faktisk har tænkt sig at gøre noget ved det, er en helt anden snak.

Nogle af de nye krav vil få direkte indflydelse på reglerne i synshallen og den økonomiske hverdag for danske bilejere.

Boosted har tidligere beskrevet, hvordan kommende EU-direktiver kan gøre det mærkbart dyrere at syne biler i Danmark. Samtidig er EU’s ønske om peridoisk syn hvert år dog blevet skrottet igen.

Audi Nuvolari sætter spøjs ‘hastighedsrekord’

0

Audi brugte blot 405 dage på at forvandle Nuvolari fra en skitse til en køreklar prototype med over 1.000 hestekræfter.

Kun 405 dage gik der fra den første streg på tegnebrættet, til en køreklar prototype stod færdig. Audi kalder tempoet på Nuvolari et eksempel på en ny og hurtigere måde at udvikle biler på.

Nuvolari er altså ikke kun hurtig på vejen. Udviklingen er også foregået med en hastighed, som sjældent forbindes med en stor bilkoncern.

Audi samlede eksperter fra design, aerodynamik, drivlinjer og køretøjsteknik i ét selvstændigt hold. Færre led og hurtigere beslutninger skulle gøre det muligt at springe flere af de normale forsinkelser over.

Bilen blev udviklet og testet flere steder i Europa. Arbejdet omfattede vinterkørsel i Lapland, vindtunneltest i Ingolstadt, undervognstest i Spanien og højhastighedskørsel på Nardo-banen i Italien.

F1-kørere pressede bilen til grænsen

Efter 405 dage blev prototypen overdraget til Audi Revolut F1 Teams kørere Nico Hülkenberg og Gabriel Bortoleto.

Bortoleto testede Nuvolari på højhastighedsbanen i Nardo, mens Hülkenberg kørte bilen på Audis testområde i Neustadt an der Donau.

Audi Nuvolari sætter spøjs 'hastighedsrekord'
Foto: Audi

Audi oplyser en samlet systemydelse på mere end 1.000 hestekræfter og et begrænset antal på blot 499 eksemplarer.

Drivlinjen ventes at kombinere en 4-liters V8-motor med tre elmotorer og firehjulstræk. Konstruktionen er beslægtet med teknikken i Lamborghini Temerario, men Audi-modellen får højere ydelse.

Bilen skal ifølge de foreløbige oplysninger kunne nå 100 km/t på omkring 2,6 sekunder. Topfarten ventes at ligge over 350 km/t.

Ny Audi-udviklingsform skal smitte af

Nuvolari blev vist offentligt første gang i Antibes den 4. juni 2026. Kort efter kørte bilen på offentlig vej under Formel 1-løbet i Monaco.

Supersportsvognen bliver den første produktionsmodel med Audis nye designsprog. Formen er mere enkel og afdæmpet end hos mange andre biler med tilsvarende ydelse.

Audi ser samtidig Nuvolari som et teknologisk laboratorium. Erfaringerne fra projektet skal bruges i udviklingen af kommende modeller, hvor kortere udviklingstid bliver stadig vigtigere.

Ordrebøgerne ventes at åbne i slutningen af 2026, mens leveringerne efter planen begynder i 2027.

Nuvolari kan ende med at sætte flere rekorder for Audi. Men den mest specielle rekord er foreløbig ikke bilens topfart, men hvor hurtigt tyskerne fik den bygget.

Kinamærke hævder at brugte elbiler bliver dyrere – stiger 37.000 kr.

0

Selvom udbuddet af brugte elbiler stiger, og det burde presse prisen på dem ned, hævder BYD, at det omvendte er tilfældet. At bilerne faktisk bliver dyrere.

Markedet svømmer i brugte elbiler, fordi bilmærkerne har travlt med at underbyde hinanden på prisen, når det kommer til fabriksnye biler.

Men nu hævder direktøren for BYD i New Zealand, at markedet for brugte elbiler generelt er på vej i en helt anden retning.

Nemlig derhen hvor brugte elbiler bliver dyrere.

Det siger han i en kommentar til Newstalk ZB.

Direktøren påpeger, at en BYD Atto 3, der blev solgt fra ny i New Zealand for 4 år siden til 209.000 kroner, i dag koster koster 150.000 kroner.

Det er altså et tab på 59.000 kroner. Men direktøren ser det som et tegn på, at elbilerne generelt bliver dyrere og dyrere.

– Vi ser et brugtmarked, hvor prisen stiger. Og det vil ske endnu mere i fremtiden. Gensalgsværdien er virkelig steget, siger dirketør Warren Willmot.

