Bilist frakendt kørekortet – overlæsset trailer skyld i uheld

Foto: Rigspolitiet
Foto: Rigspolitiet

Nogen mister kørekortet, fordi farten er for høj. Andre må af med det, fordi traileren er for tung.

Det sidste er tilfældet for en 29-årig mand fra Roskilde. Ikke bare koster en overlæsset trailer ham en bøde på 15.500 kr. Han skal også af med kørekortet betinget i tre år. Det skriver Københavns Vestegns Politi.

Det har Retten i Glostrup besluttet, fordi mandens trailer var skyld i færdselsuheld. Manden kørte med to ton betonaffald på en trailer, der kun er konstrueret til en last på 495 kilo. I alt måtte traileren veje 750 kilo, fordi egenvægten skal tælles med.


Uanset hvordan man regner, var manden dog langt over den totale grænse. På grund af overlæsset punkterede traileren på begge hjul midt på Køge Bugt Motorvejen nær Ishøj en tirsdag eftermiddag i 2018, hvilket væltede betonstykkerne ud over de sydgående kørebaner. Dog uden yderligere skader.

Bilisten, som er håndværker, modtog dommen. Firmaet fra Karlslunde, han er ansat i, fik en bøde på det dobbelte på 31.000 kroner.



Bjørn Skjærup er journalist og webredaktør på Boosted.dk. Han har skrevet professionelt om biler i over seks år. Email: bj@boosted.dk