Mercedes foreslår V8-motorer med 1.200 hestekræfter i Formel 1, så motorsportens kongeklasse får vildere lyd. Konkurrenter bakker op.
Motorsportens kongeklasse Formel 1 står over for en potentiel revolution af dimensioner efter nye udmeldinger fra paddockens absolutte magthavere.
Mercedes foreslår V8-motorer med 1.200 hestekræfter i Formel 1, hvis fremtidens reglement skrues rigtigt sammen
Udspillet følger i kølvandet på opsigtsvækkende udtalelser fra FIA-præsident Mohammed Ben Sulayem under grandprixet i Miami.
Her slog præsidenten fast, at Formel 1 styrer mod et skifte tilbage mod 3-liters V8-motorer i 2031 eller eventuelt allerede i 2030, hvis motorleverandørerne bakker op om det.
Meldingen bredte sig som en ild gennem paddocken. Og særligt hos Mercedes kunne der med rette være modstand.
Den tyske gigant har historisk set være en af de absolut største fortalere for de nuværende 1,6-liters V6-motorer med turbo og hybridhjælp.
Det tyske storhold dominerede motorsporten totalt efter indførelsen af de første hybridenheder i 2014.
Ligesom tyskerne bakkede massivt op om 2026-reglementet, der øger elektrificeringen.
Toto Wolff vil kombinere 800 hestekræfter med strøm
Netop derfor kommer det bag på mange iagttagere, at Mercedes-lejren nu så åbenlyst omfavner tanken om at vende tilbage til en formel styret af forbrændingsmotorer.
Ifølge The Race understreger teamchef Toto Wolff dog, at en omlægning kræver en grundig proces, og at batterikraften fortsat skal spille en central rolle.
– Måske kan vi hente 800 hestekræfter ud af forbrændingsmotoren og lægge 400 hestekræfter eller mere oveni som elektrisk energi, foreslår Toto Wolff.
Med den opskrift vil Formel 1 skabe de mest kraftfulde drivlinjer i motorsportens historie med et samlet kraftværk på svimlende 1.200 hestekræfter.
Tanken er at bevare den teknologiske kobling til virkelighedens bilverden, samtidig med at tilskuerne på tribunerne genforenes med det klassiske V8-brøl.
Red Bull og Ferrari bakker op om V8-motoren
Mercedes står langt fra alene med ambitionen om at gentænke maskinrummet i feltets racere.
Laurent Mekies melder ligeledes om positiv stemning over for idéen og tilkendegiver, at Red Bull Powertrains er helt klar på konceptet.
Hos Ferrari betoner teamchef Fred Vasseur, at den næste motorgeneration under alle omstændigheder skal være markant billigere at bygge end de nuværende enheder.
Hvis fabrikanterne når til enighed om reglementet, kan de brølende V8-motorer gøre deres officielle comeback i feltet allerede om få år.
