Så sent som i juni måned stemte Venstre mod et borgerforslag om mindre afgift på diesel og benzin herhjemme. Nu vil partiets næstformand alligevel have sat afgiften ned.
Venstre stemte i slutningen af juni mod et borgerforslag om mindre afgift på diesel og benzin.
Her et par måneder senere har partiets næstformand Stephanie Lose dog tilsyneladende glemt partilinjen.
I hvert fald mener næstformanden nu, at regeringen i form af skatteminister Jakob Engel-Schmidt skal trækkes i samråd og grilles for at se til, mens benzin- og dieselpriserne stiger og stiger herhjemme.
Det skriver Lose selve i et opslag på Facebook.
– Jeg og Venstre har indkaldt ministeren i samråd for at høre, om regeringen stadig ikke vil levere reelle og brugbare svar til danskerne på de historisk høje benzin- og dieselpriser.
– Vi har selv foreslået midlertidigt at sætte afgifterne ned til EU’s minimum. Det mener vi stadig, er en god idé. Og det vil vi kæmpe for kommer til at ske.
Det ville Venstre dog ikke, da borgerforslaget om præcis det samme blev stemt ned i juni måned.
Forslaget ville sænke afgifter på benzin til EU’s minimumsniveau, som er 2,68 kroner pr. liter og på diesel 1,80 kroner pr. liter.
Momsen på benzin og diesel skulle ifølge forslaget også sænkes til EU’s minimum fra 25 procent til 15 procent.
I forbindelse med forslaget, som altså ikke blev til noget, lød det fra regeringen, at man ikke ville betale for, at polske lastbilchauffører tanker i Danmark.
Regeringen må dog have fået nogle tal galt i halsen. For selv med de hop opad, som både diesel- og benzinprisen har taget i de efterfølgende måneder, er brændstof billigere i Polen.
Ifølge en optælling fra Global Petrol Prices tanker polakkerne lige nu til 7,08 zloty pr. liter benzin. Det svarer til 12,1 danske kroner pr. liter. Diesel koster 8,5 zloty eller 14,5 danske kroner literen.
Sammen med regeringspartierne stemte Venstre, Alternativet, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti mod forslaget om mindre afgifter på brændstof.
Det svarer til et flertal på 93 mandater i folketingssalen. Kun 11 folkevalget stemte for forslaget.


