Nu er bilen beslaglagt – den tilhører i øvrigt ikke manden, som sad bag rattet.
Lørdag eftermiddag ville en hundepatrulje fra Midt- og Vestsjællands Politi rent rutinemæssigt på en strækning i Odsherred slå en sludder af med føreren af en varevogn. Egentlig blot fordi det gik for stærkt. Men bilisten var ikke meget for at tale med politiet.
Derfor gik turen med en højere hastighed, end politiet tillader, rundt på forskellige veje i området, før bilisten standsede af sig selv. Ud sprang føreren og fortsatte turen til fods. Og selvom politiet satte hunde ind i jagten på manden, lykkedes det ham at forsvinde.
Bilen beholdt politiet dog. Ordensmagten vurderede nemlig, at manden med sin kørsel mere end havde gjort sig skyldig i vanvidskørsel. Bl.a. fordi det undervejs i flugtforsøget gik venstre om helleanlæg, over dobbelte optrukne spærreflader og frem for fuld stop. Ligesom hastigheden også var for høj.
Politiet har allerede identificeret føreren. Som ikke er identisk med ejeren. Ham og føreren – en 31-årig mand – havde politiet dog fat i bare en time forinden, da de i fællesskab i påvirket tilstand opførte sig truende over for andre på en adresse Sjællands Odde.
Politiet bad efterfølgende de to mænd forsvinde fra området. Det gjorde de altså så ved at sætte sig bag rattet og forsøge at tage flugten fra ordensmagten bare lidt senere.
Ud over sigtelsen for vanvidskørsel er den 31-årige også sigtet for at køre uden kørekort. Det har han nemlig ikke generhvervet, efter han i en periode har været frakendt førerretten. Det oplyser politiet i døgnrapporten