Annonce:

Test: Nissan Skyline R32 GT-R – en tur i Godzilla

De fleste, der er vokset op med spilkonsoller, har været bag rattet af en Nissan Skyline GT-R – i hvert fald i digital form. Vi tager en tur i den ægte vare.

Med mine øjne fast rettet ud mod kølerhjelmen af den hvide Nissan Skyline GT-R lader jeg venstre hånd forlade rattet for at gå efter tredje gear. Skiftet går smertefrit, selv om det dog kræver lidt kræfter, og jeg kan vende tilbage til at holde fokus på vejen, skriver Bil Magasinet.

Det hele føles nemlig lidt sværere i dag, for jeg sidder i den “forkerte” side af bilen, eftersom en Nissan Skyline R32 GT-R aldrig blev importeret til Europa. Af samme grund begyndte denne bil sit liv i Japan, hvor biler er højrestyrede.

Artiklen fortsætter efter annoncerne:

Artiklen fortsætter her:

LÆS OGSÅ: Regeringen hæver bilafgifterne – så dyre bliver bilerne om lidt!

Et venstresving nærmer sig, og selv om jeg skifter gear med den gale hånd, føler jeg mig alligevel hjemme nok i den japanske coupé til et mellemgas-forsøg på vej ned i andet gear. Venstre hånd arbejder ikke så hurtigt, som min højre plejer at gøre, men pedalerne er placeret, som de plejer, og sidder så tæt, at vrikket med foden, så hælen svinger over fra bremsen til et kvikt spark på speederen, sker uden dramatik.

De første meter i R32’eren
Jeg slipper koblingen og bliver igen imponeret over, hvor præcis, stram og mekanisk lækker denne Skyline R32 GT-R egentlig føles. Jeg har dog ikke lang tid til at dvæle ved den slags luksus, for at køre en højrestyret bil på veje, der er tiltænkt biler med rattet i venstre side, kræver en tunge, der bliver holdt lige i munden.

Første gang, verden hørte navnet Nissan Skyline GT-R, var i 1964, da den japanske bilgigant præsenterede en ny og lidt anderledes model. For dette var en mellemstor, normal gadebil, der kørte som en sportsvogn, og det var noget helt nyt.

Artiklen fortsætter efter annoncerne:


Artiklen fortsætter her:

Husk på, at verden i 1964 slet ikke havde hørt om biler som BMW M3, og Porsche 911 var kun lige blevet præsenteret. Spoler man kalenderen 30 år længere frem, forlader den hvide GT-R med modelkoden R32, du ser på billederne foran dig, fabrikken i Murayama, som er placeret i den nordlige del af Japan.

Nogenlunde samtidig foregår der noget hos et af de andre gigantfirmaer i Japan. Elektronikfirmaet Sony sender nemlig sin første spillekonsol på markedet, som får navnet PlayStation. Og lige præcis dét kommer til at spille en kæmpe rolle for Nissan Skyline R32 GT-R.

Den legendariske motor
Den hvide Nissan, som jeg i dag har fået mulighed for at afprøve i Nordsjælland, har fra fødslen en ret imponerende mekanisk dåbsgave med sig. Under den lange motorhjelm ligger en 2,6-liters rækkemotor med seks cylindre.

Læs mere efter annoncerne:

PRØV NU: TJEK DIN BILFORSIKRING!

Indtast din nummerplade og se billige priser på bilforsikringer med det samme!


Læs mere herunder:

På den er monteret to turboer, hvilket skubber effekten op på 280 hk. Før kræfterne sendes i asfalten, rejser de gennem en 5-trins manuel gearkasse ned til et firehjulstræk. Og for at gøre det hele endnu mere kompliceret, så er bilen også udstyret med firehjulstyring.

De hårdtpumpede mekaniske løsninger og specs var ikke bare en skør, japansk ingeniørs våde drøm om en gadebil. Nej, for GT-R var en homologeringsbil, så Nissan kunne deltage i de prestigefyldte standardvogns-serier. Nissan Skyline GT-R R32 i Gruppe A-trim kunne producere mellem 500-650 hk alt efter ønske og forhold.

