Torsdag formiddag endte for en Suzuki Ignis med to hjul i vejret. Håndbremsen var der ikke tænkt på, siger politiet.
Torsdag formiddag måtte politiet en tur til Skive. Her var en ældre, grå Suzuki Ignis endt med to hjul i vejret, efter at den havde torpederet et hus.
Ifølge den anmeldelse, politiet fik, var det nemlig en førerløs Suzuki der trillede i retningen af huset.
– Håndbremsen var ikke trukket, og det fik bilen til at trille ned ad vejen, som hælder, og ind i huset, siger vagtchef Andreas Bang Andersen fra Midt- og Vestjyllands Politi til B.T.
Nu skal politiet have fat i ejeren af bilen, og så venter der formentlig en forsikringssag. Og måske også en bøde. Hvis skrækken da ikke er straf nok i sig selv.
LÆS OGSÅ: Interessen for elbiler brænder ud – “De fleste bilister vil ikke betale for dem”
Ingen i huset eller på vejen, hvor Suzukien væltede, kom til skade i forbindelse med uheldet. Desuden har brandvæsnet kunne fortælle, at huset ikke er i fare for at styrte sammen.