Den udvikling, Warren Willmot, peger på, er dog svær at få øje på. Eller er den?

Herhjemme skriver både Børsen, TV2 og Avisen Danmark, at den seneste tids ekstreme himmelflugt i diesel- og benzinpriserne har fået flere til at kigge på brugte elbiler.

I en udtræk fra BilBasen viser det sig, at prisen på brugte elbiler er steget med 37.000 mellem uge 8 og 22 i år. Altså mellem februar og maj.

Spørgsmålet er, om mere rolige brændstofpriser – hvis der da er udsigt til det – igen vil trække luften ud af brugtmarkedet.

Fjerdestørste bilkoncern får tæsk efter at have tjent 2,2 milliarder

0

Bilgiganten Stellantis leverer et overskud på 2,2 milliarder kroner, men analytikere mener stadig, at regnskabet ikke er godt nok.

Bilgiganten Stellantis har netop fremlagt kvartalsregnskab med et overskud på 2,2 milliarder kroner. Resultatet kaldes dog fortsat ikke godt nok af investorerne.

Koncernen tæller mærker som Peugeot, Citroën, Fiat, Jeep, Dodge og Chrysler.

Overskuddet på 2,2 milliarder kroner i andet kvartal skal sammenlignes med et massivt tab på 13,9 milliarder kroner i samme periode sidste år.

Det justerede driftsresultat voksede markant til 5,75 milliarder kroner. Fremgangen er primært drevet af en stigende efterspørgsel på det nordamerikanske marked.

Resultatet faldt dog igennem i forhold til markedets forventninger, som i gennemsnit lød på 6,81 milliarder kroner, skriver CNBC.

De utilstrækkelige tal fik straks aktierne i bilkoncernen til at falde på børserne i både Milano og New York.

Administrerende direktør Antonio Filosa oplyser, at Stellantis bevidst begrænser visse bilmodeller på grund af nye amerikanske toldsatser.

Alene de amerikanske toldsatserne forventes at trække koncernes resultat ned med i hvert fald 7,5 milliarder kroner inden året er omme.

“Modellen er meget eksponeret for toldsatser. Derfor vejer vi volumen op mod rentabilitet”, sagde Antonio Filosa om Jeep Cherokee, da han offentliggjorde regnskabet.

“– “Vi gør det ved at begrænse visse udstyrsniveauer og fokusere på de højere og mere rentable varianter”, tilføjede den administrerende direktør.

Analytikere hos finanshuset Citi påpeger, at driftsmarginen forbliver på et yderst lavt niveau på blot 1,8 procent. Af samme grund kaldes regnskabet skuffende.

Stellantis skal desuden forholde sig til enorme sparekrav. Noget der blandt andet betyder, at et mærke, som blev ‘selvstændigt’ i juni 2014, igen skal kontrolleres af Citroën.

Producent bag kritiseret bildele går konkurs efter 75 år

0

De har overlevet i 75 år. De seneste er gået med at fremstille pianolakeret plastikdele til bilindustrien. Men nu drejer den tyske leverandør nøglen i en konkurs.

De europæiske bilmærker skal finde et andet sted at få deres pianolakerede plastik.

I slutningen af ​​juli indgav Karl Hess GmbH & Co. KG, også kendt som Hess Plastics, konkursbegæring ved byretten i Siegen, det skriver Bild.

Virksomheden drejer nøglen om i en konkurs, fordi antallet af ordre de seneste år kun er fortsat med at falde.

På fabrikken i Neunkirchen i det sydvestlige Tyskland arbejder 550 personer hver dag.

Nu er mindst 290 af de arbejdspladser i fare for at forsvinde permanent.

Som en del af rekonstruktionsplan skal mere end halvdelen af de ansatte skæres fra, når bilindustrien, der står for tre fjerdedele af tyskernes omsætning, forsvinder fra ordrebøgerne.

– Vi beder om jeres forståelse for, at vi ikke kan kommentere interne anliggender, da disse er fortrolige anliggender, siger kurator Nikolaos Antoniadis til Bild.

Nikolaos Antoniadis har allerede indledt jagten på en køber eller en, måske flere nye investorer for at sikre driften. Han mener, at der ‘absolut er en chance’ for at virksomheden overlever.

Det er dog ikke kun i Tyskland, at krisen i bilindustrien smitter af på arbejdspladserne. Her på Boosted har vi tidligere kunnet fortælle om danske arbejdspladser, der også bliver færre.

