Hyundai Ioniq 3 kommer til Danmark til oktober med et design, der allerede får både hård kritik og stor ros.
Hyundai har nu vist den kommende Ioniq 3 i sin færdige form, og den lille elbil skaber allerede debat. Modellen lander efter planen i Danmark til oktober og bliver en elektrisk hatchback med specielt design, rummelig kabine og ny digital teknologi, skriver Hyundai til Boosted.
Hyundai kalder formsproget Art of Steel. Bilen får en aerodynamisk Aero Hatch-silhuet og et lidt mere afdæmpet udtryk end den tidligere viste Ioniq 3 N Line. Men netop udseendet ser ud til at blive modellens omdrejningspunkt.
På nettet er nogle brugere direkte brutale. En Reddit-bruger skriver kort og kontant: “Ugly AF”. En anden nøjes heller ikke med pæn kritik og skriver: “The rear is horrible”. En tredje mener, at kabinen “screams low quality”.
Men billedet er ikke entydigt. Flere brugere roser også bilen. En skriver: “Love the design”, mens en anden mener, at Ioniq 3 “looks like a solid option”. Andre fremhæver, at Hyundai holder fast i fysiske knapper, og at kabinen virker mere praktisk end mange nye elbiler.
Dansk medie elsker udseendet
Hos Mobilsiden her i Danmark er vurderingen særdeles positiv. Mediet kalder direkte bilen flot og skriver, at Ioniq 3 ser “utroligt lovende ud”. Særligt designet overrasker positivt, og artiklen konkluderer, at den billigere udgave faktisk ser bedre ud end ventet.
Hvis prisen bliver skarp, vurderer Mobilsiden, at Hyundai kan stå med et stort salgshit. Her er tonen altså markant mere begejstret end andre steder på nettet.
Teknisk bliver Ioniq 3 også interessant, fordi den bliver første Hyundai-model i Europa med PLEOS Connect. Systemet bygger på Android Automotive OS og skal give en mere smartphone-lignende brugeroplevelse.
Afhængigt af udstyrsniveau får bilen enten 12,9 eller 14,6 tommer midterskærm samt et separat førerdisplay. Der kommer også PLEOS App Market med tredjepartsapps og Hyundais nye AI-stemmeassistent Gleo AI.
Bygget til Europa
Hyundai oplyser, at Ioniq 3 er udviklet, testet og produceret med Europa i centrum. Europæiske udviklingsteams har arbejdet med affjedring, styretøj, komfort og teknologi, så bilen skulle passe til europæiske veje og køremønstre.
Produktionen foregår på Hyundais fabrik i Izmit i Tyrkiet. Danske priser, rækkevidde og batteristørrelser er endnu ikke offentliggjort, men oplysningerne ventes tættere på lanceringen.
Her på redaktionen tror vi, at modtagelsen i Danmark bliver blandet, især når det gælder designet. Ioniq 3 ligner ikke en bil, alle bliver enige om. Den bliver enten et hit eller et miss.


