Tre hjul, en plastkuppel og en drøm om billig transport. Ellerten skulle sætte Randers på verdenskortet, men vejen gik gennem tekniske problemer og flere konkurser.
I 1987 kunne danske kunder købe et elektrisk køretøj fra en ny fabrik i Randers. Det var smalt, havde tre hjul og plads til én voksen under en stor, gennemsigtig overdel. Navnet var Mini-El, men danskerne kendte det hurtigt som Ellerten.
Bag den usædvanlige form lå en enkel tanke: Hvorfor flytte en hel familiebil, hvis opgaven blot var at få ét menneske på arbejde?
Ellerten blev aldrig den brede salgssucces, bagmændene håbede på. Til gengæld overlevede konstruktionen flere danske virksomhedssammenbrud og fik et langt liv i Tyskland som CityEl. Derfor er historien både et dansk industrieventyr og en fortælling om et køretøj, der holdt længere end selskaberne bag det.
Steen Volmer Jensen fik idéen efter oliekriserne
Opfinderen var ingeniør Steen Volmer Jensen, født i 1942. Han arbejdede på Dronningborg Maskinfabrik ved Randers, hvor hverdagen handlede om landbrugsmaskiner. Men hans interesse rakte også til persontransport.
Ifølge Museum Østjyllands fortælling om udviklingsårene opstod idéen i 1980 i efterdønningerne af 1970’ernes oliekriser. Et lille elektrisk køretøj skulle gøre den lokale transport mindre afhængig af benzin.
Arbejdet begyndte langt fra en moderne bilfabrik. I Auning hentede Jensen blandt andet knallertdele hos cykelhandler Niels Pedersen. Delene indgik i en tidlig stålrørsmodel, som kunne prøvekøres på Pindstrupvej, hvor opfinderen boede.
Pedersen blev efterhånden trukket ind i projektet og senere en af de første ansatte på El-Trans. Dermed voksede en forbindelse mellem en ingeniør og en lokal cykelhandler til en del af grundlaget for dansk produktion af elkøretøjer.
En prototype blev præsenteret i 1982. Det større offentlige gennembrud kom på Biler i Bella i 1985, hvor køretøjet blev vist som U-36. To år senere begyndte kundeleverancerne.
Mini-El var tænkt som supplement til familiebilen
Betegnelsen elbil gør historien let at forstå, men teknisk var Ellerten en trehjulet motorcykel. Den skulle løse korte transportopgaver og var fra begyndelsen tænkt som et supplement til en almindelig bil.
Føreren sad med rat og pedaler i en lukket kabine. Bag sædet var der plads til bagage, og nogle udgaver havde mulighed for en mindre børneplads. Grundidéen var dog transport af én voksen.
Kælenavnet fik næsten større gennemslagskraft end produktnavnet. Ifølge Lex var det Berlingske Tidendes motorredaktør Finn Knudstrup, der tidligt kaldte køretøjet Ellerten. Mini-El blev siden fulgt af betegnelser som Mini-El City og CityEl.
Navnene dækker derfor forskellige trin i samme køretøjsfamilie. En tidlig dansk Mini-El og en langt senere tysk CityEl kan ligne hinanden, selv om motor, batterier og elektronik er forskellige.
Konstruktionen sparede på både plads og vægt
Ét forhjul og to baghjul gav Ellerten dens karakteristiske opbygning. Kabinens overdel blev løftet op ved ind- og udstigning, så den lille maskine kunne undvære almindelige bildøre.
Karrosseriets lette plastkonstruktion var central. Teknisk dokumentation for CityEl beskriver et selvbærende sandwichkarrosseri med en skumkerne af polyurethan og plastskaller. Princippet er at skabe stivhed uden et tungt karrosseri af stål.
På de dokumenterede CityEl-versioner blev elmotorens kraft overført til bagakslen gennem en rem. Senere kom andre løsninger, blandt andet kædetræk. Det er derfor misvisende at give alle årgange én fælles teknisk beskrivelse.
De tidlige køretøjer havde tre blybatterier på hver 12 volt, koblet sammen til 36 volt. Batterierne var tunge i forhold til den lille maskine: Lex angiver omkring 90 kg batterier i en egenvægt på 285 kg for 1987-udgaven.
Samme historiske specifikation angiver en længde på 2,73 meter, en bredde på 1,06 meter og en tophastighed på 40 km/t. Den oplyste rækkevidde var 40-70 kilometer. Det var datidens angivelser, ikke en moderne WLTP-måling.
Opladning foregik fra en almindelig stikkontakt. Konceptet var således tilpasset korte daglige ture og opladning mellem kørslerne. Kabinen gav læ, men den store gennemsigtige overdel kunne samtidig gøre det varmt på solrige dage.
