Politiet har ingen fartmåling – alligevel kan Tesla beslaglægges


Landsretten har sagt god for, at politiet må beslaglægge en Tesla Model 3 på grund af vanvidskørsel, selvom der ikke findes en fartmåling.

Politiet har ikke en fartmåling. Men alene det at ordensmagten formoder, at der er tale om vanvidskørsel, er nok.

Det viser en sag fra Østjylland, hvor landsretten har sagt godt for, at en Tesla kan beslaglæggels for vanvidskørsel. Og selvom politiet ingen fartmåling har. Indtil videre har ejeren af Tesla’en måttet undvære sin bil i et halvt år, mens slagsmålet har stået på i retssystemet.

Det skriver Avisen Danmark.

Artiklen fortsætter efter reklameblokken:



Sagen begyndte 6. juli sidste år, hvor bilen blev beslaglagt af Østjyllands Politi, selvom politiet ikke har nogen fartmåling af Tesla’en. Alligevel mener politiet, at Tesla’en over en strækning på én kilometer har kørt så stærkt, at det kan betragtes som vanvidskørsel.

Det klagede Tesla-ejeren, der i øvrigt nægter at have kørt for stærkt, over.

Det er ude af proportioner 
Og spørgsmålet nåede altså helt til Vestre Landsret, hvor politiet i september fik dommerens ord for, at beslaglæggelsen var helt efter bogen. Bilens data kan nemlig bruges som bevis, mener man.

Artiklen fortsætter efter reklameblokken:



– Kendelsen betyder, at hvis politiet har en synsning eller en dårlig dag og skønner, at der køres for stærkt, kan det tilsidesætte den private ejendomsret i månedsvis, på trods af at der ingen måling er. Alene fordi politiet tror, at bilen gemmer data, siger Tesla-ejerens forsvarsadvokat Rasmus Lund til Avisen Danmark.

Også Landsforeningen af Forsvarsadvokater udtrykker bekymring. Beslaglæggelsen er ude af proportioner, når det sker, fordi politiet tror, bilen måske indeholder en oplysning, lyder det.

Hos Rigspolitiet er politiassistent Christian Berthelsen omvendt begejstret for, at politiet kan beslaglægge på formodninger. Et våben i kampen mod vanvidskørsel kalder han det. Men han påpeger dog, at det stadig kræver en dommers vurdering, hvis politiet skal have lov til at trække data ud af en bil i sådanne sager.

Bjørn S. Nielsen er uddannet journalist, og så er han webredaktør på Boosted.dk. Han har skrevet professionelt om biler i over syv år. Har du en god historie eller et forslag til en artikel? Så skriv til bj@boosted.dk