En bilforhandler i Sydafrika lykkedes med at smadre en helt ny Ford Ranger Raptor, før kunden overhovedet fik leveret bilen.
Om en sydafrikansk Ford-sælger fortsat har noget job, melder historien ikke noget om. Men det er i hvert fald lykkedes ham at smadre en helt ny Ford Ranger Raptor.
En bil som endda var både bestilt og betalt af en afventende kunde. Det skriver Car Magazine.
Før nøglerne kunne udleveres til bilens rette ejer, besluttede bilsælgeren og en række andre personer at tage en tur i bilen. Og det gik alt for stærkt. Muligvis også med promiller i blodet på bilsælgeren.
I hvert fald mister han på et tidspunkt kontrollen over den helt nye bil, der vælter om på siden. Ifølge billeder, som Car Magazine bringer, er de efterfølgende skader på bilen særdeles omfattende.
LÆS OGSÅ: Særlig politibil stopper 21-årig i “drønulovlig” bil
Hvis ellers den helt nye bil overhovedet står til at redde på nuværende tidspunkt. Hvordan Ford løser sagen med kunden, er uvist.
Men bilens ejer blev angiveligt først klar over, at den nye bil var blevet smadret, da vedkommende ringede til forhandleren for at gøre opmærksom på, at bilen ville blive afhentet. Først der og ikke af sig selv valgte Ford-folkene at krybe til korset og fortælle om situationen.
Når der endda er videobeviser at komme efter, skal forhandleren ikke regne med, at forsikringselskabet er interesseret i at røre ved bilen. En erstatning kan i hvert fald have meget lange udsigter.
Og så må forhandleren altså selv til lommerne. En Ranger Raptor, som faktisk også er en del af den danske importørs modelprogram, er ikke en billig bil. Heller ikke i Sydafrika.
Her koster bilen, hvis 3-liters V6-motor leverer 292 hestekræfter og 600 Nm, 950.000 rand. I dansk valuta svarer det til 353.000 kroner.
Læs flere spændende nyheder fra motorsportens verden lige her!