Europas billigste elbil, Dacia Spring, har fået en massiv opgradering. basismodellen med 45 hestekræfter er droppet og erstattet af én med ‘lidt’ mere power.
Europas billigste elbil, Dacia Spring, der længe er blevet kritiseret for sine sølle 45 hestekræfter, får nu en markant og tiltrængt overhaling.
Noget, der i hvert fald på papiret, rent faktisk skulle gøre bilen i stand til at overhale.
Den svage motor bliver droppet og erstattet af en ny med 70 hestekræfter. Det sker kun et år efter, at bilen fik sit først, større facelift.
Opgraderingen er en del af 2026-modelprogrammet.
Her får den budgetvenlige elbil ikke kun flere kræfter, men også en række andre vigtige forbedringer.
Det er især basismodellen, der har fået et stort løft.
Markant hurtigere acceleration
Den hidtidige basismodel har været udstyret med en elmotor, der kun ydede 45 hestekræfter. Den er nu erstattet af en ny motor med 70 hestekræfter.
Topmodellen, der tidligere havde 65 hestekræfter, er blevet opgraderet til 100 hestekræfter.
De ekstra kræfter har en dramatisk effekt på bilens performance.
For basismodellen betyder det, at accelerationen fra 80 til 120 km/t nu tager 10,3 sekunder. Det er en massiv forbedring i forhold til de tidligere, pinefuldt langsomme 26,2 sekunder.
For den stærkere model er den samme accelerationstid faldet fra 14 sekunder til kun 6,9 sekunder.
Nyt batteri og hurtigere opladning
De opgraderede motorer får deres strøm fra et nyt Lithium Jern Fosfat (LFP) batteri.
Det har en kapacitet på 24,3 kWh. Det er første gang, at Renault-koncernen, som Dacia er en del af, bruger den batterikemi.
DC-lynladning – eller lynopladning i daglig tale – er også blevet hurtigere. Den er hævet fra 30 kW til 40 kW. Det gør det muligt at lade bilen fra 20 til 80 procent på 29 minutter.
Ud over motoren har Dacia også forbedret bilens køreegenskaber.
Den lille elbil får nu endelig en krængningsstabilisator for forbedret stabilitet i sving. Ingeniørerne har også justeret støddæmpere og fjedre samt opgraderet bremserne.
Den Kina-producerede Dacia Spring vil på sigt blive erstattet af en ny basis-elbil. Den vil være baseret på den kommende Renault Twingo, som forventes at starte ved omkring 18.000 euro.
I dansk valuta svarer det til 134.000 kroner. Som faktisk er næsten 20.000 kroner billigere end Danmarks hidtil billigste elbil.
Kampen om at producere de billigste elbiler er intens. Som Boosted for nylig kunne fortælle, har en ny statsstøtteordning i Italien betydet, at den lille, kinesiske elbil Leapmotor T03 nu kan sælges for, hvad der svarer til blot 38.000 danske kroner.

