Onsdag er det lykkedes en russisk hackergruppe at lægge flere danske myndigheders internetsider – bl.a. Motorstyrelsen – ned. Og det vil de fortsætte med, lyder advarslen.
Onsdag eftermiddag var en række danske myndigheders internetsider ikke tilgængelige. De var blevet lagt ned af russiske hackere.
Det drejer sig bl.a. om Vurderingsstyrelsen, Toldstyrelsen og Motorstyrelsen.
Det skriver hackergruppen NoName057 på den russiske beskedtjeneste Telegram. Her tager de ovenikøbet også ansvaret for angrebet.
Det oplyser en række danske medier – heriblandt B.T.
LÆS OGSÅ: Dansk Le Mans-hold undgår konkurs, men lukker alligevel
– Vi fortsætter vores angreb på Danmark, skriver gruppen NoName057.
Angrebet mod Motorstyrelsen er som sådan ikke et forsøg på at hacke noget eller samle oplysninger ulovligt.
Derimod drejede det sig om et såkaldt DDoS-angreb, hvor det ene og alene handler om at belaste en hjemmeside med så mange forespørgsler, altså trafik, at den til sidst går ned.
Omkring kl.17 onsdag er Motorstyrelsen.dk umiddelbart til at tilgå, men det foregår langsomt. Og flere af hjemmesidens menuer er fortsat ikke brugbare.
Det er bestemt ikke første gang, at russiske hackere har Danmark som mål. Så sent som for to dage siden blev Københavns Lufthavns hjemmeside lagt ned af et lignende angreb.
Læs flere nyheder fra og om bilernes verden lige her!