Randers-fabrikken blev bygget til et større gennembrud
El-Trans A/S skulle gøre opfindelsen til en industriel forretning. Ifølge en historisk gennemgang fra Miljøstyrelsen kom omkring 90 millioner kroner fra næsten 3.000 mindre private investorer, efter at traditionel finansiering havde vist sig vanskelig.
Den nye fabrik i Randers var dimensioneret til mellem 5.000 og 15.000 køretøjer årligt. I praksis nåede produktionen på sit højeste omkring 10-12 om dagen, og virksomheden havde omkring 70 ansatte. Mange dele kom fra danske underleverandører.
Afstanden mellem fabrikkens kapacitet og den faktiske produktion viser, hvor stort bagmændene tænkte. Det handlede om langt mere end at bygge en håndfuld køretøjer til særligt interesserede.
Medarbejdernes engagement var også stort. Museum Østjylland har indsamlet beretninger om lange arbejdsdage og en fælles tro på at gøre Ellerten til en international succes. For Randers rummede projektet udsigten til at få sin egen plads på bilindustriens landkort.
Tilbagekaldelser blev fulgt af konkurser
De første alvorlige problemer viste sig hurtigt. I slutningen af 1987 førte en brand til tilbagekaldelse af omkring 150 køretøjer for reparation af et relæ.
Året efter antændte en sikring batterigas i en Ellert i Esbjerg. Konstruktionen blev ændret, og omkring 500 køretøjer skulle til service. Miljøstyrelsens historiske gennemgang forbinder den første konkurs i 1988 med udgifter til tilbagekaldelser, reklamationer og et vanskeligere salg end ventet.
Et nyt selskab, El-Trans 89, forsøgte at få projektet videre. Elektronikken blev forbedret, og City-udgaven fik en kraftigere motor og bedre acceleration. Der kom også salg til udlandet, blandt andet Tyskland og Schweiz.
Men et nyt selskabsnavn fjernede ikke problemerne fra de tidlige køretøjer eller genoprettede automatisk kundernes tillid. CityCom blev endnu et kapitel i forsøget på at skabe en holdbar forretning.
Museum Østjylland beskriver medarbejdere, der fulgte projektet gennem tre konkurser og derfor oplevede både gentagne ansættelser og afskedigelser. For ejerne betød forløbet samtidig, at fabrik, service og teknisk hjælp blev knyttet til virksomheder med usikker økonomi.
Ellerten fik dog også en international opgave: Åbne udgaver blev brugt som kameravogne ved OL i Barcelona i 1992. Den lille elektriske maskine havde anvendelser, selv om den store forretning stadig lod vente på sig.
CityEl gav Ellerten et langt tysk efterliv
I 1995 blev konceptet overtaget af tyske CityCom, og produktionen flyttede til Tyskland. Her fortsatte køretøjet som CityEl, blandt andet i byen Aub.
Udviklingen stoppede ikke ved landegrænsen. Senere versioner fik ændrede motorer og ladere, og litiumbatterier afløste blybatterier i dele af modelhistorien. Den danske forhandler GreenDrives historiske modelbeskrivelse dokumenterer blandt andet overgangen til litium-jernfosfatbatterier i slutningen af 2000’erne.
Det ændrede både vægt og mulighederne for at køre længere mellem opladningerne. Derfor fortæller en tidlig Ellerts præstationer ikke nødvendigvis, hvad en senere eller ombygget CityEl kan.
Efterlivet strakte sig langt ind i den moderne elbilæra. Museum Østjylland har dokumenteret et eksemplar bygget på bestilling i Aub i 2017 og viste det sammen med den første serieproducerede Ellert med stelnummer S00001.
Entusiasterne holder dansk elbilshistorie kørende
Den industrielle drøm blev afløst af en anden form for vedholdenhed. Ejere reparerer, restaurerer og samler stadig de små køretøjer, mens viden om konstruktionen bliver delt mellem entusiaster.
Ellertforeningen blev stiftet i 2022. Ifølge Museum Østjyllands beskrivelse af foreningen arrangerer den træf og arbejder med at bevare dokumenter og fortællinger fra mennesker omkring projektet.
Det giver historien en anden slutning end fabrikkens. Ellerten blev ikke den almindelige danskers foretrukne transportmiddel, men den forsvandt heller ikke, da de danske selskaber gav op.
Steen Volmer Jensen døde i 2010. Hans lille trehjuler står tilbage som et konkret bud på et spørgsmål, bilindustrien stadig møder: Hvor meget køretøj er der egentlig brug for til at flytte ét menneske? Svaret fra Randers var usædvanligt lille. Ambitionen bag var alt andet.
