Mercedes-chef og tidligere Smart-direktør Dirk Adelmann mener, at 70 procent af alle kinesiske bilmærker vil forsvinde i løbet af få år.
En voldsom strøm af nye bilmærker fra øst forsøger i øjeblikket at erobre det europæiske marked med lave priser og lange garantier.
Mercedes-chef Dirk Adelmann mener dog, at 70 procent af alle kinesiske bilmærker vil forsvinde inden for få år.
Forbrugerne bør af samme grund tænke sig rigtig godt om, inden de smider penge i en kinesisk bil. Også selvom den er billig.
Det kan der nemlig være en uhyggelig grund til.
Udtalelsen falder i et interview med den schweiziske avis SonntagsBlick, hvor topchefen lufter en dyb bekymring for de europæiske forbrugere.
Adelmann kender den asiatiske bilverden indefra efter syv år i spidsen for elbilmærket Smart, der drives i et tæt partnerskab med kinesiske Geely.
Siden foråret har han stået i spidsen for Mercedes-Benz i Schweiz, og han betegner den aktuelle situation i Kina som et regulært udskillelsesløb.
– Men sandsynligvis vil 70 procent af dem, der nu trænger ind på vores markeder, ikke længere eksistere om tre eller fire år, fortæller Dirk Adelmann til SonntagsBlick.
Frygter for kunders service og ti års gratis garanti
Den store bekymring knytter sig i særdeleshed til de mange løfter om årelang tryghed, som nye mærker lokker med for at vinde markedsandele.
Flere nyetablerede producenter lover i øjeblikket op til ti års gratis service for at fjerne enhver skepsis hos køberne.
– Hvordan vil det se ud om et par år med service, reparationer eller garantier, spørger topchefen i interviewet.
– Lige nu markedsfører kineserne ti års gratis service, men hvem vil opfylde det, når mærket for længst er væk, advarer han.
Topchefen råder derfor bilkøbere til nøje at granske, hvordan importøren har opbygget sit fysiske værkstedsnetværk og reservedelslager i Europa.
Kinesiske bilgiganter bliver livsfarlige rivaler
Samtidig slår han fast, at de kinesiske koncerner, der rent faktisk overlever den nådeløse priskrig, vil vokse sig til særdeles magtfulde spillere.
– Nogle store kinesiske mærker vil overleve den brutale kamp for overlevelse på hjemmebane, vurderer Dirk Adelmann. – Og den konkurrence er vi nødt til at tage alvorligt, slår han fast.
Dirk Adelmanns bekymring kan dog også vendes om og mod de europæiske bilmærker.
Så sent som i juli advarede en økonom om, at en kinesisk bilgigant er tæt på at opkøbe Volkswagen.
