Efter ukrainske angreb på store raffinaderier forbyder statsejede- og kontrollerede tankstationer bilister at tanke mere end 30 liter benzin i Rusland.
En voldsom forsyningskrise rammer nu bilisterne i en af verdens absolut største olieeksporterende nationer.
Rusland forbyder bilister at tanke over 30 liter benzin i en række byer for at dæmme op for en ellers akut mangel på brændstof.
Tiltaget er iværksat af den statskontrollerede russiske oliegigant Rosneft, som nu lukker delvist for hanerne på sine mange tankstationer i flere store regioner.
I byområderne må bilisterne mange steder maksimalt hælde 30 liter brændstof på tanken ad gangen, før standeren automatisk slår fra.
På stationerne langs de store hovedveje og landeveje er loftet sat en smule højere, så bilister kan købe op til 50 liter.
Samtidig er det blevet strengt forbudt at fylde brændstof på medbragte reservedunke, rapporterer det uafhængige russiske medie Meduza.
Sibirien er ramt af strenge kvoter
De hårde begrænsninger gælder allerede i områder som Karelen, Burjatien og udvalgte dele af det vidtstrakte Sibirien.
I millionbyen Krasnojarsk er der indført en differentieret model, hvor kvoten afhænger direkte af brændstoftypen i pistolen.
Her må bilejere højst aftage 30 liter 95-oktan benzin eller 50 liter 92-oktan benzin, mens loftet for dieselolie lyder på 100 liter.
Ifølge de regionale myndigheder forsøger staten at forhindre panik og hamstring, mens forsyningen fordeles med hård hånd.
Det frygtes imidlertid, at Rosneft inden længe vil rulle lignende kvoter ud på landsplan i takt med faldende lagre.
Ukrainske droneangreb lammer russiske raffinaderier
Den akutte brændstofkrise er en direkte konsekvens af Ukraines systematiske droneangreb dybt inde på russisk territorium.
Gennem de seneste uger har ukrainske præcisionsdroner ramt flere vitale forarbejdningsanlæg, herunder store raffinaderier i Samara, Ufa og Rjazan.
Natten til mandag gik det desuden ud over det gigantiske olieraffinaderi i Kirishi, der ligger sydøst for Sankt Petersborg.
Angrebene har sat en betydelig del af Ruslands forædling ud af spil, og landets bilister må nu atter indstille sig på en hverdag med benzinrationering.
Også herhjemme har krig og ødelæggelse fået betydning for brændstofforsyningen.
En række energiselskaber bekræftede tidligere på året, at en særlig type diesel er helt udgået i Danmark. Det skyldes angreb på et anlæg i Mellemøsten.
