Reuters fortæller, at Tesla nu udvikler en helt ny og mindre el-SUV, som skal koste mindre end Model 3.
Tesla er angiveligt i gang med at udvikle en ny, mindre og billigere elbil. Reuters skriver, at projektet handler om en helt ny kompakt SUV og altså ikke blot endnu en billigere variant af Model 3 eller Model Y.
Tesla har i flere år talt om billigere elbiler, men undervejs droppede de den meget omtalte plan om en elbil til omkring 25.000 dollar, svarende til cirka 173.000 kroner. I stedet blev fokus flyttet over på robotaxier og kunstig intelligens.
Nu peger fire kilder med kendskab til sagen ifølge Reuters på, at Tesla igen arbejder på en model, der skal være mindre, lettere og billigere end de biler, mærket sælger i dag.
Skal være mindre end Model Y
Den nye SUV bliver 4,28 meter lang, siger rygterne. Det er markant kortere end Model Y, som i dag er Teslas vigtigste volumenmodel. To kilder oplyser samtidig, at bilen i første omgang er tænkt til produktion i Kina.
Kilderne siger dog også, at Tesla senere vil udvide produktionen til USA og Europa. Det er værd at bemærke, fordi det peger på en global model og ikke kun en bil rettet mod det kinesiske marked.
Tidspunktet for lancering er til gengæld stadig uklart. Ifølge Reuters er bilen fortsat i en tidlig udviklingsfase, og produktionen ventes ikke at begynde i 2026.
Tesla vil presse prisen længere ned
Tesla skulle sigte efter en pris, der ligger væsentligt under Model 3. I Kina starter den omkring 34.000 dollar, svarende til cirka 235.000 kroner, mens den i USA ligger omkring 37.000 dollar eller knap 256.000 kroner.
Besparelsen skal blandt andet findes i et mindre batteri, kortere rækkevidde og en mere enkel drivlinje. En kilde oplyser også, at bilen ventes at få én elmotor i stedet for to og en vægt på omkring 1,5 tons mod cirka to tons for Model Y.
Det lyder måske som en nedgradering, men det er netop den type valg, som kan gøre bilen relevant i den del af markedet, hvor Tesla længe har manglet et stærkere kort. Nemlig de mindre elbiler til lavere pris.
Kan være et opgør med Teslas egen fortælling
Historien er også opsigtsvækkende, fordi Elon Musk i 2024 kaldte en billig elbil til menneskelige førere for både meningsløs og dum, hvis robotaxier alligevel snart skulle tage over.
Derfor kan det nye projekt tolkes som et tegn på, at Tesla igen må forholde sig til den almindelige bilkunde – altså mennesker bag rattet.
Tesla presses stadig hårdere i Kina, hvor flere mærker allerede sælger billigere elbiler, og samtidig venter flere analytikere et tredje år i træk med faldende salg af Teslas traditionelle elbiler.
Kan få betydning i Danmark
For Danmark vil en mindre og billigere Tesla være en stor nyhed, hvis bilen faktisk når til produktion. Tesla har i dag et flot salg, og de er tilbage i top 10 – men mærket mangler en model, der kan ramme et lavere prisniveau og konkurrere bredere mod de mange nye kompakte elbiler.
Det er dog vigtigt at holde fast i, at der stadig er tale om et projekt på tegnebrættet. Tesla har før vist biler og idéer frem, som blev forsinket i årevis eller aldrig blev til noget.
Men hvis oplysningerne holder, er Tesla igen på vej tilbage til det marked, hvor den største vækst stadig kan ligge.


