Kinesiske GAC er et af de nyeste bilmærker i Danmark. Nu forsøger en forhandler sig med at give 159.000 kroner til en af de kunder, der køber en GAC Aion UT.
Køb en ny kinesisk elbil og få hele beløbet retur. Måske.
Sådan lyder tilbuddet fra forhandleren af kinesiske GAC, Karvil Biler.
Det bemærker Alexander Bachmann, der er nordisk manager hos norske Electric Way, der importerer GAC til blandet andet Danmark, på LinkedIn.
Helt konkret skriver bilforhandleren, at alle, der køber en GAC Aion UT af dem i forretninger i Odense, Middelfart på Fyn eller på Als inden 30. december 2026 kl.17:30, er med i lodtrækningen om at få alle pengene retur.
En GAC Aion UT begynder ved 159.000 kroner for den såkaldte City-udgave. Beløbet vokser til 219.000 kroner for ‘Luxury’-modellen. Umiddelbart stilles der ikke krav til udstyrsvariant, før pengene betales tilbage til en heldig køber.
Beløbet, som bilforhandleren skal af med igen, kan altså sagtens være højere end de 159.000 kroner.
Det er ikke første gang i Danmarkshistorien, at en bil bliver givet væk. Faktisk har vi her på Boosted-redaktionen selv gjort det. I 2015 fandtes Boosted stadig som trykt magasin,
Og for at fejre at vi havde sendt 20 udgaver på gaden, gav vi en Renault Clio RS bygget op af Alpine i Europa væk til en heldig læser.
