Der er ingen tvivl om, at fremtiden kun består af elbiler, sagde Audis administrerende direktør Gernot Döllner, da mærket for nylig fremlagde årsregnskab.
Audi har godt nok bakket lidt ud af planerne om elbiler. Omstillingen til elbiler har ikke længere den samme fart på, som tyskerne troede for bare få år siden.
Men det ændrer ifølge mærkets administrerende direktør Gernot Döllner ikke på, at fremtiden tilhører elbilerne.
Det fortalte han for nylig på Audis årlige mediekonference, hvor mærket fremlagde sit årsregnskab for 2023.
Det skriver den danske Audi-importør i en pressemeddelelse.
Tilbage i Tyskland giver direktøren for det hele ikke meget for debatten om forbrændingsmotorens overlevelse.
LÆS OGSÅ: Det kostede 116.000 kroner at fjerne Pernilles Ford ulovligt
– På trods af den seneste offentlige debat, er der ingen tvivl om, at fremtidens biler er elektriske. Hos Audi vil vi elektrificere alle kernesegmenter inden 2027, lød det fra Gernot Döllner.
Direktøren holder desuden fast i, at Audi fra 2026 kun vil lancere nye elbiler. Men helt klar til at lægge forbrændingsmotoren i graven er VAG-mærket dog ikke.
Ifølge den danske importør er der tale om ‘en gradvis afvikling frem mod 2033’. Det betyder, at Audi indtil da vil holde eksisterende forbrændingsmotorer i live.
På den anden side skal det, siger mærket fra Ingolstadt, være helt slut med fossilbiler to år før, EU forlanger det.
At det kun er elbiler, Audi finder interessant i disse dage, er dog ikke det eneste nye fra bilmærket med de fire ringe.
Efter syv år med klager fra kunder og en samlet motorpresse bukker Audi sig nemlig og sløjfer den forvirrende navngivning af modelprogrammet. Læs mere om det her.