En 20-årig mand fra Varde er tilsyneladende hamrende ligeglad med færdselsloven og konsekvenserne ved at overtræde den.
Han har ikke noget kørekort. Men alligevel kører han bil. Og natten til fredag blev han stoppet af politiet for niende gang. Det skriver Jydskevestkysten.
Dermed måtte en 20-årig mand fra Varde for syvende gang aflevere en bil til Syd- og Sønderjyllands Politi. Ifølge avisen drejede det sig natten til fredag om en Volkswagen Passat, som den unge bilist ikke skal regne med at se igen.
Fredag formiddag kunne vagthavende ikke oplyse, hvor gammel en bil der er tal om.
– Men generelt kan man sige, at ofte, når de ved, at den risiko foreligger, er det meget sjældent, de kører rundt i dyre biler, siger vagthavende Morten Alslev.
De seks andre biler, er det dog langt fra givet, at den 20-årige mister helt. For det er ifølge JV ikke sikkert, at de biler – modsat Passaten – har stået i mandens eget navn. Og i de tilfælde, hvor bilen tilhører en anden, bliver den ikke konfiskeret af staten.