En ny cykelsti har kostet skatteborgerne 95 millioner kroner. Men folk vælter på stien, der er bredere end selve vejen lige ved siden af.
Vejen er noget vi deler.
Tilsyneladende ikke. I hvert fald ikke i den engelske kommune Dorset, hvor bystyret har fået anlagt en 3,3 meter bred cykelsti.
Det hele har kostet skatteborgerne 11 millioner pund svarende til 95 millioner danske kroner. Og nu vælter det frem med klager.
Ikke bare er cykelstien så bred, at asfalten til biler er blevet smallere. Bilister, som kommer fra sideveje, skal også ud i halsbrækkende styreudslag for ikke at dreje ind på cykelstien.
Det skriver The Sun.
Det er dog ikke kun bilisterne der klager. Det gør folk, der bruger cykelstien, faktisk også. Flere er nemlig bekymret over det materiale, som selve stien er lavet af.
Det sker efter, at en 13-årig pige pådrog sig alvorlige skader, da hun væltede på stien, mens hun stod på løbehjul.
Løbehjulet fik fat i noget løs belægning, hvilket var nok til at pige faldt af og ned på underlaget.
Naboer til cykelstien har også brokket sig højlydt over, at bystyret har fjernet ganske meget græsareal for at anlægge stien. Græsset er nemlig ikke blevet reetableret et andet sted.
At anlægsprojekter som en ny cykelsti kan vække stærke følelser er sådan set ikke noget nyt. Boosted har tidligere fortalt om, hvordan en rundkørsel har fået sindene i kog hos en række veganere.


