Det plejer at være lige omvendt. Men nu går General Motors altså i rette med byen San Francisco over en skatteteknisk uenighed.
Det plejer at være sådan, at det er myndighederne der er ude efter borgernes og virksomhedernes penge. Men plejer er død.
I hvert fald lige i dette tilfælde. General Motors mener nemlig, at de har betalt for meget i skat til bystyret de seneste syv år. Alt for meget faktisk.
Ifølge finansmediet Bloomberg mener General Motors, at San Francisco har opkrævet dem 108 millioner dollar, svarende til 727 millioner kroner, for meget i skat.
Penge, som General Motors vil have tilbage. Altså plus procesrenter, der løber op i 13 millioner kroner for perioden 2016 til 2022.
LÆS OGSÅ: Taber sygt mange penge – nu skrider investorerne fra ladestander-firmaer
Hele skattekonflikten bunder i San Franciscos måde at udregne skatter på. Byen har nemlig taget udgangspunkt i, at Cruise, hvis selvkørende biler er blevet forbudt i byen, er en del af General Motors.
Men selvom General Motors rigtignok ejer Cruise, mener bilgiganten, at Cruise er sit helt eget selskab. Og derfor skal det ikke have udregnet sin skattebillet efter, hvad General Motors tjener.
Faktisk siger General Motors, at bilmærket ingen tilstedeværelse har i byen. Og man har heller ikke planer om det. Der er heller ingen af GM’s mærkeværksteder eller forhandlere til stede i byen.
Som firma har General Motors kun meget lidt med San Fransisco at gøre, hævder mærkets advokater. De mener at kunne bevise, at GM’s sidebeskæftigelser i byen blot har genereret en indtjening på 677.000 dollar, svarende til 4,5 millioner kr. i 2022.
Altså et langt stykke fra det resultat, som General Motors de seneste syv år har betalt skat af i byen. Så nu skal bystyret – måske – til lommerne.