Fredag aften tog en bare 19-årig mand en beslutning, der nu ender med at koste ham flere tusinde kroner.
Egentlig må han slet ikke køre bil. Men fredag aften viste det sig hurtigt kun at være ét af en 19-årig mands mange problemer, da en patrulje fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi fik fat i ham.
Ved Næstved Storcenter blev bødeblokken hurtigt rødglødende, da politiet gennemgik den 19-åriges bil. For ikke bare må han slet ikke køre bil. I bilen fandt politiet flere ulovlige våben og omkring 44 gram hash.
Hashen blev den 19-årige hurtigt sigtet for at sælge. Et narkometer slog dog også ud, så en sigtelse for narkokørsel røg oveni synderegisteret. Ved en efterfølgende ransagning af mandens bopæl fandt politiet yderligere 19 gram skunk.
Alene kørslen uden kørekort koster som minimum 7.200 kr. Hvis det da vel at mærke er første gang, den 19-årige er blevet stoppet.