Kørte også i Danmark
I Danmark var det også muligt at se Nissans GT-R i motorsport, hvor den bl.a. kunne opleves i den ikke helt så hårdkogte Gruppe N-klasse. Fra 1990 og til 1994 napper Nissan den japanske mesterskabstitel for standardvogne med netop en Skyline R32 GT-R.

Det er da heller ikke tilfældigt, at den danske ejer af bilen bevidst gik efter en hvid variant – hvid er nemlig Japans racerfarve.

Annonce:


Kun lige rundet 7.000 kilometer
Bag rattet på de snævre landeveje kan jeg godt mærke, at denne Nissan har sine rødder i motorsport. Kabinen er ikke skrabet, men det er grænsende dertil, og der er intet overflødigt. Sæderne er betrukket i et stofmateriale, som er meget typisk for tiden.

Instrumentbordet er indpakket i mørkt plastik, og urene bag rattet er også meget spartanske. Kun nogle få røde detaljer ved nålen og de høje omdrejningstal bryder de gråsorte nuancer. Et stort GT-R-logo er præget i ratnavet, men ellers er også det uden de store detaljer. Fokuseret er det mest rammende ord, jeg kan sige om kabinedesignet.

Bilen, jeg er ude i, har kun rundet lige over 7.000 km i sit 21 år lange liv, så vi skal ikke spilde tiden bag rattet. Da jeg første gang hørte det lave kilometertal, tænkte jeg, at der var fare for, at bilen havde sat sig lidt i det hele, for en bil skal jo helst motioneres. Mine bekymringer gøres heldigvis hurtigt til skamme, så snart nøglen drejes.

Som soldater i stram opstilling
Motorlyden er vanlig rækkesekserklang med den velkendte harmoniske gangkultur. Som omdrejningerne stiger, kommer også en let hvislen fra de to turboer; en lyd som har et umiskendeligt mekanisk bid, der sjældent høres på moderne biler.

Gearene i 5-trins gearkassen står på rad og række som soldater i en stram opstilling. I det hele taget er betjeningen af Nissan Skyline R32 GT-R meget lettere og også mere lækker, end jeg havde forventet.

Begynder man at massere speederen en smule og time sine gearskift korrekt i forhold til omdrejningerne, er der tale om køreglæde i form af mekanisk præcision på et næsten uhørt højt niveau. Testbilen blev produceret i maj 1994, og efter præcis 20 år fik den i 2014 dansk jord under hjulene.

Et Playstation-spil med rat og pedaler
Mens den japanske sportsvogn levede en stille tilværelse med få kørte kilometer i hjemlandet, sad jeg på mit drengeværelse med en PlayStation-controller i hånden. Et af de spil, der oftest roterede i min nyindkøbte og meget grå Sony PlayStation, var racerspillet Gran Turismo. I dette virtuelle univers var det gade- og racerbiler, som var omdrejningspunktet.

Der gik ikke længe, før jeg lærte, hvilke biler der var gode – særligt hvis de skulle tunes eller køre stærkt. De skulle gerne have turbo, da det gjorde det lettere at hæve motorens effekt med f.eks. en anden motorstyring eller større turbolader. Dernæst var firehjulstræk et must, for når kræfterne passerede de 400-500 hk, var baghjulstræk meget svært at styre.

Eftersom Gran Turismo blev udviklet i Japan, var der en overvægt af bilmodeller fra mærker som Honda, Nissan, Subaru og Toyota. Blandt de klare stjerner var Nissan Skyline GT-R R32, som netop opfyldte alle kravene om at kunne præstere utrolige kræfter, der stadig kunne kontrolleres takket være firehjulstrækket.

Motoren – bilens hjerte i generationer
I virkelighedens verden er jeg nu glad for, at den Skyline, jeg sidder i, ikke har 800 hk, og hvad jeg ellers kunne have fundet på at hælde på bilen i mit PlayStation-spil. De 280 hk føles fint tilstrækkeligt, særligt nu hvor jeg ikke kender bilen så godt og bruger det meste af min fatteevne og koordination på at køre i en højrestyret bil.

