Lamborghini Aventador går ikke stille i graven – den sidste er ikke produceret endnu. Men den kan blive din.
Det er sådan set slut for modellen, og Lamborghini melder alt udsolgt. Altså pånær én. Nemlig det allersidste eksemplar. Og Lamborghini trækker den virkelig. For bilen skal først produceres efter de seks biler, som skal erstatte de biler der gik ned, da fragtskibet Felicity Ace brændte i sidste måned.
Men bilen kan altså blive din. Hvis du altså byder højst på den auktion, som RM Sotheby’s afholder 19. april. Med i købet følger også en guidet tur rundt på Lamborghinis museum, Museo Lamborghini.
Skulle du have glemt det, så yder den sidste Aventador, som fabrikken har givet tilnavnet Ultimae, 780 hestekræfter fra en 6,5-liters V12-motor. Den sidste fra Lamborghini nogensinde. I hvert fald som sugemotor uden nogen form for hjælp.
Afløseren skal leve op til strengere emissionskrav, og derfor får den en lille batteripakke til at hjælpe sig. Lamborghini har allerede lovet, at den nye topmodel bliver som “ingen anden Lamborghini”.