Flere forsikringsselskaber i England nægter at forsikre kinesiske elbiler, mens priserne eksploderer for mærker som Xpeng og Skywell. Her er årsagen.
Flere engelske forsikringsselskaber nægter at forsikre kinesiske elbiler. Og det selvom mærker fra Kina lokker med lave priser og masser af udstyr.
Køberne møder en lukket dør hos mange forsikringsgiganter.
Det viser en ny undersøgelse fra bilplatformen Carwow, hvor man direkte advarer bilisterne om, at forsikringsbranchen ikke følger med udviklingen på bilmarkedet.
Særligt den elektriske Skywell BE11 er næsten umulig at få dækket af en almindelig kaskoforsikring. I en rundringning til ti store selskaber sagde hele ni nej til overhovedet at give et tilbud på bilen.
Det eneste selskab, der ville forsikre den, krævede en årlig præmie på over 18.000 kroner.
Det er mere end det dobbelte af, hvad en sammenlignelig europæisk bil som Peugeot E-3008 koster at forsikre.
Problemet bunder i, at de nye mærker mangler historik og et etableret netværk af værksteder, lyder det.
Forsikringsselskaberne frygter de enorme udgifter til reparationer, hvis en eller flere dele på de kinesiske biler går i stykker.
Da reservedele ofte skal sendes direkte fra Kina, bliver ventetiden og lejebilsomkostningerne alt for høje for selskaberne.
Særligt de kinesiske bilmærker har de også før fået kritik for deres reservedelspolitik, hvor noget så almindeligt som et bagsæde kan koste 600.000 kroner.
Lignende mønstre ses i forsikringsselskabernes syn på Xpeng G6, som ellers – også på de danske veje – er blevet et almindeligt syn.
Her sagde halvdelen af forsikringsselskaberne nej.
For dem, der fik et tilbud, landede gennemsnitsprisen på 9.300 kroner, hvilket er markant dyrere end for en Kia EV3.
– Det er et problem med forsikringsbranchen, som kæmper for at følge med et hurtigt skiftende marked, forklarer Carwows’ Iain Reid.
Mange forsikringsselskaber vurderer stadig risikoen ved de nye mærker som BYD, Nio og Xpeng.
Uden data om bilernes holdbarhed og prisen på nye batteripakker sætter de præmierne ekstra højt. Det gør det svært for førstegangskøbere at gennemskue den reelle pris på at eje en kinesisk elbil.
Situationen minder om den skepsis, som japanske og koreanske mærker mødte for årtier siden.
Men tempoet i den kinesiske invasion er så højt, at it-systemerne hos forsikringsselskaberne ikke engang har modellerne oprettet endnu. Det tvinger kunderne ud i dyre specialløsninger eller gør dem helt uforsikrede.


