Larry Klairmonts livsværk, Klairmont Kollections i Chicago, lukker. Hele den unikke bilsamling med 300 biler, heriblandt den originale Batmobile, ryger nu på auktion.
Et af USA’s mest markante bilmuseer, Klairmont Kollections Automotive Museum i Chicago, lukker permanent.
Den store samling, der består af mere end 300 biler, og som vurderes til en værdi af mange millioner af kroner, skal nu sælges.
Det sker på en auktion afholdt af Mecum Auctions.
Lukningen af museet, der huser biler som den originale Batmobile, markerer afslutningen på en æra i bilernes verden.
Siden grundlæggeren Larry Klairmonts død i 2021 har museet haft udfordringer. Det er ikke besøgstal, der har manglet.
LÆS OGSÅ: Første dansker nogensinde: 16-årig får kontrakt med Ferrari
Men driften har været svær at opretholde for de efterladte medarbejdere. Sjælen i projektet forsvandt med grundlæggeren.
Derfor lukker dørene for offentligheden for sidste gang til september. Herefter vil den omfattende samling blive solgt bil for bil til den højestbydende.
Larry Klairmont var en bemærkelsesværdig personlighed i Chicago. Han tilbragte ofte sine dage på museet efter sin pension. Her gav han sig god tid til at tale med de besøgende og svare på deres spørgsmål.
Fra budcykel til ejendomsimperium
Larry Klairmont blev født i 1925 i et barskt kvarter i det vestlige Chicago. Det var ikke langt fra, hvor hans museum senere skulle ligge. Hans opvækst fandt sted under Depressionen og forbudstiden.
Chicago var på det tidspunkt præget af gangsteropgør og korruption.
Den unge Larry Klairmont begyndte at arbejde tidligt for at tjene til dagen og vejen. Han startede med at levere kinesisk mad på cykel.
Over tid lykkedes det ham at spare en mindre sum penge op. Pengene brugte han til at starte et rengøringsfirma.
Den forretning udviklede sig siden til et stort ejendomsimperium. Sideløbende voksede hans interesse for biler. En interesse, der måske stammede fra en barndom, hvor en bil var en uopnåelig drøm.
Hollywood-biler og den ikoniske Batmobile
Han begyndte at opbygge en alsidig bilsamling. Samlingen spænder fra europæiske superbiler til et bredt udsnit af amerikansk bilhistorie.
Alligevel er det en anden del af samlingen, som tiltrækker mange gæster. En række biler fra kendte film har en særlig plads i udstillingen.
Larry Klairmont var især interesseret i biler fra Batman-filmene. På den måde lykkedes det ham at erhverve sig Michael Keatons Batmobile fra filmen fra 1989.
Nu skal hele samlingen under hammeren hos Mecum Auctions. Det forventes at tiltrække mange mennesker. Ikke kun bilinvestorer, men også gæster, der vil tage en sidste afsked med museet.
Det er desværre ikke første gang, at et bilmuseum må dreje nøglen om. Faktisk er det en tendens, vi har set flere gange de seneste år.
Et sjældent Saab-museum er på den konto, som Boosted kunne fortælle, eksempelvis allerede revet ned. Faktisk helt bogstaveligt.


