Priserne på alt stiger i øjeblikket – og nu sender Clever også prisen for en tankfuld strøm til elbilen i vejret.
Priserne går i øjeblikket kun én vej – opad. Og det mærker Clevers kunder nu også. I en mail til sine kunder skriver Clever således, at man hæver priserne. Og det markant. Selv forklarer ladeoperatøren prisstigningerne med det faktum, at priserne på strøm er steget.
Og faktisk er det ikke første gang, Clever hæver prisen. Det skete også i april, hvor prisen steg med næsten halvtreds procent.
Både elbilsejere med lade-abonnement og de bilister, som betaler for strømmen ved hver eneste opladning, får denne gang et hak i tuden. Clevers kunder med abonnement betaler i dag foruden selve abonnementet også et såkaldt tillægsgebyr. Det Clever kalder et energitillæg.
Tillægget løber i dag 345 kr. Men fra oktober hæver Clever prisen til 680 kr. For kunder med plugin-hybrider stiger tillægget fra 195 kr. til 395 kr. For elbils-kunder med all-in-abonnement stiger prisen fra 450 kr. til 790 kr.
Værst bliver det for kunderne, som betaler for at lade ‘ude’. Clever hæver nemlig prisen ved de offentlige ladestandere fra 8,95 kr. pr. til lige under 10 kr. for det samme fra den 1. oktober.
Fra Clever lyder det, at billedet med de nye, højere priser vil være det samme året ud.