En af Tysklands travleste strækninger – motorvej A40 – spærres helt i en uge midt i sommerferien. Myndighederne advarer om risiko for kæmpe kødannelse.
Danske bilister på sommerferie risikerer at havne i massive trafikkøer i Tyskland, hvor en travl strækning på motorvej A40 nu lukkes helt i en uge.
Den omfattende spærring rammer midt i den absolut mest belastede ferietid på de tyske veje.
Det skriver det tyske bilmedie Auto Motor und Sport om den ventede vejspærring i Ruhr-området. Nedlukningen truer med at skabe langvarige forsinkelser for både pendlere og turister på vej både på og hjem fra sommerferie.
Tidspunktet for det omfattende vejarbejde skaber store problemer for trafikken. Sommerferien i delstaten Nordrhein-Westfalen i det vestlige Tyskland er nemlig lige begyndt.
Det betyder, at vejene i forvejen er stoppet til med ferietrafik mod syd og vest. Motorvej A40 udgør en af de absolut vigtigste øst-vestlige færdselsårer i hele det tyske vejnet.
Spærringen gælder i begge køreretninger på strækningen mellem Mülheim-Winkhausen og motorvejskrydset Essen-Ost. Vejen lukkes fra klokken 20 den 23 juli og genåbner senest klokken 5 den 30 juli.
Årsagen til den ugelange lukning er en tiltrængt og omfattende renovering af den nedslidte vejbelægning. Arbejdet foregår over en samlet strækning på cirka 5,8 kilometer.
I alt skal 110 tusinde kvadratmeter beskadiget asfalt skrælles væk og udskiftes helt. Vejen forsynes i stedet med et nyt slidlag af drænasfalt for at give bedre vandafledning og mindske støj.
Samtidig med arbejdet på selve hovedvejen spærres adskillige til- og afkørselsramper i området. Myndighederne forsøger at afvikle trafikken ved at omdirigere køretøjerne til andre motorveje.
Trafikken ledes desuden gennem lokalveje i byerne Mülheim og Essen. Der er opsat ekstra skiltning og midlertidige parkeringsforbud langs omkørselsruterne for at holde bilerne i gang.
Trods de forebyggende tiltag advares bilisterne om markant længere rejsetider i hele perioden. Rejsende opfordres derfor til at undersøge deres rute grundigt før afgang.
Og selvom det kan lyde irriterende med vejarbejde midt i sommerferien, så er det faktisk på høje tid. Som Boosted tidligere har kunnet fortælle, har Tyskland nemlig store problemer med motorveje, der eksplodere.


