De seneste ugers ulovlige gaderæs har fået politiet til at skrue op for indsatsen mod miljøet.
I weekenden forsøgte politiet at komme ulovlige gaderæs i forkøbet ved at opløse flere forsamlinger af folk i Køge, Greve og Roskilde. Her er der ifølge politiet tidligere blevet kørt flere ulovlige gaderæs, og det ville man forhindre i weekenden.
Lørdag betød det, at flere bilister blev kontrolleret i forbindelse med indsatsen fra ordensmagten. Det skriver Midt-og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Politiet fik flere henvendelser om optræk til forsamlinger på Darupvej i Roskilde, hvor cirka 50 biler var forsamlet, i Ringsted, i området ved Køge Transportcenter og også på Greve Main.
De forsamlede bilister, politiet mødte, forlod dog stederne stille og roligt. Men bødeblokken forblev dog ikke i betjentenes lommer. Blandt andet blev det til fire sager om overtrædelse af hastighedsbestemmelserne på motorvej med påstand om frakendelse af kørekortet.
LÆS OGSÅ: Bilist fortryder: “Jeg byttede min Ford med en Tesla – og jeg hader det!”
Det blev også skrevet sager om hastighedsovetrædelser i tættere bebyggede områder. Her går politiet efter at frakende to bilister deres kørekort. To andre blev sigtet for at bruge håndholdt mobil, ligesom én bilist blev skrevet for at overhale højre om.
Politiet fortsætter kontrol
En blev sigtet for ‘fejl og mangler’ på køretøjet. Mens der også blev delt bøder ud for kørsel uden førerret og spritkørsel.
Lørdagens præventive tilstedeværelse flere steder i politikredsen var en opfølgning på en tilsvarende indsats fredag aften, hvor politiet også var på udkig efter bilister, der spontant forsamlede sig.
Politiet fandt ikke nogen spontane forsamlinger hverken i Ringsted, Køge, Greve eller Roskilde, hvilket måske kan skyldes regnvejret, oplyser politiet.
Det betyder dog ikke, at ordensmagten er færdig med at ånde miljøet i nakken. Den intenstiverede kontrol vil fortsætte de kommende uger.