Väth vrider 700 hk ud af C 63 AMG

Väth kan nu give den i forvejen potente C 63 AMG fråde omkring stjernen i kølergrillen

Med sine 476 hestekræfter er Mercedes C 63 AMG ingen sløv familieflytter, når den forlader fabrikken i Stuttgart. Men der kan jo altid skrues på den 4-liters biturbo V8’er.

I hvert fald hvis man spørg ligeledes tyske Väth Motorentechnik. Her mener de, at 700 hestekræfter er en god idé. Mindre kan naturligvis heller ikke gøre det, hvis man vil køre stjernebil, der er 0,1 sekunder hurtigere fra 0-100 kilometer i timen end en Ferrari 458.

3.3 sekunder og så er du der. Godt hjulpet på vej af Mercer’ens enorme drejningsmoment på 900 Nm.

Bilen har først ikke mere at give af, når speedometeret passerer 340 kilometer i timen. Det samme som hingsten fra Maranello i øvrigt.

Alene for at rode med motoren tager Väth sig betalt med 12.800 euro. Men så får købere også nye turboladere, intercooler og omprogrammeret motorstyring.

Lægger man yderligere 3.440 euro, monterer Väth et udstødningssystem, der får V8’eren til at skrige på to måder. Med et tryk på en knap hævder tunerne, at der kan vælges mellem den turbotilsatte lyd eller den rå buldren fra otto, naturligt åndende cylindre.

De 20″ hjul hele vejen rundt løber op i den nette sum af 3.400 euro. Vil kunder have barberet 40 millimeter af AMG’erens frihøjde, koster det yderligere 700 euro. De opgraderede bremser skal selvfølgelig også krydses af, så euro i hundredevis skal frem igen.

Kulfiberpakken vinger æstetikeren af på ordresedlen for komme af med 2.300 euro, men til gengæld få fjerlet frontlæbe og diffuser.

Men altså! Bilen har 700 hk, plads til hele den pukkelryggede og kan køre lige op med en Ferrari 458. Hvor skriver vi under, når lottotallene rammer rigtig her i weekenden?

SE VATH C 63 AMG I GALLERIET HERUNDER

Klik frem og tilbage på pilene

Smid en kommentar