I Danmark er der ikke rigtig nogen, der bider på kinesiske Nio. Men hjemme i Kina tegner én model sig for 85 procent af salget på 49 dage.
Mens danskerne i storstil går uden om Nio, ser det anderledes ud i Kina.
På mindre end 6 måneder har mærket leveret 40.000 eksemplarer af SUV’en ES9. Heraf 10.000 i løbet af 49 dage.
Det fortæller mærkets grundlægger og direktør William Li på det sociale medie Weibo, der er forebeholdt kinesere.
Det er ES9 også.
I hvert fald er bilen hverken del af det danske eller europæiske modelprogram generelt.
Og selvom bilen nu tegner sig for 85 procent af alt det, Nio overhovedet sælger, så vokser træerne ikke ind i himlen. ES9-salget var 12,8 procent mindre i oktober, når man sammenligner med september.
Et farvel til to måneder i træk med salgsvækst.
Og salgsvækst har Nio brug for. Især i Danmark.
Efter mærket opgav importen på egen hånd har den private importør Nic. Christiansen nemlig heller ikke kunnet skabe nogen succes for mærket herhjemme.
Tværtimod fosser pengene, som vi her på Boosted allerede har kunnet fortælle, ud af kassen. Når hele den nordiske Nio-forretning lægges sammen, runder tabet 1 milliard kroner.
Senest har den danske importør forsøgt sig med rabatter på op til 100.000 kroner for at få tømt ud i antallet af lagerbiler. Og selvom det lyder fristende med så store rabatter, bør interesserede køber passe på.
På et møde i Holland har Nio-kunder fået at vide, at der ikke er penge i den europæiske afdeling.
Det betyder at nyt software ikke bliver tilpasset Europa før tidligst i 2027. Nio forventer heller ikke at sende ny modeller hertil før engang i næste år.
At kineserne nu er nede på bare én forretning i Tyskland, har desuden fået en række tyske medier til at spekulere i, om mærket er ved at gøre klar til et europæisk exit.
