Torsdag eftermiddag i sidste uge afslørede en politikontrol, at cyklisterne har alvorlige problemer med færdselsloven.
Cyklister udviser gang på gang, at de har en kedelig tendens til at blæse på færdselsloven. Det dokumenterede en kontrol, som Københavns Politi stod bag torsdag eftermiddag i sidste uge.
Her kunne politiet skrive 16 cyklister for at køre rundt med håndholdt mobiltelefon. Yderligere 13 overså eller ignorerede helt lysreguleringen og kørte over for rødt.
Det betød, at politiet samlet set kunne udskrive bøder for 29.000 kr. i løbet af kontrollen. Og det altså bare til cyklister.
Bøden for at bruge håndholdt mobiltelefon eller cykle over for rødt er nemlig den samme. 1.000 kr. pr. gang.
LÆS OGSÅ: Christoffer vil forbyde lovligt racerløb – “Vi kan ikke byde folk det helvede”
En enkelt bilist havde det dog også stramt med færdselsloven. På en cykelsti valgte vedkommende at tænde sit havariblink og forlade sin bil.
Forklaringen? Ifølge politiet var den pågældende bilist blevet sulten. Men det er altså ingen undskyldning for at parkere ulovligt. Det skriver Københavnliv.dk.