Her skyder man ‘skylden’ for fyringerne direkte på det lavere tempo i bilindustrien. Antallet af ordre på dele, som vi her i Danmark kan levere, bliver ganske enkelt mindre og mindre.

Audi A2 vender tilbage med rekordlavt strømforbrug

Audi genopliver A2 som lille elbil med LFP-batteri, lav luftmodstand og et foreløbigt meget lavt strømforbrug på kun 12,8 kWh pr. 100 kilometer.

Den kommende Audi A2 e-tron får verdenspremiere i efteråret 2026. Den nye elbil bliver ifølge producenten den mest energieffektive Audi nogensinde. Det foreløbige WLTP-forbrug ligger helt nede på 12,8 kWh pr. 100 kilometer.

Tallet gælder udgaven med 140 kW, svarende til 190 hestekræfter, samt en effektivitetspakke. Uden pakken oplyser Audi et forbrug på op til 15,6 kWh pr. 100 kilometer.

A2-navnet forbindes allerede med lavt forbrug. Den oprindelige Audi A2 blev produceret fra 1999 og fandtes blandt andet som en særlig økonomisk trelitersmodel, der kun brugte tre liter brændstof på at køre 100 km.

Audi vil nu føre samme grundidé videre i en elektrisk bil. Fokus ligger på lavt energiforbrug frem for et meget stort og tungt batteri.

Lille batteri skal give brugbar rækkevidde

Audi A2 e-tron får et LFP-batteri med en samlet kapacitet på 61 kWh. Den brugbare kapacitet bliver 58 kWh.

Audi har endnu ikke offentliggjort et officielt WLTP-tal for den samlede rækkevidde. Et simpelt regnestykke med det laveste forbrug peger på omkring 450 kilometer.

Den endelige rækkevidde kan dog ændre sig, når bilen bliver godkendt. Temperatur, udstyr, hjul og kørestil vil også påvirke, hvor langt bilen kan køre.

LFP-batteriet kan ifølge Audi oplades regelmæssigt til 100 procent. Batteritypen er samtidig kendt for lang levetid og høj termisk stabilitet.

Battericellerne bliver integreret direkte i pakken gennem et cell-to-pack-design. Løsningen skal udnytte pladsen bedre og øge energitætheden.

Audi A2 vender tilbage med rekordlavt strømforbrug
Foto: Audi

Audi henter strømmen i aerodynamikken

A2 e-tron får en luftmodstandskoefficient på 0,24. Det er den laveste værdi blandt Audis kompakte modeller.

Karrosseriet får en afrundet front, faldende taglinje og en skarpt afsluttet bagende. Aktive luftindtag forbliver lukkede, når batteriet og drivlinjen ikke kræver ekstra køling.

Audi bruger også luftkanaler ved forhjulene og mindre afstand mellem dæk og hjulkasser. Begge løsninger skal reducere turbulens omkring bilen.

Ifølge Audi er drivlinjen op til 10 procent mere effektiv end tidligere generationer.

A2 e-tron understøtter også tovejsopladning. Bilen kan levere strøm til elektrisk udstyr gennem Vehicle-to-Load og fungere som energilager til en bolig gennem Vehicle-to-Home.

Boligfunktionen kræver en godkendt ladeboks og bliver i første omgang kun tilbudt på udvalgte markeder. Audi har endnu ikke oplyst, om Danmark er blandt dem.

Pris, dansk lancering og endelige rækkeviddetal er heller ikke offentliggjort. Flere oplysninger ventes ved verdenspremieren i efteråret 2026.

Kia PV5 ejer allerede næsten 30 procent af sin klasse

0

Kia PV5 har taget en stor markedsandel af sit elektriske MPV-segment i Danmark, selv om biltypen i dag står i skyggen af de populære SUV-modeller.

Kia PV5 har fået en opsigtsvækkende start på det danske marked. Efter årets første syv måneder sidder den elektriske MPV allerede på 28,7 procent af sit segment.

Kia Danmark oplyser i en pressemeddelelse, at 893 eksemplarer af PV5 Passenger blev indregistreret fra 1. januar til 31. juli 2026. Modellen er dermed nummer to i sit elektriske MPV C-segment.

Næsten hver tredje bil er en Kia

En markedsandel på 28,7 procent betyder i praksis, at næsten tre ud af ti nye biler i klassen har været en Kia PV5 Passenger.

Resultatet ser endnu stærkere ud, fordi PV5 kun har været på markedet i kort tid. Kia har samtidig fået 461 eksemplarer af varebilsudgaven PV5 Cargo ud på danske nummerplader.

