En komplet V10-motor fra en Lamborghini Gallardo er dukket op på Aliexpress. Sælgeren vil have 433.000 kroner for herligheden.
En tilsyneladende ægte Lamborghini V10-motor er blevet sat til salg på den kinesiske online-markedsplads Aliexpress.
Prisen for den potente motor er 58.000 euro, svarende til 433.000 danske kroner. Men det er altså ikke kun prisen, der har vakt opsigt.
Det skriver Carscoops.
Det er højst usædvanligt at finde en kostbar og fremfor alt ægte superbil-motor på en platform, der primært er kendt for billig elektronik, kopivarer og alverdens småting.
Selvom Aliexpress ofte forbindes med forfalskninger, tyder alt på, at der her er tale om en ægte ti-cylindret motor fra Lamborghini.
Det bizarre fund understreger, at man vitterligt kan købe næsten alt i de kinesiske onlinebutikker. Man skal bare lede længe nok.
Annoncen skiller sig da også markant ud fra de typiske tilbud på platformen.
Komplet motor fra en Gallardo LP560-4
‘Varen’ er en komplet men brugt 5,2-liters V10-motor uden turbo. Motoren stammer fra en Lamborghini Gallardo LP560-4, som er forgængeren til den populære Huracán-model.
Ifølge sælgeren er motoren “plug and play”, hvis man tilfældigvis har en Gallardo stående, der mangler en motor.
Eller hvis der nu skulle sidde en Lamborghini-ejer derude, hvis Gallardo pludselig er blevet ‘lettet’ for sin motor i løbet af natten.
For at gøre annoncen mere synlig har sælgeren brugt en række søgeord i beskrivelsen. Der nævnes andre Lamborghini-modeller som Aventador, Huracan og Urus.
Det er dog tydeligt specificeret, at motoren er bygget til en Gallardo.
Købere, der slår til nu, kan forvente at få motoren leveret ‘i løbet af september’.
Sælger lokker med stor rabat
For at gøre tilbuddet mere tillokkende hævder sælger, at prisen på 433.000 kroner er et kup. Den vejledende udsalgspris fra fabrikken i Italien er angiveligt over 81.000 euro.
Et beløb der svarer til cirka 604.000 danske kroner.
Køberen sparer dermed over 171.000 kroner. I hvert fald ifølge annoncen.
Det er dog forbundet med en betydelig risiko at overføre så stort et beløb til en ukendt sælger på en kinesisk webshop. D
er er ingen garanti for, at varen nogensinde dukker op, at den er i den forventede stand. Eller at der overhovedet er tale om en motor.
Det er ikke første gang, at en sjælden superbil-motor dukker op til salg på en uventet online platform.
Sidste år kunne Boosted afsløre, hvordan en motor fra en LaFerrari endte med et til salg-skilt eBay. Motoren, der er af omveje fandt vej til den kendte onlinebutik, blev oprindeligt leveret til den danske Ferrari-importør.


