Verden mangler næppe mekanikere. Men Ford kan simpelthen ikke finde dem. Heller ikke selvom direktøren tilbyder en årsløn på 770.000 kroner.
Ford har problemer. Ikke bare taber mærket mange penge på hver eneste elbil, de sælger. Det er også svært at finde folk nok.
I podcasten Office Hours: Business Edition fortæller Fords absolut øverste direkt Jim Farley, at han har mindst 5.000 ledige mekaniker-job. Men han kan ikke finde folk til dem
Det selvom Jim Farley angiveligt står klar med en årsløn på henved 120.000 dollar til hver eneste mekaniker.
Omregnet svarer det til 770.000 kroner.
Og selvom det lyder tillokkende, er det ifølge Jim Farley svært overhovedet at finde mekanikerne. Der er nemlig mangel på folk med evner inden for manuelt arbejde, lyder det.
– Vi er på spanden i det her land. Der er mere end 1 million ledige stillinger til alt fra VVS’ere over beredskabsfolk til fabriksarbejdere, elektrikere og lastbilchauffører, siger Ford-chefen.
Alene inden for Fords sektor – altså fabriksarbejderne – var der ifølge den seneste officielle opgørelse 400.000 ledige stillinger i august måned.
Men som Ford-chefen også påpeger, leder man efter helt bestemte mekanikere. Ifølge Jim Farley tager det eksempelvis hele 5 år bare at lære at afmontere en dieselmotor i mærkets mest populære pickups i USA.
Og den type mekaniker hænger altså ikke på træerne. Heller ikke selvom de kan få næsten en million kroner for deres arbejde hvert eneste år.
Meget apropos vokser den slags dog heller ikke ind i himlen. For er der nogen sektor, der lige for tiden fyrer i stor stil, er det bilindustrien.
Alene Fords nu selvstændige datterselskab i Europa har i år fyret fabriksansatte i tusindevis. Forklaringen skal, som Boosted kunne fortælle, findes i den lave efterspørgsel på elbiler.
Det er særligt de Volkswagen-baserede Capri- og Explorer-modeller, der ifølge Ford selv ikke er et hit. Bilerne sælger slet ikke i det omfang, mærket havde forventet.


