Mens Tesla venter på, at EU generelt siger god for bilmærkets avancerede førerassistent, manér en ekspert og tidligere racerkører til ro. Selvkørende biler virker slet ikke på landet.
Helt eller delvist selvkørende biler er ikke det mirakel, de bliver udråbt til.
I hvert fald hvis man spørger den tidligere racerkører Amanda Stretton.
Stretton, der i dag gør sig som journalist for britiske ITV og Channel 4, skyder i et interview med BBC Radio 4 idéen godt og grundigt ned.
Faktisk kalder hun den nonsens.
Det er især de forhold, som vejene ude på landet byder bilerne, der får Amanda Stretton til at mane til ro. Ifølge hende kan teknologien nemlig slet ikke følge med.
Stretton peger på, at selv de mest avancerede førerassistenter har brug for klare og meget tydelige markeringer for overhovedet at finde rundt og for at kende forskel på vejenes forløb.
Den slags kan bilmærkerne ikke forlade sig på, at der er overalt. Især ikke på landet, fremhæver Stretton.
Den tidligere racerkører peger i den forbindelse på de engelske landeveje. De er i forvejen berygtet for at være i dårlig stand.
– Jeg bor i Oxfordshire, og I kan jo bare se på vejene rundt omkring mig. Vores infrastruktur kan ikke løfte opgaven, siger hun.
Og det kan der være noget om. Allerede i december 2024 erkendte de britiske myndigheder, at der venter en regning på flere milliarder kroner, hvis alle veje skal være i orden.
Selv regner myndighederne med en pris på fire milliarder kroner, og det er kun hvis opgaven lægges over på landets kommuner og kun handler om kommunale veje.
Mellem de engelske veje og debatten om dårlige veje venter Tesla stadig på, at EU over en bredere kam siger god for mærkets selvkørende system.
Et system som vi her på Boosted for nylig kunne fortælle har skiftet navn i løbet af natten. Navneskiftet kom få dage efter, at Tyskland sagde nej til at godkende systemet.
Syd for grænsen vil man modsat forholdene herhjemme nemlig først godkende systemet, når eller hvis EU er klar med en generel godkendelse.
