Franske motorjournalister advarer om, at den nye eldrevne bybil Renault Twingo overopheder, fordi vandkølingen er sparet væk.
Den elektriske Renault Twingo overopheder og lider under en række alvorlige barndomssygdomme på asfalten.
Flere franske motorjournalister har testet den lille elbil på virkelighedens veje og peger på problemer som en direkte konsekvens af en rekordkort udviklingstid.
Noget som Renualt selv stolt bemærker har taget dem mindre end to år. Men det kan der nu være flere hager ved.
Bilen, hvis fulde navn er Twingo E-Tech Electric. markedsføres som den fødte bybil. Modellen er udstyret med et batteri på 27,5 kWh, hvilket ifølge fabrikken burde række til 263 kilometers kørsel.
Selve opladningen fra ti til 80 procent skal ifølge de officielle specifikationer klares på blot 30 minutter under optimale forhold. De franske bilanmeldere er da også enige om, at den lille model gør det godt i de tætte bygader.
– Den er ufatteligt nuttet, praktisk og perfekt til bykørsel, skriver Soufyane Benhammouda for mediet Automobile Propre.
Udfordringerne begynder for alvor, så snart det den lille franskmand bevæger sig ud på motorvejen. Journalister fra French Challenges har sammen med Soufyane Benhammouda opdaget en uheldig tendens ved højere hastigheder.
Luftkølet batteri skaber problemer ved hurtig opladning
Efter kørsel med 130 kilometer i timen steg batteritemperaturen i testen til over 40 grader.
Det overophedede batteri gik derefter automatisk i en nødprogram, som mere end fordoblede den normale ventetid ved ladestanderen.
Tiden ved ladestanderen hoppede i den forbindelse op fra de lovede 30 minutter til hele 55 minutter. Forklaringen på det voldsomme temperaturhop skal findes i fabrikkens ekstreme spareiver.
Renault har nemlig valgt helt at fjerne væskekølingen af battericellerne til fordel for simpel luftkøling. Det valg minder om fortidens fejlslagne eksperimenter.
– Den løsning, som for eksempel blev fundet i den første generation af Nissan Leaf, viser sig at være fuldstændig ineffektiv på lange ture, bemærker Soufyane Benhammouda kritisk om konstruktionen.
De franske journalister stødte dog på endnu mere kritiske systemfejl under deres testure med de forskellige pressebiler. Både Automobile Propre og Youtuberen MaxBLD oplevede pludselige nedbrud i Renaultens computersystemer.
Motorjournalister ramt af flere nedbrud
I alt tre separate testbiler rullede ud med fejlmeddelelser som elektrisk fejl efterfulgt af den nedslående besked om, at batteriopladning var fuldstændig umulig.
Da bilerne blev forsøgt genstartet, lyste instrumenteringen op med advarsler om en særlig nødprocedure relateret til fejl på det mindre 12-volts batteri.
Bilerne var i stand til at køre videre. Men både servostyringen, kabinelyset, centrallåsen og bilens aircondition holdt dog helt op med at fungere under turen.
Renaults egne teknikere foreslog efterfølgende en hård genstart af systemet ved at afmontere polerne på det lille batteri. Det råd var dog ubrugeligt for de strandede journalister.
Kølerhjelmen kan nemlig ikke åbnes uden først at skrue kølergrillen af. Og det kan man ikke gøre uden værktøj, siger motorjorunalisterne.
Herhjemme har prisen på den nye elbil længe været genstand for stor spænding. Da Boosted spurgte ind til de danske priser i november 2025, var der dog intet klart svar at hente hos den danske importør.
Flere måneder efter kom den officielle udmelding endelig ud til de danske bilkøbere. Den kontroversielle model lander på det danske marked med en startpris fra 146.990 danske kroner.


