Annonce:

Læserbil: Peters BMW 325d er en gennemført kilometerknuser

Foto: Photo By Jæger

Den er ultralav og funklende ny! Nej, vent nu lige. Peters oliebrænder af en BMW E91 325d har snart kørt jorden rundt 10 gange – du kan bare ikke se det!

Hvornår en BMW E91 325d har udtjent sin værnepligt på asfalten, er svært at svare på.  Spørger man jyske Peter Kjær, er køreegenskaberne der stadig. Selv efter 11 år på vejene og et speedometer, som har rundet de 350.000 kilometer.

Og selv uden at vi har siddet bag rattet i den bayerske stationcar, der er godt på vej rundt om jorden for tiende gang, ser vi ingen grund til at tvivle på, at den metallic-grå diesel-3’er er en evighedsmaskine, så længe det er lovligt at tanke diesel. Og en fed en af slagsen!

Hvorfor lige en BMW E91?
“Jeg faldt for en BMW 3 serie E91’er, da jeg virkelig synes, det er en flot model. Køreegenskaberne i bilen er jeg fuldkommen tilfreds med. Tiltrods for at bilen har rundet de 350.000 kilometer, er der ikke meget at mærke på den. Har aldrig været så glad for en bil før, som jeg er for lige den her.”

Hvad har du bygget om?
“Bilen købte jeg af en privat mand i Sæby i marts 2016. Men det var først i august det år, at jeg så småt begyndte ombygningen. Nyregrillen gik fra krom til kulfiber – og så var jeg i gang. Da jeg havde haft bilen et år, byggede jeg sammen med en god kammerat et andet udstødningsystem på bilen. Det blev til dobbelte 3,5″ afgangsrør i stedet for de 2″, den er født med. Det skal lige siges, at systemet er hjemmelavet og svejset sammen.”

Peter fortsætter:

“Måneden efter fik jeg monteret de 19″ Rohana RC7-fælge og luftundervognen.”

Men du var alligevel ikke helt tilfreds?
“Nej, jeg blev hurtigt træt af luftundervognens tankkapacitet. Så jeg har selv bygget en i rustfrit stål med en kapacitet på 27 liter. Den har jeg lagt lige mellem rørhalerne. Så har jeg nemlig et helt frit og brugbart bagagerum. ”

Kræs! Hvad er der ellers sket med Bimmeren?
“Sidste år fik jeg også sandblæst bremsekalibre og lakeret dem i samme farve som bilens EBC Greenstuff-klodser. Og så har jeg monteret godt med kulfiber-dele. Ægte kulfiber. Det er blandt andet brugt på den bagerste diffuser og indvendigt på rattet.”

Det der med at mange kilometer ikke kan ses, passer for engangs skyld.
Prøv lige at få dine pølsefingre ind her! Vi ville nok lade være, men…
Rohana-alu er sprødt valg til en kilometerknuser som Peters 325d.

Vi ved, at undervognen har været lidt af en hemmelighed?
“Ha! Ja, det er rigtigt. Mine kammerater, som jeg skruer bil sammen med, drillede mig med, at min bil var for standard, og at den lignede en firehjulstrækker. Så jeg tænkte, at nu skulle jeg sgu lige overraske dem alle sammen. Det skete til Koed-træffet i sommers. Da jeg var kommet ind på pladsen, og vi alle holdt side om side, trykkede jeg lige på knappen, og bilen gik i kælderen. Øjnene var jo lige ved at poppe ud af hovederne. Lige det jeg havde håbet på. Så var mundene ligesom lukket fra deres side af.”

Nogle udfordringer undervejs?
“Ja, udstødningsystemet! Der er mange knæk og bøjninger, som skal passe sammen for at få rørhalerne til at sidde 100 procent i midten af udskæringen i diffuseren. Der skal ikke mange millimeter til, for at det sidder bare lidt skævt.”

Er der noget, du er specielt stolt af på bilen?
“Udover luftundervognen og udstødningsystemet er jeg meget glad for alle mine kulfiberdetaljer. Jeg kan supergodt li’ kulfiber. Det pynter virkelig på bilen, men det skal selvfølgelig ikke tage overhånd.”

