I dag lander specielt fransk bilmærke officielt i Danmark

Alpine er nu officielt lanceret i Danmark med elbilerne A290 og A390. De koster fra 264.990 kr. og 509.990 kr. og har fire danske forhandlere.

Annonce

Et af Frankrigs mest specielle bilmærker er nu officielt landet i Danmark. Fra i dag kan Alpine købes herhjemme, og dermed får danske bilkøbere adgang til et mærke, som især forbindes med motorsport, letvægtsfilosofi og franske performancebiler.

Alpine er en del af Renault Group og lanceres i Danmark med to fuldelektriske modeller. Den kompakte A290 og den større A390.

Begge modeller kan ses, prøves og bestilles hos fire danske forhandlere. Krogsgaard i Gentofte, Autohuset Vestergaard i Odense, Bjarne Nielsen i Herning og Ejner Hessel i Aarhus.

Artiklen fortsætter efter annoncen
I dag lander specielt fransk bilmærke officielt i Danmark
Alpine A290 er en Renault 5 på dope

Alpine-priser fra 264.990 kr.

Billigste Alpine i Danmark bliver A290 GT med 180 hk. Den koster fra 264.990 kr. og bygger på samme grundplatform som Renault 5, men Alpine understreger, at bilen er langt mere end en Renault med ekstra kræfter.

A290 har eget chassis-setup, bredere sporvidde, større bremser, performance-software og mere direkte styretøj.

GT Performance med 220 hk koster 279.990 kr., mens GTS-versionen med samme ydelse koster 294.990 kr. Rækkevidden er op til 380 km i 180 hk-versionen og 360 km i udgaverne med 220 hk.

Artiklen fortsætter efter annoncen
I dag lander specielt fransk bilmærke officielt i Danmark
Alpine A390 er helt sin egen

Den større Alpine A390 koster fra 509.990 kr.

Alpine A390 bliver mærkets større og mere praktiske model. Men også markant dyrere.

Det er en femdørs elektrisk fastback med fem sæder, firehjulstræk, tre elmotorer og 537 liter bagagerum. Fra start lanceres A390 GT med 400 hk. Den koster 509.990 kr. i Danmark.

Senere på året følger A390 GTS med 470 hk. Den udgave får en dansk pris på 599.990 kr. A390 GT kører fra 0 til 100 km/t på 4,8 sekunder, mens GTS klarer sprinten på 3,9 sekunder.

Batteriet er på 89 kWh, og rækkevidden er op til 551 km i GT-versionen.

Premiereweekend i juni

De fire danske Alpine-forhandlere holder officiel premiereweekend 6. og 7. juni. Her kan kunder se og prøvekøre både A290 og A390.

“Vi glæder os selvsagt helt vildt til at introducere Alpine for de danske bilkøbere,” siger Søren Hyltoft, kommunikations- og marketingchef hos RN Danmark.


Han peger på, at Alpine henvender sig til en kundegruppe, hvor design og performance fylder mere end hos Renault og Dacia.

Alle Alpine-modeller i Danmark er omfattet af fem års garanti.

Vil du se flere bilnyheder fra Boosted.dk? Tilføj Boosted.dk som foretrukken kilde herunder:
Tilføj som foretrukken kilde på Google
Kasper Erling
Kasper Erling
Kasper Erling er ansvarshavende redaktør og medejer af Boosted.dk. Han er en erfaren motorjournalist med mere end 20 år i bilbranchen, hvor han har skrevet om nye biler, bilindustrien og bilmarkedets udvikling for førende dagblade og magasiner. Opvokset i den lille by Asnæs i Odsherred, hvor interessen for biler blev grundlagt tidligt, da hans far var Volvo-forhandler. I dag bor Kasper i Roskilde med sin kone og deres to store børn. I indkørslen står der både en nyere Mercedes GLA, en ældre Volvo C70 og en Porsche 911 C4S. Mail: [email protected]
Annonceindhold

Nyeste artikler

Annonce


Annonce

Annonce

Nyeste artikler

Annonce

Bilbranchen

Annonce

Annonce for Auto Show

Annonce

Annonce for Klassikermarkedet