På fem timer valgte 144 bilister på den samme strækning at bidrage til statskassen.
144 bilister på fem timer. Eller tæt på 29 bilister i timen. Det er resultatet for en fotovogn, som Østjyllands politi havde kørt ud til Østjyske Motorvej ved Hinnerup mellem kl. 18 og 23 torsdag i denne uge.
På strækningen er det tilladt at køre 110 km/t. Men for seks af bilisterne gik det så hurtigt, at de nu foruden bøden står til klip i kørekortene.
To af bilisterne skal desuden opsøge en kørelærer. Med en betinget frakendelse hængende over hovedet skal de nemlig bestå nye køre-og teoriprøver, da de begge kørte forbi fotovognen med ‘mere end 160 km/t’. Det oplyser politikredsen i døgnrapporten.