Ja, det er ægte kulfiber på rattet. Det ser godt ud!
Om bilen så er helt tom, eller Peter fylder den til bristepunktet med ‘grænsebum’ og vand, holder Bimmeren den højde, den er indstillet til.
Kun Accuair Level E-styrring fylder lidt i Bimmerens bagagerum. Lufttanken er flyttet ned under bilen.
Med styringen kan bilen sænke hele 123 millimeter foran og 147 millimeter i bagenden.

Hvorfor lige denne stil?
“Fordi jeg synes, den er stilren og enkel. Mine bremsekalibre skiller sig lidt ud, i og med at de er malet “limegrønne”, som bremseklodserne er. Jeg synes ikke, det gør noget, at der lige er enkelte ting, som skiller sig lidt ud. Men meningen er, at bilen skal være enkel og stilren at kigge på.”

Hvorfor lige Rohana RC7?
“Igen – de passer godt ind i bilens øvrige look. RC7 er en enkel og pæn fælg. Jeg fandt et sæt på nettet til forholdvis billige penge. Dog var den ene fælg skadet af kantsten. Heldigvis har jeg en god kammerat i Brande, som kan svejse fælge. Han rettede det også op efterfølgende. Derefter fik jeg alle fælgene glasblæst og autolakeret i en rigtig flot metallic-sølv, der er godt med effekt i. Uden dæk har jeg nok givet noget, der ligner 13.000 for alle fælge.”

Annonce:


Av! Har du så fortrudt noget ved projektet?
“Tja, både og. Efter bøvlet, jeg har haft med luftundervognen, har jeg tit tænkt, om det var det værd. Heldigvis kører det optimalt nu. Og når det først gør det, så er det en super lækker undervogn.”

Solidt dieselklaver der er godt på vej mod de 400.000 kørte kilometer
Kulfiber pynter bare på alt!
Også på en BMW’s største kendetegn – nyregrillen!

TEKNIKKEN: BMW E91 325d – årgang 2008

  • Motor: Chiptunet tre-liters M57/T2-rækkesekser
  • Gearkasse og drivline: Originalt sekstrins automatgear dog optimeret med nyere software
  • Undervogn: Airlift Performance-luftundervogn som sænker op til 123 millimeter foran og op til 147 millimeter bag til • Accuair Level E-styrring med en højdesensor ved hvert hjul • hjemmebygget 27-liters tank i rustfrit stål i stedet for den originale på 11 liter • tanken er flyttet ned under bilen så bagagerum stadig kan udnyttes
  • Bremser: Standard-skiver i størrelsen 330 millimeter foran og 336 millimeter bagtil • EBC Greenstuff-klodser
  • Fælge og dæk: 19″ Rohana RC7 med 9,5″ bredde foran og 8,5″ bagtil • Hancock-dæk i 215/35 foran og 245/30 bagtil
  • Karosseri: Diffuser og nyregrill i kulfiber
  • Lakering: Original BMW-lak sparkling graphite metallic
  • Kabine: Original læderkabine med ratskal i kulfiber
  • Bilstereo: Originalt med navigationsanlæg
  • Præstationer: 256 hestekræfter og 513 newtonmeter • 0-100 km/t og topfart: ukendt
  • Tak til: Stor tak til alle der har været en del af ombygningen og en endnu større tak til dem der har givet en hånd med!

Annonce:

Bjørn S. Nielsen
Bjørn S. Nielsen
Bjørn S. Nielsen er uddannet journalist, og så er han webredaktør på Boosted.dk. Han har skrevet professionelt om biler i over ni år. Har du en god historie eller et forslag til en artikel? Så skriv til bj@boosted.dk
Annonce:

Nyeste artikler

Annonce:

Motorsport

Hader vi dem?

Annonce:

Læs også

Annonce:

Billig bilforsikring?

Indtast din nummerplade herunder og se billige bilforsikringer. Det er helt gratis:

Husk det nu!

Populære

Skal du med?

Gratis artikler

Flere populære artikler