Lørdag løber et større biltræf i Randers af stablen. Sidste år betød det hundredvis af sigtelser og 23 beslaglæggelser.
Både politi og hjemmeværnet er talstærkt til stede i Randers, fordi der i disse timer afholdes et biltræf ved køreteknisk anlæg på Jomfruløkken i Randers NØ.
Af erfaring fra sidste år ved Østjyllands Politi, at det ikke er alle af de forventede tusindevis af deltagere, der kan holde sig inden for færdselslovens rammer.
– Vi ved af erfaring, at mange mennesker fra rundt omkring i ind- og udland har interesse i at deltage i disse biltræf.
– Derfor er vi også meget opmærksomme på de trafikale udfordringer, som vi lørdag forventer i og omkring Randers by, siger politikommissær Amrik Chadha fra Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Dom om konfiskeret bil kan ankes, siger Højesteret
Sidste år blev det til hele 113 sigtelser og 20 beslaglæggelser i forbindelse med træffet. Og ifølge presse-fotos.dk er politiet allerede massivt til stede i området.
– Sidste år uddelte vi en del sigtelser, mens flere biler blev beslaglagt og en række bilister fik en betinget frakendelse af deres kørekort.
– Vi opfordrer trafikanterne til at overholde færdselslovens bestemmelser, og at de benytter sig af den anbefalede kørerute for at undgå, at trafikken sander helt til, siger Amrik Chadha.