Samlet har PV5-programmet dermed passeret 1.350 biler i Danmark. Cargo-versionen har opnået 20,5 procent af C-segmentet for elektriske varebiler.

Kia PV5 ejer allerede næsten 30 procent af sin klasse
PV5 Cargo er også populær hos håndværkerne. Foto: Kia

MPV-klassen er blevet meget mindre

De 28,7 procent skal dog ses i perspektiv. Elektriske MPV-modeller udgør en forholdsvis begrænset klasse, som ikke sælger i nærheden af de mængder, som de mest populære SUV-modeller gør.

Hvor MPV-modellen tidligere var et meget populært valg blandt især børnefamilier, har SUV’en overtaget rollen som den foretrukne større og højere familiebil på det danske marked.

MPV’en lever dog videre hos kunder, som prioriterer maksimal kabineplads, mange siddepladser og praktiske skydedøre højere end SUV-design og høj frihøjde.

ID.Buzz er stadig den store rival

Markedet er heller ikke tømt for konkurrenter. Volkswagen ID.Buzz er aktuelt den mest populære model i klassen og er samtidig en af de biler, PV5 skal forsøge at hente.

Udvalget tæller også Volkswagen e-Caravelle, Toyota Proace Verso, Citroën e-Berlingo og e-Spacetourer, Opel Zafira Electric, Ford E-Tourneo Custom samt Mercedes-Benz EQV og E-Vito.

Men i den billigere ende skiller Kia sig samtidig ud. PV5 Passenger står aktuelt fra 279.999 kroner, mens eksempelvis Volkswagen ID.Buzz begynder ved 349.995 kroner.

Kia opgiver en rækkevidde på op til 412 kilometer for PV5, mens ID.Buzz i tilsvarende markedsoversigter når op til 480 kilometer afhængigt af variant.

Kia tror på langt mere end PV5

Kia ser PV5 som starten på en større satsning. Producentens såkaldte PBV-program skal senere udvides med PV7 i 2027 og den endnu større PV9 i 2029.

“At begge varianter placerer sig som nummer to i deres respektive segmenter, bekræfter, at PV5 rammer et reelt behov hos både familier og erhvervskunder,” siger Rasmus Aagaard, administrerende direktør hos Kia Danmark.

For Kia bliver næste prøve, om PV5 kan fastholde den usædvanligt høje markedsandel, når nyhedseffekten har lagt sig, og konkurrenterne svarer igen med nye elektriske familiebiler.

Tilbage på arbejde – sådan sparer pendlere 2.000 kroner

0

De højere benzin- og dieselpriser gør nas på en pendlerhusholdning, hvor et højere befordringsfradrag kun hjælper lidt. Små tricks kan dog spare dig for 2.000 kroner.

Nogle helt små tricks kan spare pendlere for over 2.000 kroner om året, når turen igen går mod arbejdet efter sommerferien.

Det mener Christian Jensen, som er tekniker hos dækproducenten Bridgestone. Han peger på konkrete justeringer af bilistens kørestil og dæktryk.

Et af de nemmeste steder at hente en økonomisk besparelse er at tjekke bilens dæktryk mindst én gang hver måned. Noget de færreste danskere nok gør.

– Hvis der mangler 20 procent luft i dækkene, stiger bilens forbrug af brændstof eller strøm med 5 til 10 procent, forklarer Christian Jensen med henvisning til tal fra Trafik- og Byggestyrelsen.

Sænkes hastigheden på motorvejen fra 130 km/t til 110 km/t, kan man ifølge en række uafhængige eksperter reducere forbruget med 16 til 20 procent.

At sætte farten ned er bestemt noget, danskerne allerede har taget til sig. Faktisk viser tal fra Vejdirektoratet, at danskerne aldrig har kørt langsommere på landets motorveje.

I hvert fald ikke siden myndighederne begynde at måle på den slags.

Kører man 60 kilometer dagligt, giver det en årlig besparelse på cirka 2.100 kroner ved blot at køre få minutter længere.

Erfaringer fra Vejdirektoratet viser også, at en jævn kørestil uden hårde accelerationer og opbremsninger sparer op mod 15 procent brændstof.

Ved rødt lys eller kørsel i kø bør motoren altid slukkes, da selv kortvarig tomgang koster ekstra brændstof.

– Prioritér dæk med lav rullemodstand, når de gamle dæk skal udskiftes. Det kan gøre en markant forskel for rækkevidden, understreger Christian Jensen.

Teknikeren tilføjer, at en skæv hjulsporing slider dækkene hurtigere op og øger brændstofudgifterne unødigt.