Motoren er en historie for sig selv, men uden at gå for meget i detaljer har den flere appetitlige forhold, som jeg ikke kan komme udenom.

Motoren hedder RB26DETT og er hjørnestenen i GT-R R32, men det stopper ikke her, for selvsamme motorblok lå også under motorhjelmen på både R33- og R34-varianten af GT-R. Det betyder, at denne motor i sin grundform var i produktion fra 1989 og helt frem til 2002.

Først da den seneste GT-R fra 2008 kom på gaden, blev kraftværket udskiftet til et nyt. Rækkemotor blev udskiftet med en ny motor som i stedet var en V6’er. Selve blokken på RB26DETT er i støbejern, mens topstykket er udført i aluminium.

Skal have på munden for at yde
På trods af turbotryk skal GT-R’en have omdrejninger for at yde sit bedste. De 280 hk leveres ved 6.800 omdrejninger, mens momentet på 392 Nm er tilgængeligt ved lidt lavere omdrejninger – 4.400 o/min, hvilket stadig er højt for en turboladet motor.

Jeg ved fra min Playstation-tid, at motoren sagtens kan præstere langt over det dobbelt af den effekt. Og faktisk er computerspil ikke ved siden af virkeligheden i netop dette tilfælde. Også Nissan var klar over, at motoren kunne levere langt flere kræfter, men en helt særlig aftale holdt den på 280 hk.

En såkaldt gentleman-aftale mellem japanske bilproducenter foreskrev, at man ikke overskred 280 hk i gadebilerne. En lignende uskreven regel findes også i Tyskland. Her er der bare ikke tale om begrænsning af hestekræfter men i stedet af topfart til maksimale 250 km/t.

Nissan og ‘de officielle tal’
Med disse regler og grænser aftalt mellem producenterne ønskede man at undgå provokation og signalere, at man selv fra branchens side kunne regulere fartfesten, og derved undgå lovmæssig indgriben.

Men ligesom at flere tyske biler faktisk kan køre lidt over 250 km/t til trods for deres hastighedsbegrænsning, var de 280 hk fra Nissan’ens motor også “kun” det officielle tal. I mange tilfælde kunne der dog godt være ekstra hk i puljen.

Jeg sidder tilbage med en fantastisk følelse omkring bilen, da jeg tager rutens sidste højresving. Bilen er utrolig let og ligetil. Den er let at køre, og jeg føler mig ikke nervøs eller påpasselig i dens selskab. Samtidig er der en aura omkring bilen af utrolig kvalitet og avanceret mekanisk glæde.

En heltebil for en hel generation
Når du bare ligger og tuller rundt, gør bilen intet væsen af sig. Balancen mellem tilgængelighed og køreglæde er bedre, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig.

Men var det egentlig ikke også det, der gjorde Skyline GT-R til en helt i PlayStation-spillet? Jo, det var det. Et helt utrolig kompetent stykke mekanik pakket ind i en lækker indpakning, som ikke er nær så svær at tage hul på, som dataarket ellers kunne tyde på.

GT-R var en heltebil for mig i mine drengeår, og efter en tur på nordsjællandske landeveje i den ægte vare mange år efter mit første bekendtskab, er jeg ikke det mindste skuffet – den er virkelig sjov, og jeg skal med det samme hjem og have støvsuget den gamle PlayStation og spille Gran Turismo hele natten.

Nissan Skyline GT-R R32

Motor: R6, 2.569 cm3, 24V, biturbo
Ydelse: 280 hk ved 6.800 o/min 392 Nm ved 4.400 o/min
Topfart: 245 km/t
0-100 km/t: 5,4 sek.
EU-miks: ca. 7,4 km/l


Annonce:

Annonce:

Nyeste artikler

Annonce:

Motorsport

Annonce:
Annonce:

Gratis tjek!

Indtast din nummerplade herunder og se billige bilforsikringer. Det er helt gratis:

Læs også

Husk det nu!

Populære

Skal du med?

Flere populære artikler

Læs også

Altid gratis artikler