Annonce:

Læserbil: Den røde tråd

Foto: M. Ovesen Photography

Daniels sommerbil er lille, let og mega-meget Japan! Her er et sprødt bud på en Toyota GT86 med alle de rigtige performance-stumper. Og flere på vej!

Den lille boksermotor i Toyota GT86 mangler måske lige de sidste muskler. Daniels eksemplar med TRD-stumper, Aero-kit og HKS-kræs bokser ikke med det problem. For ja – et af de næste mange projekter på den lightning-røde coupé er en turbo.

Resten lader vi Toyota-manden fortælle selv.

Hvorfor lige en GT86?
“Jeg har altid haft en stor passion for Toyota. Og efter en prøvekørsel i en GT86 var jeg helt solgt. Den kørte fantastisk og havde et lækkert design, som jeg hurtigt så muligheder i. Allerede der begyndte jeg at tænke på, hvilke dele jeg ville udskifte, påmontere og ændre. Bilen her købte jeg i sommeren 2017.”

Hvilken undervogn sidder der på sådan et dyr?
“En Hipermax IV SP fra HKS. Giver bilen endnu bedre køreegenskaber samt et bedre udseende, da den nemt kan sænkes. Den er tre-vejs justerbar i hårdhed og med justerbar camber.”

Alle GT86’ere burde trille af samlebåndet med TRD bodykit

Er der en detalje på bilen, du er særligt stolt af?
“Ja, mine Volk Racing-fælge. De 18″ TE37SL-hjul fuldender bilens udseende og komplimenterer skørtesættet godt. Derudover passer de røde detaljer til bilens originale røde farve. Og så faldt jeg for fælgene, fordi de er lette, og HKS er kendt for deres kvalitet.”

Japansk alu på en japansk vogn – Rays Engineering, der fremstiller Volk Racing-fælgserien, har hjemme i den japanske by Osaka
Det er skriger af ræs – TRD står da også for Toyota Racing Development
En bokser har en helt særlig lyd – det er dog ikke ret mange andre end japanerne, der har konstruktionen i produktion

Din GT86 ser noget ondere ud end fabriksbilen – hvad er ‘hemmeligheden’?
“Et GT86 Aero bodykit giver bilen et helt andet udtryk, hvor den fremstår væsentligt mere aggressiv og muskuløs.”

Hvordan kører bilen så nu efter din mening?
“Fantastisk. Kontant styretøj, godt vejgreb og en følelse af at have fuld kontrol over bilen.”

Så er det vel hverdagsvognen?
“Dog ikke. GT86’eren er udelukkende en bil til sommerens weekender.”

Daniel har mange planer med sin GT86 – en af dem at der snart skal sidde en turbo her
Ikke bare er bilen japansk, den er også spækket med performance-dele derfra, som Daniel selv har været i Japan for at hente hjem
Et budskab der ikke kan misforstås

Du har mange af de små, fede detaljer – hvor kommer inspirationen fra?
“Før i tiden har jeg læst mange bilblade bl.a Boosted. I dag er det hovedsageligt nettet, jeg bruger bl.a FT86club.com og diverse Facebook-grupper. Derudover har jeg været i Japan for at købe HKS- og TRD-dele.”

Har du fortrudt noget undervejs?
“Indtil nu er der ikke noget, jeg har fortrudt. Jeg har brugt lang tid på at udvælge dele og bl.a prøvet det af i Photoshop. Derudover har jeg forberedt meget, inden jeg gav mig i kast med et projekt for at minimere fejl undervejs.”

Designpriser for kabineindretning vinder GT86’eren aldrig, men skidt med det. Her handler det om at have det sjovt i sving på sommerdage
TRD-delene går virkelig ned selv i de helt små detaljer. Som her ved kontakterne til sædevarmen

Hvad er næste projekt for dig?
“Jeg har mange projekter på trapperne, men en af de næste er at optimere GT86’erens motor med turbo.”

Og hvis nu penge hang på træerne?
“Så ville jeg bygge en motor med komplet smedet indmad; Turbo og hvad der måtte høre til. Store bremser, titaniums-udstødning og en helvedes masse kulfiber. Jeg har allerede købt en Seibon-motorhjelm, der skal sættes på bilen inden foråret.”

Hvordan ser den ultimative drømmevogn så ud?
“Det er en Toyota Supra Mk. IV. Sådan én kiggede jeg faktisk efter, inden jeg købte min GT86. Men jeg syntes ikke, det var til at finde en i den stand, jeg var på udkig efter, da jeg ledte efter ny bil.”

Annonce:


GT86 er ikke nogen stor bil, men designet er altså lige i skabet – især efter Daniels mange justeringer
Siden vores fotograf besøgte Daniel og GT86’eren, er der sket en del. Og den har ikke været under kniven for sidste gang, fortæller Daniel.

OM EJEREN:
Navn: Daniel Lousdal Thorsted
Alder: 30 år
By: Fjerritslev
Beskæftigelse: Bilsælger
Din første bil: Toyota Carina E

TEKNIKKEN: Toyota GT86 T3 – årgang 2013

  • Motor: Toliters firecylindret boksermotor 4U-GSE • HKS Superhybrid luftfilter • HKS oliefilter • HKS Superfire Racing-tændrør • TRD oliedæksel, kølervæskedæksel • Motul motorolie
  • Undervogn: HKS Hipermax IV SP – sænket 60/52 mm
  • Bremser: Originale skivebremser 294 millimeter foran og 290 millimeter bagtil
  • Fælge og dæk: Rays Engineering Volk Racing TE37SL i 18”x9.5 • Yokohama Advan Neova AD08R 255/35-18 •  Rays hjulbolte og låsemøtrikker
  • Karosseri: GT86 Aerobodykit med frontsplitter, frontskørt, bagskørt, diffuser og hækspoiler • japanske nummerplader til show • tonet tågebaglygte • TRD dørstabilisator
  • Lakering: C7P Lightning Red • blanksorte emblemer
  • Kabine: Alle sølvfarvede detaljer gjort sorte efter specialmodellen GT86 14R60 • TRD-gearknob • læderarmlæn med røde syninger • øvrige kabine i alcantara og læder
  • Bilstereo: Originalt med navigation og Bluetooth
  • Præstationer: 200 hk • 205 Nm • 0-100 km/t: 7,2 sek. • topfart: 226 km/t
  • Tak til: Mine kone • venner og kollegaer • Morten fra Vagner Solfim

Annonce:

Bjørn S. Nielsen
Bjørn S. Nielsen
Bjørn S. Nielsen er uddannet journalist, og så er han webredaktør på Boosted.dk. Han har skrevet professionelt om biler i over ni år. Har du en god historie eller et forslag til en artikel? Så skriv til bj@boosted.dk
Annonce:

Nyeste artikler

Annonce:

Motorsport

Hader vi dem?

Annonce:

Læs også

Annonce:

Billig bilforsikring?

Indtast din nummerplade herunder og se billige bilforsikringer. Det er helt gratis:

Husk det nu!

Populære

Skal du med?

Gratis artikler

Flere populære artikler