Nye dokumenter afleveret til børsmyndigheden i USA viser, at Polestar bliver et hollandsk selskab. Det kinesiske bilmærke beholder dog hovedkontoret i Sverige.
Midt i et underskud af de helt store kaster det kinesisk-svenske Polestar sig ud i en juridisk manøvre af de større.
Indberetninger til den amerikanske børstilsynsmyndighed SEC afslører, at Polestar bliver et hollandsk selskab gennem en virksomhedsomddanelse.
Det svenske erhvervsmedie Dagens Industri skriver i dag, at moderselskabet Polestar Performance AB omdannes fra et svensk aktieselskab til et hollandsk BV-selskab.
Beslutningen fremgår også af en række dokumenter, som bilmærket netop har indsendt til de amerikanske børsmyndigheder hos SEC.
Ifølge det svenske medie blev medarbejderne orienteret om omlægningen på et internt møde torsdag morgen.
Skriftligt forklarer ledelsen, at skridtet er ‘en helt naturlig udvikling’, der skal strømline den internationale forretning og mindske administrative byrder.
Den juridiske flytning til holland kommer i øvrigt ganske få måneder før, bilmærket ved lov bliver forbudt i USA.
Noget der har fået bilmærket til at sætte priserne ned med op til 166.000 kroner for at tømme ud i lagerne.
Hovedkontor og arbejdspladser forbliver i Göteborg
Over for Vi Bilägare siger Polestar, at omdannelsen skal give selskabet en større finansiel smidighed i en udfordrende elbilbranche.
– Ændringen gælder kun Polestars juridiske selskabsstruktur og betyder ikke, at forretningen flytter fra Sverige, understreger Martin Ödman.
Bilmærkets øverste ledelse og centrale koncernfunktioner vil således ufortrødent forblive på adressen i Göteborg.
– De svenske aktiviteter vil fortsætte gennem en svensk filial og vil fortsat blive beskattet i Sverige i henhold til gældende regler, forklarer Martin Ödman.
– Ændringen påvirker ikke Polestars medarbejdere eller deres ansættelse i Sverige, slår han fast.
Får det betydning for Polestar i Danmark?
Herhjemme kunne Polestar i maj 2025 fortælle, at man havde solgt de første 10.000 biler.
I dag er tallet vokset til lige knap 16.000 biler.
Boosted forsøger at få en kommentar til selskabsændringen fra den danske afdeling af Polestar.
