Den svenske regering har i sidste øjeblik stoppet en ny lov om vinterdæk for personbiler. Det sker efter måneders forvirring og kritik fra høringsinstanser.
Efter måneders forvirring er en ny lov om vinterdæk i Sverige nu blevet stoppet i sidste øjeblik. Den svenske regering trækker i land og meddeler, at de nuværende regler for personbiler alligevel fortsætter.
Det er en opsigtsvækkende kovending, der kommer kort før, vintersæsonen for alvor starter.
Den svenske regering havde ellers planlagt at ændre reglerne for vinterdæk.
Planen var at forlænge den periode, hvor vinterdæk er lovpligtige.
Det skulle både øge trafiksikkerheden og gøre det lettere for dækværkstederne at håndtere det store pres ved sæsonskifte.
Minister: Ikke tid til at justere reglerne
Men den nye lov bliver altså ikke til noget i denne omgang.
– Efter at have vurderet svarene fra høringsinstanserne har vi vurderet, at det ikke er tid til at justere vinterdækreglerne for personbiler forud for denne vintersæson, siger infrastrukturminister Andreas Carlson (KD) i en udtalelse.
Beslutningen om at droppe den nye lov kommer på et sent tidspunkt.
Flere svenske værksteder var allerede begyndt at forberede sig på de nye regler.
Nogle havde endda sendt meddelelser ud til deres kunder om den lovændring, der nu alligevel ikke kommer.
De gamle regler gælder stadig
Forvirringen har været total. Men nu er meldingen fra regeringen altså klar: De tidligere og velkendte regler for vinterdæk i Sverige er fortsat gældende.
Det betyder, at kravet om vinterdæk for personbiler fortsat afhænger af, om der er vinterføre (sne, is, slud eller frost).
Den svenske regering går dog videre med en anden del af den oprindelige plan.
Der indføres nye, skrappere krav for tunge køretøjer som lastbiler og busser.
For dem vil der fra i år være krav om vinterdæk i perioden fra 10. november til 10. april – uanset om der er vinterføre eller ej.
Mens svenskerne altså trækker en lovændring tilbage, er man i Danmark gået den modsatte vej og har skærpet reglerne.
Som Boosted for nylig kunne fortælle, er der netop indført en ny lov i Danmark. Den giver en bøde på op til 4.000 kroner for at køre med såkaldte ‘ikke-egnede dæk‘.


