Familien Van Ulden købte en ny Volvo XC70 i 2004. Altså længe før mærket blev kinesisk. Men bilen? Den har de holdt fast i. Og nu er det blevet til 1 million kilometer.
1 million kilometer på 21 år. Det er de færreste, der overhovedet når at køre så langt. I hvert fald i en personbil.
Men familien Van Ulden fra Holland er alligevel undtagelsen, der bekræfter reglen. For de har kørt 1 million kilometer i den XC70, de købte fra ny i 2004.
Det skriver forhandleren, der solgte bilen for mere end 20 år siden, i et opslag på LinkedIn.
Og den slags skal selvfølgelig fejres. Så mens bilen fik sig en omgang kærlig pleje – detailing på moderne dansk – blev ægteparret sendt en tur op i luftballon.
De kom selvfølgelig også ned igen.
Og bilen skal formentlig ingen steder. I hvert fald melder historien ikke noget om, at bilen skal nogen steder hen.
XC70’eren er eftersigende også i ‘fremragende’ stand med både den originale motor og gearkasse. Og der skulle ikke være udført de større reparationer de sidste 21 år.
Eneste problem er sådan set, at den gamle Volvo er begyndt at bruge lidt olie. Når det så er sagt, vokser træerne ikke ind i himlen.
Heller ikke hos det bilmærke, Volvo er blevet til i dag. For nylig måtte det kinesiske bilmærke selv meddele, at man har tabt 11 milliarder kroner på to ellers helt nye elbiler.
Samtidig fortsætter salget med at gå én vej – nemlig nedad. Alene i juli 2025 forsvandt 14 procent af salget. Det er især elbilerne, det går hårdt ud over.
I USA har importøren allerede taget konsekvensen. Her udgår både benzin- og elbiler ganske enkelt. Sidstnævnte fordi der ikke er salg i det.
Vi behøver dog ikke tage helt til hverken Holland eller USA for at finde bilister, der kører virkelig langt. En af dem er nemlig danske Helle Linnerup.
Som Boosted har fortalt, har én af hendes i alt 70 Daciaer allerede kørt over 1 million kilometer, og de andre har kørt mellem 800.000 og 900.000 kilometer – mindst.


