Norge dropper højere moms på elbiler, mens regeringen herhjemme skrotter ellers planlagte stigninger i registreringsafgiften.
Europas mest elektrificerede nation bremser nu en ellers planlagt afgiftsstigning på de populære batteridrevne biler.
Norge dropper nemlig at lægge højere moms på elbiler frem mod udgangen af 2027 for at holde liv i salget af elbilerne.
Afgørelsen er truffet af Den Europæiske Frihandelssammenslutnings overvågningsorgan, ESA, skriver det norske branchemedie Bilbransje24.
Tilsynet har formelt godkendt en forlængelse af den lavere norske momsordning frem til den 31. december 2027.
Begrundelsen lyder, at den statslige støtte fortsat er nødvendig, men ikke må overstige det niveau, der kræves for at holde elbilerne konkurrencedygtige.
Og det kan der være noget om. I hvert fald hvis man spørger hos verdens fjerdestørste bilkoncern, Stellantis.
Her siger den europæiske direktør, at ingen bilister vil købe elbiler, hvis ikke det var for fordele som lavere moms og øvrige statsstøtteordninger.
Momsfordelen har rødder helt tilbage til 1. juli 2001, hvor de norske myndigheder for første gang fjernede afgiften på fabriksnye elbiler.
Bundgrænsen sænkes til 96.000 kroner i 2027
Siden den første godkendelse i 2015 er modellen løbende blevet justeret i 2017, 2020, 2022 og senest i 2024 i takt med faldende produktionspriser.
I begyndelsen af 2023 indførte politikerne en beløbsgrænse, så der blev pålagt fuld moms på den del af købsprisen, der oversteg 320.000 danske kroner.
I løbet af 2026 blev det momsfri loft skåret yderligere ned til omkring 192.000 danske kroner.
Fra 1. januar 2027 sænkes grænsen for nulmoms til knap 96.000 danske kroner, hvilket svarer til 150.000 norske kroner.
Oprindeligt var planen at udfase skattefordelen fuldstændigt.
Danmark sænker brændstofafgiften
Udviklingen i nabolandet falder sammen med opsigtsvækkende meldinger på den hjemlige politiske scene i Danmark.
Her forlyder det, at regeringen forbereder sig på at præsentere landets hårdt prøvede bilister for en smule økonomisk hjælp.
En politisk aftale ventes fremlagt i løbet af ugen, og her ser elbilerne ud til at slippe for et bebudet lavere loft over registreringsafgiften.
Samtidig lægger regeringen op til at sænke de danske brændstofpriser med to kroner pr. liter i hele 2027.
Aftalen er ifølge blandt andet B.T og Politiken indgået for at få Dansk Folkeparti til at lægge stemmer til regeringens politik.
