Henrik Bang fra Polestar Danmark advarer mod den højere registreringsafgift fra nytår. Han frygter, at skiftende regler vil bremse elbilernes fremgang.
Regeringens plan om at lade registreringsafgiften på elbiler stige fra 1. januar 2027 møder nu skarp kritik fra chefen for Polestar i Danmark.
I et opslag på LinkedIn kalder Henrik Bang udviklingen for “et ildevarslende signal for fremtidens grønne omstilling”.
Han mener, at regeringen sender en større regning til danske familier, som vælger elbil, netop som salget af elektriske biler har fået alvorlig fart på.
Frygter flere prisstigninger frem mod 2036
Henrik Bang hæfter sig især ved, at afgiftsstigningen ikke nødvendigvis bliver en enkeltstående begivenhed. Efter de gældende regler fortsætter indfasningen frem mod 2036.
“Hvis ikke der findes en bedre samlet løsning, er det her kun den første kæp i elbils-hjulet,” skriver den danske Polestar-chef.
Han henviser samtidig til, at mere end 700.000 elbiler nu kører på de danske veje. Trods fremgangen mener han, at Danmark fortsat er langt fra målet.
Hver prisstigning og regelændring kan ifølge Henrik Bang gøre det sværere at overbevise de næste grupper af bilkøbere om at skifte benzin- eller dieselbilen ud.
Populære elbiler kan blive markant dyrere
Fra årsskiftet står grænsen for, hvornår en elbil rammes af registreringsafgift, til at falde fra omkring 419.000 kroner til cirka 366.000 kroner.
Samtidig stiger den andel af den beregnede registreringsafgift, som elbiler skal betale. Det rammer især større familie-SUV’er og biler med meget ekstraudstyr.
FDM har beregnet, at en Tesla Model Y Long Range med firehjulstræk kan få knap 28.000 kroner mere i registreringsafgift, hvis prisgrundlaget forbliver uændret.
En Volkswagen ID.4 Style kan få omkring 10.300 kroner mere i afgift. Boosted har samlet flere eksempler på populære elbiler, som står foran prisstigninger.
Polestar-chef undrer sig over timingen
Kritikken fra Polestar kommer, mens en ekspertgruppe arbejder med en ny model for fremtidens bilbeskatning. Gruppen skal blandt andet se på elbilens rolle for forskellige indkomstgrupper.
“Man har spurgt eksperterne. Så hvorfor venter man ikke på svaret?” spørger Henrik Bang i opslaget.
Polestar sælger udelukkende elbiler og har derfor en direkte kommerciel interesse i afgiftsniveauet. Henrik Bang understreger dog, at kritikken ifølge ham rækker ud over mærker og konkurrence.
Bilbranchen konkurrerer på pris, design og teknologi, men har et fælles ansvar for at få flere danskere over i elbiler, lyder argumentet.
Mobility Denmark kræver kursskifte
Også Mobility Denmark har kritiseret finanslovsudspillet og opfordrer regeringen til at fjerne afgiftsstigningen under de kommende forhandlinger.
“Regeringen burde gøre det lettere at vælge elbil. Med udspillet gør den det dyrere,” siger organisationens administrerende direktør, Mads Rørvig.
Regeringens argument er, at de økonomiske prioriteringer har ændret sig, og at staten ikke vil betale for endnu en fastfrysning af elbilafgiften.
Så længe finanslovsforhandlingerne ikke er afsluttet, kan planen dog stadig ændres. Men uden en ny politisk aftale fortsætter den planlagte afgiftsindfasning altså 1. januar 2027, hvor mange nye elbiler kommer til at stige i pris.
